Det talte ord gælder.
Tak for indbydelsen til at komme i dag.
Det er min anden dag på arbejde efter, at jeg har haft det privilegium, at have været på barselsorlov den seneste måned. Og det er min første tale i det nye år.
Så jeg har egentlig tænkt mig at holde en lidt forsinket nytårstale her i begyndelsen af februar. Og jeg syntes, at en konference med overskriften ' Universiteternes ansvar for Danmarks fremtid' er en god anledning. For det emne rammer lige ned i regeringens dagsorden.
Det er regeringen klare overbevisning, at en veluddannet arbejdsstyrke og forskning af høj kvalitet er en central forudsætning for vækst og velstand. Og det er en afgørende forudsætning for at løfte de store samfundsudfordringer, som vi står overfor indenfor miljø, energi, demografi og knappe naturressourcer.
Det er på alle måder en væsentlig forudsætningen for at udvikle et Danmark vi alle gerne vil leve i og være en del af – og ikke mindst et Danmark, hvor der er noget at leve af.
Så tillad mig de næste 15 minutter både at se lidt tilbage på, hvad der er sket på universitetsområdet det forgangne år – og ikke mindst; at se fremad mod udfordringerne i den kommende tid.
Frihed og forventninger til universiteterne
Universiteterne spiller en nøglerolle for fremtidens Danmark, som overskriften på konference også indikerer. Og jeg er helt overbevist om – blandt andet på baggrund af den dialog jeg har haft med aktørerne på området – at universiteterne både kan og vil udfylde den nøglerolle. Det handler ikke om at tvinge armen om på ryggen. Det handler snarere om at få skabt den fornødne frihed til at tage et ansvar. Jeg tror derfor på tillid og klare rammer.
Derfor har overskriften for året der gik også været at skabe balance mellem frihed og forventninger. For der har været væsentlige tiltag, der har handlet om mere frihed til universiteterne. Men også en berettiget diskussion om forventninger om endnu mere fra universiteternes side.
Og jeg tror på, at vi får bedre resultater, når frihed og ansvar går hånd i hånd. Det er hvad vi med et et ord fra forskningen verden, kan kalde metodefrihed. Bedst illustreret ved de nye udviklingskontrakter med færre og klarere mål.
Jeg har fastsat fire pligtige mål: Bedre kvalitet, bedre sammenhæng, hurtigere igennem og øget innovationskapacitet. Universiteterne har udpeget tre til fem selvvalgte mål. Og det giver dermed frihed til, at det enkelte universitet selv kan fastlægge, hvordan man vil nå målene.
Ud fra egne pejlemærker men samtidig ud fra en fælles dagsorden og ud fra en klar forventning om, at alle vil bidrage til – som minimum – de fire centrale målsætninger, som jeg på regeringens vegne har sat op for at styrke kvaliteten i undervisningen, sikre en sammenhæng mellem uddannelserne, få de studerende lidt hurtigere igennem og øge innovationskapaciteten.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg mener, at det er afgørende, at vi politikere bryder med vores opfattelse af, at alle problemer kan løses med 3 behandlinger i Folketinget. Tværtimod skal vi ophøre med at detailregulerer, da jeg tror, at det er hurtigste vej til at sikre den udvikling vi ønsker. Detailregulering hæmmer udvikling. Og det kvæler kreativiteten.
Og jeg synes, at det var en god forhandlingsproces vi havde omkring de nye udviklingskontrakter. Jeg mener, at det er afgørende, at man får forventningerne afstemt og har en god dialog om udviklingskontrakterne. Vi udfordrede universiteterne. Udfordringen blev taget op. Og universiteterne leverede en række ambitiøse udviklingskontrakter. Jeg mener, at vi med udviklingskontrakterne har fundet en god balance mellem ansvar og autonomi.
Og hvad har regeringen så gjort for at fremme mulighederne for at universiteterne kan leve op til ansvaret? For det første fik vi landet en rigtig flot finanslov for universiteterne. Og det har jeg Jens Oddershedes ord for: Finanslov giver handlemuligheder – sådan lød overskriften i pressemeddelelsen fra Danske Universiteter.
Og det er præcis det, som er intentionen. Frihed og forventningerne til universiteterne er blevet fulgt op med en solid økonomi:
- Ved at finansiere det rekordstore optag på de videregående uddannelser sidste sommer.
- Med den historiske aftale om treårige bevillinger til universiteterne, der giver tryghed og mulighed for planlægning.
- Og med et fortsat taxameterløftet på humaniora og samfundsfag på 250 millioner kroner årligt.
Jeg er glad for den gode modtagelse af finansloven. Og jeg vil gerne understrege, at vi i det forgange år yderligere satte handling bag ordene – ikke bare når det gælder finanserne, men også når det gælder frihed og deregulering: Vi fik ophævet forbuddet om gruppeeksamen. Vi nåede til politisk enighed om at ændre akkrediteringssystemet, så vi går fra uddannelsesakkreditering til institutionsakkreditering.
Det betyder, at universiteterne vil kunne koncentrere ressourcerne om deres eget kvalitetsarbejde frem for at opfylde en række formelle krav. Men det stiller også krav til ledelserne om at sætte kvalitet højt på dagsordenen. Og så har vi har med en frisættelse af optagelseskvoterne givet de videregående uddannelsesinstitutioner større indflydelse på, hvordan de optager de mest motiverede og egnede studerende. Og dette vel og mærke med et skarpt blik rettet mod det fremtidige arbejdsmarked – som kandidaterne skal ud og virke i.
Tidligere har det fra centralt hold været pålagt institutionerne mere eller mindre at optage 90 procent alene på baggrund af karaktergennemsnit. Jeg har bedt alle tænke over, om det nødvendigvis er det eneste relevante kriterium. Det er i hvert fald - set i en international sammenhæng - særegent, at man så entydig optager på baggrund af et parameter.
Jeg har ikke nogen færdig løsning og håber sådan set, at man vil bruge den frihed til at eksperimentere med optageformer for at se, om det kan bidrage til vores målsætning om at mindske frafaldet og øge studietempoet.
Det afgørende for mig er, at man skaffer aktive og bevidste valg om hvordan man optager de studerende, og at man kan begrunde de beslutninger man har truffet, og ikke bare gør de ting, man gør, fordi 'det har man altid gjort'. Jeg ser frem til fortsat dialog om denne problematik med alle de videregående uddannelsesinstitutioner.
SU-reform og studieintensitet
Vi skal bestræbe os på at få studerende ind på deres rette hylde fra start lidt bedre end det sker i dag. Det leder naturligt over til den kommende SU-reform her i foråret – hvor en af de store udfordringer er, at ni ud af ti studerende overskrider normeret studietid i et ganske betragteligt et omfang.
Vi har et generøst SU-system. Og siden 2001 er udgifterne fordoblet. Det er godt, fordi det indikerer blandt andet, at flere unge tager en uddannelse, og det er en klar målsætning for regeringen. Men det er også en udfordring, fordi de unge i Danmark generelt bliver sent færdige med deres studier. For mange studerende overskrider den normerede studietid. Den ekstra tid koster penge:
- Fordi de unge kommer senere ud på arbejdsmarkedet.
- Fordi det betyder ekstra udgifter til studiepladser.
- Og fordi det dræner SU-kassen.
Der er behov for at se på, hvordan vi kan gøre justere SU-systemet – ikke mindst set i lyset af, at vi agter at optage mange flere studerende og dermed kan gøre os selv den økonomiske tjeneste ved at få forsinkelsestiden ned.
Vi kommer til at træffe nogle svære beslutninger, som næppe vinder nogen popularitetskonkurrence blandt de studerende. Men det vil være forkert at se på en reform af SU-systemet isoleret.
Den overordnede ambition er en løsning, der bringer de studerende bedre og hurtigere gennem studierne uden at sænke kvaliteten og samtidig målretter støtten til dem med det største behov.
Og man skal se den kommende SU-reform i sammenhæng med de mange tiltag, der ændrer på de forhold, der i dag står i vejen for, at de studerende færdiggør deres studier uden forsinkelser.
- Det handler blandt andet om bedre muligheder for merit ved studieskifte, efter praktikophold og efter studieophold i udlandet.
- Det handler om mere og bedre undervisning.
- Det handler om bedre vejledning til de studerende.
- Og det handler om bedre og mere reel information til de kommende studerende om, hvad de enkelte studier indeholder.
Det vi stræber efter er jo et bedre uddannelsessystem med mindre frafald, mere sammenhæng, færre studieskift og færre meritproblemer. Så man kan ikke se på SU-reformen alene – for den skal følges til dørs med bedre muligheder for de studerende og en styrket studieintensitet. For vi kan faktisk se en vis sammenhæng mellem lav studieintensitet og højest forsinkelse. Det tyder faktisk på, at en øget intensitet via klare krav til de studerende kan reducere forsinkelsen.
Endelig vil jeg også understrege, at vi er i en tid, hvor alle skal holde for. Vi har ikke kun forventninger til universiteterne. Vi har også forventninger til de studerende. Gratis uddannelse er en hjørnesten i vores samfund og vores SU-system er et af de mest generøse i verden – men det er også et system der forpligter Så de studerende har også et ansvar og skal bidrage her.
Universiteterne og løsningernes land
Kort før jul fremlagde regeringen en national innovationsstrategi: Løsningernes land. Omdrejningspunktet er, at de store offentlige investeringer i forskning, innovation og uddannelse i højere grad skal omsættes til nye løsninger på samfundsudfordringer. Og derfor også – i højere grad end i dag – være med til at skabe vækst og jobskabelse.
Universiteterne har en vigtig rolle i den sammenhæng, og 'Det værdiskabende universitet' er en meget berettiget overskrift for det arbejde. Regeringen har en klar forventning om, at universiteterne vil påtage sig et stort ansvar for at løfte målsætningerne i innovationsstrategien.
De seneste dage har der været en del diskussion i kølvandet på, at EU's statistisk kontor har vist, at danskere i højere grad ønsker at være lønmodtagere end selvstændige. Og at dette forhold tilsyneladende kun forstærkes af at tage en længerevarende uddannelse.
Og udover at vi jo ikke alle sammen skal ende med at være selvstændige, så fortæller det også noget om et mindset, der måske ikke er innovativt nok. Og derfor spiller universiteterne også en central rolle i innovationsstrategien.
Vi skal i fællesskab medvirke til at skabe en kulturændring, hvor innovation, entreprenørskab og samarbejde med erhvervslivet indgår som en naturlig del af både forskning og uddannelse.
Det kræver, at institutionernes ledelser påtager sig ansvar for forandring. Vi er klar til en tæt dialog med universiteterne om implementeringen af strategien. Ikke mindst hvordan de gode eksempler fra både ud- og indland kan udbredes.
Det skal være attraktivt for forskere, undervisere og øvrige medarbejdere på universiteterne at arbejde med innovation i et tæt samarbejde med erhvervsliv og myndigheder. Viden skal ud og virke. Det skal ikke ligge og samle støv.
Derfor skal vi i fællesskab blandt andet se på, om de nuværende stillingsstrukturer i tilstrækkelig omfang understøtter, at de innovative forskere og undervisere kan anerkendes.
Men det er på institutionerne, at den konkrete opgave skal løftes. Studerende skal i langt højere grad bruge deres viden og kompetencer til at skabe forandring i samfundet. De skal kunne omsætte viden til værdi, fornyelse og forandring.
De studerens kompetencer skal opbygges i tæt samspil med det omgivende samfund. Og det skal være reglen og ikke undtagelsen, at uddannelserne indeholder praksiselementer – også de lange videregående uddannelser.
Endelig vil jeg kort nævne den kommende handlingsplan for internationalisering, der kommer her i foråret. En afgørende forudsætning for vækst og velstand i Danmark er vores eksportsektor. Over halvdelen af vores bruttonationalprodukt skabes gennem vores eksport.
Handlingsplanen for internationalisering, vil sætte fokus på, hvordan vi skaber rammerne for, at de studerende bliver bedre klædt på til at kunne agerer i en global verden:
- Vi skal have flere studerende på studie- eller praktikophold i udlandet.
- Vi skal tiltrække og fastholde internationale talenter.
- Danske uddannelser skal have stærkere internationale læringsmiljøer.
- Og de studerendes fremmedsprogskompetencer og internationale udsyn skal styrkes.
Et fælles ansvar for Danmarks fremtid
Samlet set er der masser på dagsorden for at bidrage til det der kaldes 'Det værdiskabende universitet'.
Jeg synes, at 2012 endnu engang bekræftede den store betydning universiteterne har for Danmarks fremtid. Det bliver på ingen måde anderledes i 2013.
Jeg er glad for de initiativer, som vi har sat i gang for at give mere frihed til universiteterne. Og jeg er meget tilfreds med samarbejdet med universiteterne, der tydeligt viser, at man er parat til at leve op til det ansvar, der følger med den større frihed.
Jeg vil gerne slutte med at kvittere arrangørerne: Danske Universiteter, Danmarks Forskningspolitiske Råd og Akademiet for de Tekniske Videnskaber for denne konference. Jeg er glad for, at I med konferencen og I jeres arbejde generelt, sætter fokus på universiteternes, bidrag til vækst og velfærd i Danmark.
Jeres engagement understreger det fælles ansvar vi har for: At universiteterne uddanner kompetente kandidater. At der bliver skabt forskning, der forandrer. At universiteterne tager aktiv del i de store samfundsudfordringer, vi står overfor.
Tak for ordet.