Gå til indhold

Innovativt mod

Uddannelsesminister Morten Østergards tale ved Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for videregående uddannelser 16. maj 2013 i København.

Det talte ord gælder.

Tak for invitationen til at komme her i dag.

Min hovedpointe i dag handler om mod. Mod på innovation og den rolle, det spiller for os alle sammen.

Lad mig bruge et eksempel. Sidste år mødte jeg en ung fyr, der hedder Botond Vagi, da jeg besøgte Handelshøjskolen her i København. Botond læste oprindeligt på det, der nu hedder Erhvervsakademiet Sydvest i Esbjerg.

Da jeg mødte ham, var han allerede en erfaren iværksætter, som havde været med til at starte et rejseselskab, et socialt netværk og et online supermarked.

Han havde også forsøgt sig med at starte virksomhed i Asien men desværre uden held.

Han besluttede sig i stedet for at læse videre på CBS og dermed bygge videre på den uddannelse han havde taget i Esbjerg. Undervejs i denne uddannelse blev han involveret i et studieforløb, hvor han blandt andet blev introduceret for en såkaldt business angel.

Business angel’en blev introduceret i studieforløbet, hvor det handlede om, at de studerende skulle forsøge sig med en forretningside, som de skulle ”sælge” til denne erhvervsmand, som netop levede af at vurdere og investere i perspektivrige projekter.

Forløbet inspirerede Botond og hans studiemakker Frederik, og de forsøgte sig med et projekt og en forretningside for et solenergiselskab de valgte at kalde ”Green Go”.

Den involverede business angel blev så imponeret af deres ide og forretningside, at han hjalp dem med at realisere projektet ved at investere i selskabet. 

I dag er Green Go nordens største solenergianlæg, og de leverer strøm til 1500 kunder.

Deres forretningskoncept går ud på at levere bæredygtig energi til en fast pris. Eller som de selv formulerer det: ”Buy for a dollar, sell for two. “

Sidste år begyndte de at lancere deres virksomhed i Brasilien.

Botond og hans medstuderende Frederiks historie viser, hvor langt man hurtigt kan nå, hvis man har modet til at udnytte sin viden.

Det er netop det, jeg vil hylde i dag: Modet til at gøre sine idéer til virkelighed.

I har helt klar idéerne – det er derfor I sidder her i dag. Jeg håber, at I også har modet til at gøre dem til virkelighed.

For jeg tror, at det er det bedste grundlag vi har for at komme ud af krisen og styrket ind i fremtiden.

Lad mig fortælle, hvordan regeringen ser på innovation og hvorfor de præmier, der uddeles i dag, er vigtige. 

Innovationsstrategien: Danmarks udgangspunkt

Regeringen har præsenteret en innovationsstrategi, som vi kalder ”Danmark - løsningernes land”. Hvorfor den hedder det, kommer jeg tilbage til.

Innovation er viden og ideer, der omsættes til produkter eller nye måder at gøre tingene på. Innovation skaber værdi for virksomheder og for samfundet.

Et vigtigt grundlag for innovation er viden. Det vil sige uddannelse og forskning.

Det er grunden til, at vi bruger mange kræfter på at skabe mere og bedre forskning – og på at få flere til at tage en videregående uddannelse.

I er blandt de mange, som er startet på et erhvervsakademi, en professionshøjskole eller en helt anden uddannelse de seneste år.

Dermed bidrager I til at opfylde regeringens vision om, at mindst 60 procent af hver årgang skal have en videregående uddannelse.

Det går rigtig godt. Den seneste prognose viser, at vi med 2011-årgangen når 59 procent. Det er vigtigt, for at vi kan klare os i den stadig hårdere internationale konkurrence.

Derfor er Danmark også blandt de lande i OECD, der investerer flest skattekroner i forskning og uddannelse. Og vi er også blandt toppen, når det handler om forskningshøjde.

Men på andre områder er Danmark ikke helt i front:

Vi er ikke gode nok til at få fuld valuta for de penge, vi bruger på forskning og uddannelse.

Ser vi på, hvor mange virksomheder der rent faktisk er innovative, ligger vi kun lige omkring gennemsnittet i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med.

Det samme gælder, når man ser på, hvor mange studerende, der efterfølgende får et job i den private sektor. Det er ikke ret mange i forhold til hvor mange, der i alt får en videregående uddannelse.

Og så handler det også om vores evne til at tiltrække private investeringer i forskning og udvikling. Danmark ligger kun omkring gennemsnittet på disse områder.

Det er et stort problem. For vi skal leve af virksomhedernes innovation og nytænkning i fremtiden.

Målet er mere innovation

Vi har kaldt innovationsstrategien for ”løsningernes land”, fordi vi vil have flere løsninger ud af den viden, vi er så gode til at skabe i Danmark.

Studerende fra alle uddannelsestyper skal blive bedre til at skabe løsninger på de problemer, som de møder i hverdagen.

Også dem der normalt ville få et helt almindeligt arbejde på et hospital, i en folkeskole eller i en børnehave.

Vi bliver nødt til at gøre tingene på en ny og anderledes måde. Ellers bliver vi bare liggende omkring gennemsnittet – eller overhalet af andre lande.

Uddannelserne skal have et ordentligt skud innovation. Så flere studerende bliver mere innovative

Institutionernes ansvar

Jeg har snakket med de videregående uddannelsesinstitutioner om, hvordan vi griber det an.

For det er lederne og underviserne, der har nøglen – og dermed ansvaret – for at løfte opgaven. Og det vil de alle sammen gerne. Men de færreste ved hvordan.

Undtagelsen, der afkræfter reglen

Det er her, at I kommer ind i billedet. Og de uddannelser I kommer fra.

I er undtagelsen, der afkræfter reglen om, at vi ikke er innovative nok i Danmark.

I står med idéer til nye produkter og virksomheder, som bygger på innovation.

Jeg har læst, at I blandt andet har foreslået nye røgalarmer, fjernstyrede cykellygter eller eksport af dansk uddannelse til Afrika.

Det kan både løse konkrete problemer for jeres medmennesker og være første skridt på vejen til at starte nye virksomheder.Det skaber værdi til hele samfundet.

Derved er I en inspiration for resten af uddannelsessystemet og for hele Danmark. I er et levende bevis på, at uddannelsessystemet kan bidrage til at skabe mere innovation.

Den erfaring skal udbredes til mange flere uddannelser og mange flere institutioner.

Jeg tror, at Fonden for Entreprenørskab, som står for arrangementet her i dag, spiller en vigtig rolle i den forbindelse

Og jeg glæder jeg mig til at uddele prisen til årets uddannelsesinstitution lige om lidt.

Det tror jeg kan bidrage til at sætte spotlys på de uddannelser, der går forrest.

Iværksætterpilot

Regeringen vil også gerne give direkte støtte til iværksættertalenterne. Som led i innovationsstrategien arbejder vi lige nu på et nyt program for færdiguddannede, der har mod på at blive iværksættere.

Vi kalder dem for ”iværksætterpiloter”.

Programmet skal bestå af et forløb, hvor færdiguddannede unge – umiddelbart efter uddannelsen – kan modtage rådgivning og et månedligt stipendium til at støtte, at de starter deres egen virksomhed.

Det kan forhåbentligt give flere studerende mod på at tage springet - og mulighed for at gøre det.

Tro på jeres egen handlekraft

Lad mig til slut nævne, at jeg også var her i Børsen i sidste uge. Da mødtes jeg med iværksættere og virksomheder fra it-miljøet.

Jeg vil tro, at I alle sammen kender Just-Eat og Momondo. Og der var også nye og mindre start-ups, som er på vej frem.

Det er virksomheder, som for få år siden kun var idéer inde i hovedet på unge studerende.

Da de startede ud, vidste de ikke, om deres idé var god. Om de kunne ”købe for en dollar og sælge for to”, som jeg tidligere nævnte. Men de havde modet og energien til at springe ud i det – og så viste det sig, at deres idéer holdt hele vejen.

I står i den situation i dag. Jeg håber, I er parate til at tage springet, og at I vil komme langt med jeres idéer.

For jeg vil rigtig gerne se jer igen, næste gang Danmarks talentfulde iværksættere mødes.

Rigtig god eftermiddag!

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet
Senest opdateret 25. juni 2024