Det talte ord gælder.
Jeg vil gerne takke Videnskabernes Selskab for invitationen til dette spændende årsmøde. Det er ikke på grund af de mange møder med kamplystne studerende om SU-reformen, at jeg lægger ud med at rose værterne for dette arrangement.
Jeg vil oprigtigt gerne kvittere Videnskabernes Selskab for valget af temaet til årsmødet - faglig excellence ved masseuniversiteter. For det er i den grad et aktuelt og relevant emne. Alene ordet masseuniversitet indbyder til diskussion om begrebet kvalitet og forståelsen af, hvad et universitet er, og hvilken rolle det skal spille i samfundet?
Og den diskussion glæder jeg mig til. For I kender regeringens ambitioner: Vi ønsker den dygtigste generation nogensinde. 60 procent af hver ungdomsårgang skal gennemgå en videregående uddannelse. Og 25 procent skal gennemgå en lang videregående uddannelse. De mål indebærer masseuniversiteter. Men også universiteter, som udgør rammen for en massiv og historisk stærk satsning på forskning.
Et universitet i forandring
Nogle vil nok sige, at universitetet i dag ikke er, hvad det har været. Mit svar er: det skal det heller ikke være!
Universitetet er gået fra at være et sted for de få udvalgte – til et universitet for de mange. Udviklingen har for alvor taget fart de sidste 50 år.
Op gennem 1950’erne og 60’erne blev antallet af studerende på universiteterne fordoblet hvert årti. Og antallet af studerende på universiteterne er i dag 10 gange større end i starten af 50’erne.
I 1990 havde 11 procent af en ungdomsårgang udsigt til at få en lang videregående uddannelse. I dag er det 27 procent. Vi har fået masseuniversiteter. Og det er godt. Jeg vil personligt fejre, at masseuniversitetet i den allermest positive betydning er en realitet.
For vi har brug for højtuddannede. Vi har brug for mere og bedre uddannelse. Vi har brug for, at universitetet åbner sig mod verdenen.
Universitetets rolle ændrer sig i takt med, at Danmark, Europa og resten af verden i stigende grad efterspørger ny viden og højt kvalificerede medarbejdere. Viden, uddannelse og innovation er det 21. århundredes vigtigste konkurrenceparameter.
Og de tidligere smalle karriereveje for kandidater fra universiteterne er blevet til store hovedveje. Universiteterne uddanner til et bredt arbejdsmarked. Tag bare humaniora. Fra tidligere primært at være beskæftiget i undervisnings- og formidlingsfunktioner, er omkring 40 procent af de humanistiske kandidater i dag ansat i den private sektor. Og hvor det for 30 år siden blot var 3,5 procent af humanisterne, som var beskæftigede i eksporterhvervene, er det nu knap hver femte humanist.
Fra Humboldt til humbug
Men hvad med det klassiske universitets dyder? Fordybelsen, fagligheden, excellence og den forskningsbaserede undervisning. Forsvinder de dyder som dug for solen med masseuniversitetets fremvækst? Er masseuniversitet lig med discountuniversiteter og pølsefabrikker? Er vi ved at gå fra Humboldt til humbug? Nej. På ingen måde.
Universitetet i dag skal kunne rumme både: Dybde og bredde. Dannelse og konkrete kompetencer. Fordybelse og erhvervsrettethed. Og både fortid og nutid.
For universitetet har altid haft to ben at stå på og gå med: Det klassiske og det moderne. Universitetet skal ikke hænge fast i fortidens roller. Men universitetet skal heller ikke give afkald på den stærke kulturtradition, som det er rundet af.
Vilkårene for fordybelse, faglig excellence og videreud-vikling af de gode traditioner for det klassiske, dannelsesorienterede universitet skal forsvares og bevares. Og de skal forbedres samtidig med at vi overgår til masseuniversiteter. For aftagerne af universitetets kandidater efterspørger en mangfoldighed af kompetencer af høj kvalitet. Det er universiteterne nødt til at indrette sig på.
Hvor for eksempel en uddannet biolog typisk tidligere enten blev gymnasielærer eller forsker på universitetet - er der nu bud efter dem i kommunernes miljøforvaltninger og i lægemiddelbranchen. Og over halvdelen af biologerne bliver i dag ansat i private virksomheder.
Det moderne universitet skal kunne favne at uddanne studerende til et bredt arbejdsmarked. Og det må ikke ske på bekostning af kvaliteten og fagligheden. Det klassiske og det moderne ben må og skal følges ad.
Øget optag og høj kvalitet
Regeringens uddannelsesmålsætninger er ambitiøse. Og jeg ved, at der er nogle, der umiddelbart vil sætte lighedstegn mellem højt optag og dårlig kvalitet. Jeg erkender, at der er udfordringer. Og at der ligger en stor opgave forude. Men jeg anerkender ikke regnestykket og lighedstegnet. For det første finansierer regeringen det øgede optag af studerende krone for krone.
Finansloven 2013 giver universiteterne de bedste forudsætninger for langsigtet planlægning og øget kvalitet i undervisningen.
I finansloven for 2013 sikrede vi et højt bevillingsniveau til forskning, innovation og videregående uddannelser. Det samlede offentlige forskningsbudget i 2013 udgør 20,3 mia. kroner svarende til 1,09 procent af BNP. Det har aldrig været højere i korner og øre, og det har aldrig udgjort en større andel af BNP.
Finansloven 2013 indebærer ligeledes:
- flerårlig budgetsikkerhed
- fortsættelse af taxameterløftet, og
- fuld finansiering af 60 procents-målsætningen.
Som en betingelse har vi stillet et krav om langt mere gennemsigtighed og dokumentation for den kvalitet, som danske universiteter skal være garanter for.
Hverken det, at universitetet skal kunne rumme flere, eller at universitetets rolle ændrer sig over tid, betyder, at man skal gå på kompromis med kvaliteten. Tværtimod skal kvaliteten hæves. Regeringen har siden den tiltrådte haft særligt fokus på såvel omfanget som kvaliteten af undervisningen på de danske universiteter. Undersøgelsen fra Rigsrevisionen sidste år satte fokus på problemet. Og kritikken var hård.
En række uddannelser er udfordrede, når det gælder forskningsbaseret undervisning og timetal. Når universiteter ikke ved, hvor mange timer de studerende får og hvordan forskerdækningen er på deres uddannelser, så synes kvalitet ikke at have været tilstrækkelig i fokus. Heller ikke fra politisk hold. Det er den nu.
Derfor fylder kvalitet i uddannelserne på universiteterne godt i de nye udviklingskontrakter. Universiteterne har forpligtet sig til at hæve kvaliteten i undervisningen ved hjælp af en række redskaber. I tråd med regeringens ønske om mere frihed har universiteterne fået mulighed for at komme med deres egne forslag til, hvordan de lokalt vil arbejde for at nå målene.
Den nye tilgang til udviklingskontrakterne er udtryk for, at jeg tror på, at de folk, der sidder med udfordringerne ude på universiteterne, kan finde de bedste løsninger. Vi har brug for dynamiske universiteter i konstant udvikling, og det fremelsker man ikke med stram styring. Men ved frihed og tillid.
Lige nu er der desuden et lovforslag i udvalgsbehandling om et nyt akkrediteringssystem for de videregående uddannelsesinstitutioner. Det centrale formål med forslaget er at styrke uddannelsernes kvalitet.
Som bekendt går vi fra akkreditering af uddannelserne til institutionsakkreditering. Det betyder mindre bureaukrati. Det betyder også skærpede krav til den enkelte institutions løbende og systematiske arbejde med uddannelsernes kvalitet og relevans. Ambitionen er, at det bliver et nyttigt kvalitetsredskab. Derudover har jeg lagt op til en øget frihed i optagelsessystemet.
I dag har vi et noget enøjet system. I et internationalt perspektiv skiller Danmark sig ud ved så mekanisk og i så udbredt grad at benytte eksamensgennemsnittet som det eneste afgørende kriterium for optagelse til videregående uddannelser.
Der er få undtagelser. Men vi er kommet ind i en vanetænkning, hvor vi tager det for givet, at for eksempel journalisthøjskolen og designskolen benytter optagelsesprøver til at udvælge deres studerende - mens kommende læger eller jurister udvælges ud fra karaktergennemsnit. Men kan f.eks. de mest egnede og motiverede psykologistuderende altid udvælges på baggrund af karakterer?
Jeg tror, at det er klogt, at vi bevæger os ud over en så mekanisk brug af karaktergennemsnit som eneste afgørende faktor. Og at vi i højere grad ser på, hvilken optagelsesprocedure der passer til den enkelte uddannelse.
Det betyder ikke, at jeg mener, at samtlige 80.000 ansøgere til de videregående uddannelser fremover nødvendigvis skal gennemgå en optagelsesprøve. Men institutionerne skal kunne begrunde, hvorfor de benytter den optagelsesprocedure, de gør. Det handler grundlæggende om, at vi skal have et optagelsessystem, der kan sikre det bedste match og finde de mest egnede studerende til hver uddannelse.
Der skal skabes en talentkultur
Vi skal ikke glemme de mest ambitiøse studerende. Universiteterne skal skærpe fokus på at udvikle talenter i en langt bredere forstand end de seneste års eliteinitiativer.
Der skal skabes en talentkultur, hvor dygtige og motiverede studerende skal have de bedste muligheder for at udfolde deres særlige potentiale. Universiteterne skal stadig have fokus på at rekruttere de dygtigste til ph.d.-forløb. Men der skal gøres mere for at sikre særlige udfordringer igennem hele uddannelsen. Og for at sikre mere målrettede tiltag for de ambitiøse studerede, der ikke nødvendigvis stiler mod en forskerkarriere.
Der skal åbnes for, at studerende, som hurtigt kan gennemføre de obligatoriske dele af deres uddannelse, kan tage ekstra fag, praktikforløb og eksaminer inden for den normerede studietid. De særligt dygtige skal have en udmærkelseskategori på eksamensbeviset. Og universiteterne skal have mulighed for at anvende karaktergennemsnit eller optagelsessamtaler som udvælgelseskriterium ved studerendes adgang til valgfag eller særlige talentforløb, selvom der er færre ansøgere end pladser.
Frikøb skal være undtagelsen
De studerende skal have undervisning af høj kvalitet. Høj kvalitet indebærer, at de kurser, der udbydes, er undervist af de forskere på instituttet, der er bedst egnet til at undervise i de pågældende fag. De studerende skal møde de dygtigste forskere i undervisningen – også når de starter på 1. semester.
Jeg er bange for, at en del førsteårsstuderende i dag lidt har det med forskningsbaseret undervisning, som med forekomsten af ulve i Jylland. Man hører rigtig meget om det. Men det er yderst sjældent, at man oplever det på tæt hold.
Danske studerende skal undervises af forskere og ikke kun af deltidsansatte timelærere på daglejervilkår, som det ofte er tilfældet i dag. Og jeg synes, at det er på tide, at der gøres op med traditionen om, at mange universitetsansatte frikøber forskere fra forpligtelsen til at undervise, så de i stedet fuldt ud kan hellige sig forskningen. Det er en uskik.
Alle forskere skal bidrage til at løfte kvaliteten ved at deltage i undervisningen. Det gør en forskel, at de studerende møder engagerede og specialiserede forskere. Det gør en forskel, at de studerende møder forskere som formidler en viden, de selv har gravet frem. Det gør en forskel i forhold til, når det er undervisere, der bare har læst, hvad andre har skrevet. Og det er vigtigt at understrege, at kvalitetsløftet går begge veje. For undervisningen og dialogen med de studerende befrugter også forskningen.
På for eksempel amerikanske universiteter er der tradition for, at selv topforskerne underviser igennem hele deres karriere for at sikre, at undervisningen er forskningsbaseret og af høj kvalitet. Den direkte kobling mellem forskning og uddannelse kunne vi godt bruge mere af.
Universitetets rolle i samfundet
Debatten om universitetets selvforståelse og rolle i samfundet er meget vigtig. I mine øjne betyder hverken det, at universitetet skal kunne rumme flere, eller at universitetet skal åbne sig mod samfundet - at man skal gå på kompromis med kvaliteten.
Jeg mener, at det er udtryk for en forældet tankegang at italesætte en konflikt mellem det moderne og det klassiske, mellem kompetencer og dannelse, mellem erhvervsrettethed og fordybelse. Det er ikke et valg mellem Humboldt og humbug.
Når hver fjerde passerer gennem et universitet, er det på tide, at alle parter gør op med vaner og faste forestillinger.
Og jeg vil insistere på at interessere mig for:
- at de studerende får undervisning af høj kvalitet,
- at forskerne stiller sig selv og deres viden til rådighed for offentligheden,
- og at unge kommer ud med viden og kundskaber, der kan bruges i erhvervslivet eller i samfundet i en bredere forstand.
Grundlæggende skal flere have en uddannelse. Uddannelse frisætter mennesker. Det giver dem flere muligheder i livet og øger vores velstand.