Det talte ord gælder.
Tak for invitationen til denne spændende og visionære konference.
Og tak fordi jeg må være med til at kigge lidt ind i fremtiden.
Professionshøjskolesektoren er en markant brik i det uddannelsespolitiske billede i Danmark.
Vi har lige gjort tallene op fra kvote 2-ansøgningerne, og for første gang er det faktisk en professionshøjskole, der har modtaget flest ansøgninger – nemlig VIA.
Det fortæller lidt om, at der er en stor interesse blandt de unge for at søge ind på professionsuddannelserne.
Og det er selvfølgelig de store velfærdsuddannelser, der dominerer.
Og dem kommer jeg også til at fokusere meget på i dag, på grund af deres afgørende rolle i forhold til det vi gerne vil – nemlig at udvikle vores velfærd på et tidspunkt, hvor vi ikke bare kan sende flere penge, men hvor vi også er nødt til at diskutere, hvordan vi leverer vores velfærd.
I denne henseende er uddannelse og de kompetencer, vi giver til velfærdens kernetropper, af enorm vigtighed.
Området er afgørende for vores samfunds udvikling, og det er helt rigtigt med konferencen i dag at se fremad.
Uddannelser skal afspejle samfundets behov. Og uddannelser skal udvikles og fornys i takt med samfundets udvikling – og den virkelighed de uddannede skal agere i.
I dag oplever velfærden et stort krydspres.
Der er øgede forventninger til velfærden:
- Vi forventer endnu bedre vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.
- Vi vil have bedre skoler og sygehuse.
- Og vi vil have bedre pleje og behandling af ældre.
Samtidig er der krav om, at den offentlige sektor skal
effektiviseres. At vi udnytter ressourcerne bedst muligt.
Det stiller krav til medarbejdere.
For det er dem, der skal levere den velfærd, der efterspørges, og det er dem, vi i første omgang skeler til, når vi synes, at noget ikke helt er, som det burde være.
For mig at se er det derfor helt afgørende, at de professionsuddannede anno 2020 er i stand til at bruge deres kompetencer som velfærdsudviklere.
De professionsuddannede bidrager ikke kun med deres faglige kompetencer for at varetage en velafgrænset opgave med undervisning, pleje, omsorg eller vejledning.
De professionsuddannede kommer også til at tage større ansvar for udviklingen af deres arbejdsplads og den service, de leverer.
En professionsuddannelse anno 2020 skal give den studerende evnen til at kunne udfordre den eksisterende viden og måder at gøre tingene på ude i professionerne.
Jeg vil gerne fremhæve fire forhold, som er afgørende for, at vi får professionsuddannede, der ikke kun er bærere af en stærk faglighed, men som også kan være med til at udvikle fremtidens velfærd og arbejdspladser.
Det handler om;
- At de studerende erhverver tværfaglige kompetencer.
- At uddannelsernes er baseret på evidens.
- At innovation bliver integreret i vores uddannelser.
- Og det handler om, at vi får styrket de studerendes digitale kompetencer.
Kernefaglighed, tværfaglighed og T-model
Lad os starte med tværfagligheden og dermed også kernefagligheden.
Uddannelserne skal afspejle virkeligheden. Og virkeligheden er, at professionerne ikke længere grænser op til hinanden – men lapper ind over hinanden.
Grænsedragningen mellem de klassiske professioner er blevet mere utydelig.
Og det er ikke længere entydigt, at en given opgave tilhører en bestemt professionsuddannelse.
Samtidigt er samarbejde mellem professionerne afgørende for at løse opgaverne i hverdagen.
I folkeskolen f.eks. – som er jo er et meget aktuelt emne – er det helt afgørende at skabe en kultur, hvor lærerne i stigende grad samarbejder med pædagogerne.
Dette samarbejde skal starte allerede under uddannelserne, hvor lærer og pædagoger sammen udvikler deres kompetencer og får lagt sporerne til at kunne løse opgaverne i fællesskab.
Og jeg tror ikke, at jeg fornærmer nogen ved at sige, at dette samarbejde ikke altid har været en selvfølgelighed.
Der er nærmere gået over i en "professionskamp", hvor det i høj grad har handlet om at definere, ”hvad er dine opgaver, og hvad er mine opgaver”.
Et opgør med dette skal starte i uddannelserne.
Vi skal væk fra tankegangen om, at ”de andre” kommer og tager ens opgaver.
Det skal i stedet handle om, at ”de andre” har en række kompetencer, der adskiller sig fra ens egne og kan være med til at levere en bedre velfærd.
Både for at understøtte de faglige undervisningstimer bedst muligt.
Men også for at sikre rammerne for en folkeskole, hvor der er plads til leg, bevægelse og lektiehjælp og alle de andre ting, der kendetegner en sammenhængende dag.
Derfor er det oplagt, at professionshøjskolerne tilrettelægger læreruddannelsen således, at alle lærerstuderende opnår de nødvendige kompetencer i forhold til samarbejdet med pædagoger i folkeskolen.
Det indebærer konkret viden om og færdigheder i forhold til pædagogernes praksis.
Det kan f.eks. sikres ved, at lærer- og pædagogstuderende møder hinanden under deres uddannelser - og arbejder sammen om et tværfagligt emne.
Jeg har et indtryk af – og det er måske lidt anekdotisk – at tværfaglighed ofte har handlet om et tværfagligt modul, hvor man "møder nogle af de andre" og derefter går tilbage og afleverer en opgave om det.
Det har ikke handlet om at lære i fællesskab - det at lære med de andre, ikke om de andre.
Det skal vi udvikle, og det skal vores reformer af uddannelserne understøtte.
Tværfagligheden styrker de studerendes parathed til at møde et arbejdsmarked, som efterspørger både kernefaglighed og evnen til at samarbejde på tværs af fagligheder.
Det T-formede kompetencebegreb - hvor den lodrette linje repræsenterer kernefagligheden, mens den vandrette linje repræsenterer tværfagligheden og evnen til at omsætte ny viden i mødet med andre fag - er en central for fremtidens professionsbachelorer.
Det gælder for lærere, pædagoger, socialrådgivere, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter osv.
Og det gælder også de professionsbachelorer, der ikke kommer til at arbejde med offentlig velfærd - dem der arbejder på det tekniske og merkantile område.
Dem har jeg altså ikke glemt, selvom fokus her er på velfærdsuddannelserne.
Alle studerende skal have optimale muligheder for at bringe deres faglighed i spil i uddannelsesforløbet.
Hertil hører også, at praktik og praksis er en stor del af professionsuddannelserne.
Det er det, der kendetegner og adskiller professionsuddannelser fra andre uddannelser.
Jeg tror, at det på en og samme gang er både attraktionen og akilleshælen for uddannelserne.
Når praktik fylder så relativt meget, er det helt afgørende, at læringsindholdet i praktikken har et højt niveau. Og når jeg møder studerende på min vej på professionsuddannelserne, bekræfter de mig ofte i, at det er det praksisnære, der har tiltrukket dem.
Men det er også oftest der, at de har mødt de største skuffelser.
At koblingen mellem det, man lærer på uddannelsesinstitutionen, og den praktik, man er ude i, er fraværende eller for ringe.
At læringsindholdet i praktikken er for svagt.
Og at praktikken snarere betragtes som en pause fra uddannelsen fremfor et egentligt læringsforløb.
Det er et alarmsignal, vi er nødt til at forholde os til.
Der er forskellige udfordringer, og praktikkerne er indrettet helt forskelligt.
Men der er alligevel en rød tråd, idet vi har et klart behov for at udvikle uddannelsernes kendetegn – nemlig sammenhængen mellem praksis og teori.
Det indbefatter også, at vi bærer mere praksis ind på uddannelsesinstitutionerne, når vi underviser og videregiver uddannelsens teoretiske grundlag.
Og her er der store forskelle – det kan jeg se, når jeg besøger de forskellige uddannelser.
Ofte bliver jeg inviteret ind i sygeplejerskernes færdighedslaboratorium og får lov til at lege med de forskellige instrumenter og dukker – jeg har vist allerede slået et par stykker ihjel.
Færdighedslaboratoriet er en helt naturlig og integreret del af sygeplejerskeuddannelsen.
Det gør sig ikke i samme grad gældende for eksempelvis det pædagogiske område - selvom det er nok så vigtigt.
Vi har store institutioner, der rummer det hele – nu skal vi blive bedre til at lære hinanden at bruge nogle af de metoder, der giver os mere praksis ind i hverdagen på uddannelsesinstitutionerne.
Evidensbasering og udviklingskontrakter
En anden central opgave for professionshøjskolerne frem mod 2020 bliver at udvikle, udbygge og omsætte det konkrete samspil mellem forskning, innovation og uddannelse.
Ny viden skal bringes i spil i professionerne – og den viden skal bidrage til at svare på nogle af velfærdssamfundets udfordringer.
Professionsbacheloruddannelserne skal være baseret på et solidt videngrundlag med dygtige undervisere med både forskerkompetencer og praksiskompetencer.
Jeg har hæftet mig ved jeres egne ambitiøse 2020-målsætninger på dette felt om, at 50 % af underviserne skal være kvalificeret på ph.d.-niveau.
Og 1/3 af underviserne skal have konkret erfaring og dyb indsigt i den pågældende professionelle praksis.
I de nyligt indgåede udviklingskontrakter er der samlet set sat mål for, at andelen af ph.d.-uddannede undervisere i kontraktperioden 2013-14 fordobles fra de nuværende 5 % til 10 %.
Og nej – det handler ikke om at akademisere professionsuddannelserne. Evidensudvikling på professionshøjskolerne handler om at få mere af praksisfeltet ind i uddannelserne baseret på evidens.
Også her er der en verden til forskel på de forskellige uddannelser.
Jeg havde fornyelig et møde med Dansk Sygeplejerråd – de opfordrede til, at vi interesserede os lidt mere for forskning i sygeplejen.
I den verden – i hospitalsverdenen - er evidens ikke noget farligt. Det er forudsætningen for alt, hvad der foregår.
På det pædagogiske felt derimod er der hurtigt nogle, der skriver til ministeren og opfordrer til "ikke at kaste vrag på 100 års dannelsestradition", hvis fokus rettes mod evidens.
Jeg vil selvfølgelig ikke trække nogle særligt frem – blot lige nævne, at der er flere farverige eksempler på, at nogle synes at mene, at det ikke er afgørende, hvad man KAN, men hvad man VED.
Og det er altså en anden vej, vi har valgt at gå – vi vil fokusere på, hvad de studerede KAN, når de er færdige.
Evidens er afgørende og vil aldrig blive på bekostning af dannelsesbegrebet.
Det er derfor også vigtigt, at I ser jeres rolle som mere end en uddannelsesinstitution.
I er også en udviklingsinstitution, som bringer ny viden i spil, og som får den omdannet til praksis.
Jeg forventer derfor også, at evidensmidlerne bliver brugt til at opdyrke et område – et område, hvor I som drivkræft skal skabe ny forståelse og ny viden.
Ny forståelse af hvordan vi bedre kan levere en bedre velfærd, og hvordan vi kan få medarbejderne til at være vidensmedarbejdere, der for alvor kan bringe den nyeste viden om ”hvordan vi gør bedst” i spil.
I denne opgave for professionshøjskolerne er der også et formidlingsled.
Der har tidligere været en tendens til – eller en opfattelse af – at man skulle opfange og videreformidle viden.
Det nye er, at man også skal udvikle viden. Men det er altafgørende, at det ikke bliver på bekostning af formidlingen.
Den nye viden skal både blive en del af uddannelsesgrundlaget og stilles til rådighed for alle dem, der allerede er uddannet – altså via efteruddannelse.
Og her må jeg også sige til jer, at det ikke er alle steder, at man synes, at det er lige nemt.
Der er gode eksempler på, hvordan man – meget fleksibelt – laver en efteruddannelse, der passer til aftagernes ønsker.
Og så er der andre, der synes, at der er efteruddannelsestilbud, der ikke er helt nemme at integrere i deres måde at arbejde på.
Det er enormt vigtigt, at efteruddannelsessporet bliver opdyrket. Og at viden- og værdistrømmene hænger sammen.
Innovation skal indlejres i undervisningen
Velfærdsstaten er en dynamisk størrelse.
Og ligesom virksomheder produktudvikler, effektiviserer og ikke mindst innoverer for at bliver større og stærkere eller for den sags skyld for at overleve, er det en forudsætning for vores fortsatte velværd, at den udvikles, gentænkes og nytænkes.
For virksomheder kan det mere eller mindre drive sig selv – det handler dybest set om overlevelse. I den offentlige sektor har det ikke altid været tænkt på samme måde.
Samfundet har brug for kompetente og innovative dimittender, der kan innovere – både i eksisterende og i nyetablerede virksomheder og både på det offentlige og på det private arbejdsmarked.
Foretagsomhed, idérigdom og evnen til at omsætte viden til værdi for andre skal i fokus.
Vi skal have medarbejdere på alle niveauer, der giver medspil og modspil.
Der insisterer på at blande sig, udfordre og dermed skubbe på udviklingen.
Derfor skal der mere innovation ind i uddannelserne – ikke som selvstændige fag, men indlejret i selve undervisningen.
At integrere innovation i uddannelse handler om mere end pensum og undervisning.
Det er ikke nok kun at "lære" innovation. Det skal også afprøves – de studerende skal lære igennem innovation.
Jeg havde en god oplevelse for nylig, hvor UC Lillebælt og Erhvervsakademi Lillebælt sammen afholdt den såkaldte InnoEvent.
Over en uges tid lod man sygeplejerskestuderende og IT-studerende arbejde sammen – faciliteret af det nye universitetshospitals nye IT-afdeling – og bad dem finde nye ideer til, hvordan man på hospitalet kan bruge ny teknologi til at skabe bedre vilkår for både patienter og medarbejdere.
Det var enormt inspirerende at se, hvordan universitetshospitalet jo faktisk stillede ganske betragtelige ekspertressourcer til rådighed for de studerende.
Og også hvordan nogle af de studerende, der primært arbejder med IT og medier på et erhvervsakademi, havde fornøjelse af at udvikle nye løsninger til sundhedssektoren i samarbejde med de sygeplejestuderende fra UC Lillebælt.
Dem, der løb af med sejren, havde udarbejdet et navigationssystem. En lille guide, man får i hånden, når man kommer ind på hospitalet, hvorefter man så ved, hvor man er, og hvor man skal hen.
Et rigtig godt eksempel på, at grupperne tog en teknologi, nogen forstod - og satte den sammen med problemer, nogen andre kendte. Og sammen fandt de så nye løsninger.
Digitale kompetencer og velfærdsteknologi
På det fremtidige arbejdsmarked vil der i stigende grad være behov for medarbejdere med digitale kompetencer – både til at udvikle og anvende nye produkter og processer baseret på digitalisering.
Udnyttelsen af f.eks. velfærdsteknologiske løsninger vil kun blive succesfuld, hvis professionsuddannelserne formår at tilvejebringe de nødvendige kompetencer hos dimittender og medarbejdere.
Der er en verden til forskel på, om man skal behandle en patient, som står foran dig på et hospital, eller om der er tale om en "hospital at home – tankegang", hvor man ikke lige har patienten foran sig og kan mærke, om huden er fugtig eller varm.
Derfor er der også en enorm forskel på håndteringen af opgaver, og det skal selvfølgelig allerede indlejres på deres uddannelse.
Digitale kompetencer på velfærdsområdet handler ikke så meget om teknologiudvikling, men snarere om evnen til at mestre og få glæde af teknologien.
Kigger man alene på uddannelserne, giver anvendelse af it desuden nye muligheder for, at uddannelserne leverer både bedre og mere undervisning.
F.eks. kan underviserne udnytte it i forbindelse med de studerendes forberedelse, præsentationer, oplæg og forelæsninger, som kan være tilgængelige digitalt og bruges af de studerende i forbindelse med forberedelsen.
Jeg er blandt andet blevet præsenteret for interessante eksempler, hvor man vender klasseværelset om og lader de studerende gennemføre forelæsningen, eller lader dem udarbejde præsentationen forud for timen, så man egentlig starter der, hvor timen plejer at slutte. Nemlig der hvor alle spørgsmål trænger sig på, og diskussionen begynder.
It kan afgjort være med til at højne kvaliteten af undervisningen.
De studerende skal i centrum
Når vi snakker kvalitet, synes en række af de store velfærdsuddannelser i en årrække at have været inde i en ond cirkel, hvor uddannelser som eksempelvis skolelærer og pædagog er blevet andet valg eller en backup-plan for unge, der ikke kan komme ind på drømmestudiet.
Det er dog blevet forbedret, og vi kan derfor også glæde os over at se at stigende ansøgningstal på en lang række uddannelser i forbindelse med kvote 2.
Men samtidig synes uddannelsesinstitutioner at have tilpasset sig denne virkelighed ved at levere lavintensive studieforløb, der sjældent er udfordrende for de unge, der virkelig brænder for studiet.
Der har været fremgang at spore – men der skal ske mere.
Det kan ikke passe, at der ikke er prestige ved at tage en uddannelse, hvor man bliver uddannet til at tage sig af det dyrebareste vi har – vores børn og unge.
Det er fuldstændig afgørende for velfærdssamfundet fremtid, at velfærdsuddannelserne formår at tiltrække dygtige og talentfulde unge.
Det kræver høj studieintensitet.
Min oplevelse er, at de unge vil vælge de uddannelser, hvor de bliver mødt af de største krav, og hvor studieintensiteten er højest.
Og min vedholdende ambition vil være at give dem det valg.
Og det vil betyde, at I bliver tvunget til at vende vrangen ud på jer selv og fortælle de studerende om studieintensiteten hos jer.
Også for at kunne sammenligne med studieintensiteten hos andre, så de studerende kan træffe et oplyst valg.
Jeg har fuld forståelse for, at undervisning i klasseværelset ikke er det eneste, der virker og synes også, at det er en udmærket studieintensitetsmodel, I har udviklet.
Men jeg synes også at fornemme lidt modstand, hvis vi begynder at bruge modellen alt for meget.
Så her i dag vil jeg sige til jer: Sådan bliver det altså fremover.
Vi vil have en gennemsigtighed omkring den studieintensitet, I tilbyder, så de studerende kan vælge de steder, der matcher deres forventninger.
Og hvis I kan levere på det, og vi kan se en opadgående spiral i stedet for en ond cirkel, så slipper vi for ”sangen” om, at alt nu skal styres i strammere tøjler.
For strammere styring fra centralt hold er bestemt ikke min tilgang – min opgave er derimod at skabe den fornødne frihed til, at institutionerne kan tage et ansvar.
Men jeg mener, at det er fuldt rimeligt, at de studerende forlanger at kunne se studieintensiteten, og at den er til rådighed i forbindelse med de uddannelsesmæssige valg, de skal træffe.
For at uddanne til fremtiden er der brug for mange forskellige kompetenceprofiler.
Som I nok er bekendt med, er vi i ministeriet i gang med et opfølgende arbejde på sidste års sammenhængsredegørelse.
Formålet er at få skabt et mere fleksibelt og sammenhængende videregående uddannelsessystem, som skal understøtte regeringens målsætning om at skabe den bedst uddannede generation nogensinde.
Et fleksibelt og sammenhængende system skal give hver enkelt studerende bedre mulighed for at tilegne sig de rette kompetencer og bedre mulighed for at navigere på tværs af faggrænser og institutionelle skel. Uden at gå på kompromis med den faglige progression.
Det skal være smidigere at gennemføre et studie på normeret tid – også selvom den studerende har været i udlandet, ude i en virksomhed og taget valgfag på en anden uddannelse eller institution.
Jeg besøgte Ankerhus i mandags. Her diskuterede vi blandt andet, hvordan sammenhæng kan skabes i praksis.
Og her var det forbilledligt at høre, hvordan man – i forhold til sundheds- og ernæringsuddannelserne – har drøftet meritmuligheder og sammenhæng med både erhvervsakademier og Københavns Universitet.
De var selvfølgelig også stødt ind i nogle udfordringer og har dermed også givet os noget at tænke over i ministeriet.
Men det er den type af dialog, jeg meget gerne ser, at vi alle kaster os ud i, og som jeg håber, har fået en lettere gang på jord med sammenhængsredegørelsen.
Det skal være slut med blindgyder, og de studerende skal kunne opbygge og videreudvikle deres kompetencer uden unødigt tidsforbrug og dobbeltuddannelse.
Jeg glæder mit til, at drøftelserne af dette væsentlige tema på det kommende Uddannelsesmøde den 6.-7. juni på Koldingfjord.
Professionsbachelor 2020
Overskriften for konferencen i dag er professionsbachelor 2020.
En af de ting, jeg synes kunne være interessant at diskutere, det er, om det findes?
Er der brug for to bachelorbegreber i 2020?
Det er en spændende diskussion, som åbner en masse døre. Og det er bestemt ikke en diskussion, der skal sluttes i dag, men det ville være fornemt, hvis den startede i dag.
På Uddannelsesmødet den 6. – 7. juni garanterer jeg, at det bliver en del af diskussionen som et led i vores løbende drøftelser af, hvordan vi får skabt sammenhæng og en fælles uddannelseslov for hele området.
Jeg mener, at det er en overvejelse værd at spørge, om det i et 2020-perspektiv giver mening, at blive ved med at fastholde to bachelorbegreber?
To bachelorbegreber i en tid, hvor vi både taler om at øge evidensen på professionshøjskolerne og også i meget høj grad taler om at øge praksistilstedeværelsen på universiteternes bacheloruddannelser.
Vi er allerede i gang med at udviske nogle af forskellene.
Samlet set – også med Finansloven for 2013 – mener jeg, at vi har lagt nogle meget klare rammer for professionshøjskolerne, der afspejler en meget ambitiøs investering og en tillidserklæring.
Tillidserklæringen afspejles også i ambitionen om en højere grad af frisætning og deregulering i styringen af professionsuddannelserne.
Ført an af den nye læreruddannelse, som forlader den detaljerede inputstyring af uddannelsernes indhold til fordel for kompetencemålstyring.
En bevægelse væk fra central styring af ”hvad de studerende har været igennem i uddannelserne” til ”hvad de skal kunne”.
Med tilliden følger høje forventninger.
Forventninger om at professionshøjskolerne tager et væsentligt medansvar for at løse samfundets store udfordringer.
Og dimittenderne - de professionsuddannede anno 2020 skal være i stand til at bruge deres kompetencer som udviklere af velfærden.
De professionsuddannede kommer til at tage større ansvar for udviklingen af deres arbejde – både i den offentlige sektor og i den private sektor.
En professionsuddannelse anno 2020 skal give den studerende evnen til at kunne udfordre den eksisterende viden og måder at gøre tingene på ude i det virkelige liv.
Jeg glæder mig til spørgsmålene.