Entreprenørskab på erhvervsakademierne

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsens tale på konference "Fra Talentmasse til Entreprenørskab" på EA MidtVest torsdag den 21. august 2014 i Herning.

Det talte ord gælder.

Flot optag på erhvervsakademierne

Tak for ordet. Det er en fornøjelse at være her.

Jeg håber, at I har nydt den danske sommer.

Jeg ved ikke lige, hvad der er sket med vejret i den her uge, men det virker nærmest som om, at vi efter en fantastisk juni og juli er gået direkte til efteråret.

Mens sommeren stadig var på sit højeste, fik mere end 64.000 unge et brev ind af døren med beskeden om, at de er optaget på en videregående uddannelse.

Endnu et rekordår i optagelsen på de videregående uddannelser!´Og det bemærkelsesværdige er, at det var væksten i optaget på erhvervsakademiuddannelserne, der sikrede den rekord.

Så jeg vil gerne starte med at ønske tillykke – ikke kun til de tre akademier, der står bag konferencen i dag – men til alle ni danske erhvervsakademier.

Optaget på erhvervsakademiuddannelserne er fra 2013 til 2014 steget 10 procent. Og siden 2006 er optaget næsten fordoblet. Det er godt. Det er rigtig godt. For vi skal uddanne vores unge til fremtiden.

Frem mod 2030 skal omkring 15.000 ekstra personer med en videregående uddannelse hvert år finde job i den private sektor. Og en stor del af erhvervsakademiuddannelserne er netop målrettet job i den private sektor. Så det er en god stigning for arbejdsmarkedet.

Og jeg vil gerne være med til at gøre op med forestillingen om, at en lang universitetsuddannelse er det bedste eller fineste.

For vores unge skal vælge forskellige typer uddannelser.

De skal opnå forskellige profiler med solid viden inden for deres felt, så de kan supplere hinanden på arbejdsmarkedet.

Og så skal vi uddanne til job. Og vi skal ikke mindst uddanne unge til selv at kunne skabe job. Så derfor er jeg også glad for omdrejningspunktet for konferencen i dag – der netop er at styrke de studerendes iværksætterlyst.

Jeg ved, at I gennem de sidste 3½ år har søsat en masse spændende aktiviteter med det omfattende projekt ”Fra Talentmasse til Entreprenørskab”.

Og jeg kan kun kvittere for, at I har høje ambitioner om at skabe en idérig og innovativ arbejdsstyrke i Region Midtjylland.

Mere innovation i uddannelserne

Regeringen har også fokus på innovation og entreprenørskab.

Vækst og skabelse af nye job er regeringens vigtigste dagsorden. Og uddannelse og innovation har en hovedrolle i den sammenhæng.

Det handler om, at vi skal blive bedre til at omsætte viden og idéer til nye produkter og forretningsmuligheder. Det handler om at kunne gå fra idé til produkt. Og at finde nye og smartere måder at gøre tingene på.

Regeringen præsenterede tilbage i december 2012 den første nationale innovationsstrategi nogensinde.

Løsningernes land var overskriften. Og det er også det, som er afsættet: vi skal være gode til at finde løsninger på udfordringer.

Både de udfordringer vores samfund står overfor. Og de udfordringer vores virksomheder står overfor.

Derfor er målet om, at der skal være fokus på innovation i uddannelserne - en grundpille i innovationsstrategien. Idérige medarbejdere er guld værd for virksomheder og institutioner.

Derfor skal vi blive endnu bedre til at udvikle og stimulere unges virkelyst i uddannelsessystemet.

Og det handler altså ikke bare om flere kurser i entreprenørskab og innovation. Det handler om at få innovation ind i uddannelserne.

For man lærer ikke at innovere ved blot passivt at sidde på skolebænken. Man lærer innovation ved at udvikle ideer, ved at eksperimentere, fejle og reflektere over læringen. Og ikke mindst her er samarbejde med virksomheder helt afgørende.

De unge skal have mulighed for at prøve kræfter med rigtige udfordringer i rigtige virksomheder.

Jeg kan kun tilskynde til et tæt samarbejde mellem uddannelse og erhverv.

Man behøver ikke tale med mange unge studerende, der har prøvet det – før man forstår hvor givende og inspirerende det er.

Og der er også gevinst for virksomhederne – ikke mindst i form af skæve synsvinkler og nye idéer.

Så udbyttet går begge veje.

Som led i innovationsstrategien har vi afsat 40 milllioner kroner til at understøtte innovationsprojekter på erhvervsakademier og professionshøjskoler.

Og samarbejde med offentlige eller private virksomheder er højt prioriteret i den sammenhæng. Jeg er glad for at kunne konstatere, at både EA Dania, EA MidtVest og EA Aarhus har været aktive her.

Der er for eksempel et projekt mellem EA Dania og virksomheden Søstrøm A/S i Randers.

Her skal studerende hjælpe med at udvikle koncepter til alternative former for cykelparkering, der passer ind i det eksisterende bybillede.

Der er et projekt mellem EA MidtVest og varehuset Salling A/S, hvor studerende skal udarbejde en strategi for varehusets webshop.

Og der er et projekt fra EA Aarhus, hvor studerende fra Jordbrugsteknologi skal udarbejde et nyt koncept for en større frøproducent, der skal demonstrere den nyeste viden inden for dyrkning og anvendelse af kløvergræs.

Der er en masse spændende aktiviteter i gang.

Der er sket en kulturændring blandt unge

Vi danskere er ofte blevet beskyldt for at have en udpræget lønmodtagerkultur.

Og jeg ved også, at en del af jeres store projekt netop har været at udfordre de studerendes tilgang til arbejdet med innovation og iværksætteri.

De studerende skal turde fejle, de skal være foretagsomme og tænke kreativt. Som jeg kan se i programmet til i dag, hvor det fremgår, at 67 procent af de unge overvejer en iværksætterkarriere – må det siges at være lykkedes. Det er imponerende.

Jeg tror også, at der er medvind på cykelstien her. For det er min fornemmelse, at der generelt er en kulturændring på vej.

Lad mig komme med et eksempel.

I foråret var jeg inviteret med til et stort iværksætterarrangement i Odense. Trækplasteret var den danske Skype-investor Morten Lund og ikke mindst Richard Branson - manden bag Virgin.

Over 3.000 unge var mødt op. 3.000! De to iværksættere blev i røg og damp modtaget som rockstjerner. Der var en fantastisk stemning.

Og det var tydeligt, at der var rigtig mange wonna be iværksættere i salen. Der er for alvor ved at ske noget.

Og jeg vil gøre mit for at skubbe på.

Vi er her i efteråret på trapperne med et nyt program for færdiguddannede, der har mod på at blive iværksættere. Vi kalder dem for ”iværksætterpiloter”.

Hvis man som nyuddannet har en god idé, og hvis man har lyst til at starte sin egen virksomhed - så kan man som ”iværksætterpilot” få rådgivning og finansiering i den første svære tid som iværksætter.

Vi skal have flere iværksættere. Og ophænget til uddannelse og forskning er vigtig. Derfor går vi ind her og bakker op.

Innovation skaber vækst

Entreprenørskab og innovation skaber værdi for virksomheder og for samfundet.

Det er med til at udvikle vores virksomheder og vores velfærd. Og det skaber vækst og nye arbejdspladser.

Derfor har innovation også været på regeringens dagsorden fra dag 1.

Vi har sat ind på flere felter for at gøre det mere attraktivt at være iværksætter i Danmark.

Det gælder de overordnede rammer for at drive virksomhed i Danmark:

Vi har afskaffet iværksætterskatten.

Vi har nedsat selskabsskatten.

Vi har øget skattekreditten for forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Og jeg blev så glad, da folkeafstemningen om den europæiske enhedspatent tilbage i maj blev et stort ja.

Det betyder, at iværksættere får nemmere ved at beskytte deres ideer og føre dem ud i livet. Og at vejen fra idé til patent bliver kortere.

 Vi har brug for gode idéer.

Vi har brug for unge med gåpåmod.

Vi har brug for folk, der sætter i værk.

Og uddannelserne har en helt central rolle i den sammenhæng. Fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne og til de videregående uddannelser.

Så endnu gang vil jeg gerne kvittere for det fokus som I har sat på entreprenørskab her i regionen.

Kombinationen af uddannelse og styrkelse af innovative kompetencer er helt rigtig. For vores fremtid afhænger af, at gode idéer bliver realiseret.

Intet mindre.

Tak for ordet og fortsat god konference.

Senest opdateret 15. juli 2020