Medbestemmelse giver merværdi

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsens tale ved konference om medbestemmelse og medinddragelse torsdag den 15. maj 2014 i København

Det talte ord gælder

Tak for ordet.

Og tak til Danske Studerendes Fællesråd, Akademikerne og Danske Universiteter for at være med til at arrangere konferencen i dag.

Det er en vigtig konference. Medbestemmelse for medarbejdere og studerende er afgørende for universiteternes udvikling.

Der skal lyttes til de studerende. Der skal lyttes til de ansatte. Og de skal inddrages.

For uden medbestemmelse dør engagementet. Og engagement er forudsætningen for et levende universitet.

Ledelsen skal være professionel

I 2011 blev universitetsloven ændret, så universiteterne fik større frihed til at fastsætte deres egen organisation.

Og det blev tydeliggjort, at bestyrelsen har ansvar for at sikre, at medarbejdere og studerende bliver inddraget i væsentlige beslutninger.

I en globaliseret verden, hvor også universiteter skal kunne agere hurtigt og strategisk er der behov for en professionel ledelse med de rette ledelseskvalifikationer.

Ledelse kan gøre ondt. Og en ledelse skal være i stand til at træffe  beslutninger, som ikke alle nødvendigvis billiger.

Men det er på ingen måde det samme, som at ansatte og studerende ikke skal inddrages i væsentlige beslutninger for universitetet.

Ledelse er ikke bare at efterlade medarbejderne på deres kontorer.

Rigtig ledelse engagerer sig. Og kravet om medbestemmelse og medinddragelse er afgørende. De ansatte og de studerende er universitetets kerne.

Det giver stor værdi til universiteterne, at medarbejderes og studerendes erfaringer og faglige viden inddrages i beslutningsprocesserne.

Det er dem, der i mange sammenhænge ved, hvor engagementet findes, men også hvor utrygheden trykker.

Og det er selvfølgelig afgørende for de ansattes og studerendes lyst til at engagere sig i universitetet, at de bliver hørt.

Universitetet er en arbejdsplads, men det er også en unik arbejdsplads med særlige medarbejdere. Og det at bedrive ledelse på universiteterne er også at have et særligt blik for det.

Det er en meget kvalificeret medarbejderstab. Det er jo en braintrust uden lige. Det kan være svært at lede.

Men det skal netop anvendes positivt. For her er der jo et fantastisk potentiale til at udvikle universitetet.

Fra lov til liv

Men en ting er lov. Noget andet er, hvordan medbestemmelsen og medinddragelsen konkret sker ude på de enkelte institutioner.

Det er jo ikke gjort med en lov. Paragraffer kan være nødvendige. Men de kan ikke skabe et engagement.

Og engagement er helt afgørende for, at en arbejdsplads fungerer.

Man kan ikke lovgive sig til god ledelse. Men medbestemmelse og medindflydelse er afgørende for, at man har lyst til at lægge kræfter i sin arbejdsplads.

Det ejerskab styrker fælleskabet. Det styrker sammenhængskraften. Og det giver energi og lyst til at være med til at skabe udvikling.

Men hvad er medbestemmelse?

Medbestemmelse er ikke det samme som at få ret. Det er heller ikke det samme som, at alle bestemmer lige meget. Eller at ingen beslutninger træffes før alle er enige.

Det handler om, at beslutningsprocesserne er gennemsigtige. Det handler om at kende muligheden for at lade sin stemme høre. At gøre sin indflydelse gældende. Og det handler om at udnytte de muligheder, der er. At byde sig til. Og insistere på at blive hørt.

For at det kan fungere, skal der være en ledelse, der prioritere inddragelsen. Og der skal være en ledelse, der synliggør de effekter, det har at være involveret.

For medbestemmelse og medinddragelse har uvurderlig betydning for universitetet. Det må ikke bare være noget man skal. Det er ikke et appendiks til ledelse.

Medbestemmelse giver en merværdi for universitetet.

Det handler også om ansvar.

Det handler om, at de ansatte har en vilje til at tage et medansvar for udviklingen af deres arbejdsplads.

Det handler om, at forskere ikke bare betragter universitetet som sted, hvor de forsker og så går hjem igen.

Og at de studerende udover eget uddannelsesforløb også har øje for, hvordan undervisning og uddannelse kan blive endnu bedre til gavn for kommende generationer af studerende.

Det handler om at tage ansvar for sin hverdag på universitetet.

Kun med medbestemmelse og med medansvar sikrer vi de bedst mulige studie- og forskningsmiljøer.

Der er ingen one-size fits all

Det lyder måske ligetil. Men det er det ikke.

Og jeg anerkender, at det tager tid at finde sine ben i en ny og forandret kontekst.

Loven giver en fleksibel ramme, som udfyldes af universiteterne.

Og det er helt centralt, at der arbejdes lokalt med de løsninger, der fremmer kvaliteten i forskning og uddannelse.

Jeg ved, at der bliver gjort rigtig meget ude på universiteterne.

Jeg ved også, at inddragelsen bliver udfoldet meget forskelligt rundt omkring. Hvad enten det er på universitetsniveau, institutniveau eller studienævnsniveau.

Og jeg ved, at der er mange forskellige opfattelser af, hvad der virker godt. Og hvor det kunne blive bedre. 

Der er ikke en one size fits all her. Medbestemmelse og medinddragelse er ikke et område, der kan sættes på formel.

Men til gengæld kan man med fordel lære af hinandens erfaringer og gode eksempler.

Derfor er jeg også rigtig glad for denne lejlighed til at få diskuteret medbestemmelse.

Få synliggjort de gode eksempler på inddragelse.

Og få perspektiveret fordelene ved et engageret og involverende fællesskab.

De bedste muligheder for medbestemmelse

Jeg er interesseret i at sikre den bedst mulige model for medbestemmelse og medinddragelse på universiteterne.

Men lovgivning gør det ikke alene.

Successen afhænger af, hvordan man lokalt udfolder medbestemmelse og medinddragelse ved god ledelsespraksis og gode samarbejdsrelationer.

Og det er en stadig forpligtelse for mig som minister og for universitetsledelser og -bestyrelser rundt omkring at sikre fortsat levende universiteter.

Den undersøgelse, som vi har offentliggjort i dag – og som netop er blevet gennemgået – giver et billede af den oplevede medbestemmelse og medinddragelse på universiteterne.

Undersøgelsen er ét bidrag i opfølgningen på universitetsevalueringen fra 2009.

Helt overordnet kan man sige, at der ikke er sket de store ændringer siden 2009.

Men selvom der ikke er de store ændringer siden 2009, så fremgår det, at både medarbejdere og studerende engagerer sig aktivt i råd og nævn.

At de oplever, at de kan udfylde deres opgaver i de organer. Og at de bidrager til beslutninger. Det er ikke nogen enkel opgave.

Men jeg regner med, at undersøgelsen hjælper dialogen om medbestemmelse og medinddragelse på vej ude på universiteterne.

Et andet vigtigt bidrag er den dialog og debat, der bliver sat i gang med konferencen i dag. Den dialog ser jeg frem til. Det er en vigtig dialog.

For kun med medbestemmelse og med medansvar sikrer vi, at vi får de bedst mulige studie- og forskningsmiljøer.

Tak for ordet.

Senest opdateret 15. juli 2020