Dannelse, dimensionering og det ydre rum

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsens tale ved rektormiddagen på KU den 19. maj 2015 i København.

Det talte ord gælder

Minister for det ydre rum

Kære bestyrelsesformand Kære rektor Kære alle sammen  

Den 1. september 2015 bliver en mærkedag for Danmark. Og nej - jeg taler hverken om studiestart på de videregående uddannelser eller datoen på det kommende folketingsvalg.

Den 1. september sidder Andreas Mogensen, Danmarks første astronaut, i et russisk fartøj, en Soyuz TMA- 18, på en øde slette i Kazakhstan.

Forude venter en 10 dages mission til den internationale rumstation.

Vi kan naturligvis ikke sende en dansker ud i rummet uden at vide, hvem der har ansvaret.

Så for 10 dage siden fik jeg en kongelig resolution fra statsministeren om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.

Teksten lød sådan her: ”I den anledning tillader jeg mig at indstille, at det må behage Deres Majestæt at bestemme, at ressortansvaret for sager vedrørende regulering af danske aktiviteter i det ydre rum, herunder spørgsmål vedrørende godkendelse, kontrol og registrering af opsendelse af rumgenstande, henlægges til uddannelses- og forskningsministeren.”

Kort sagt. Jeg er blevet minister for det ydre rum.

Her er der måske par stykker i salen, der vil sige, at det ikke er specielt overraskende for dem, at jeg har fået den post.

Men at jeg længe har været i kredsløb uden forbindelse med jorden. Og at nogle af de ting, vi foretager os i ministeriet, er helt på månen.

Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til her i aften - at gå lidt op i helikopterperspektiv – eller måske snarere raketperspektiv – og komme med den forkromede forklaring på regeringens universitetspolitik.

Det tror jeg er et passende tidspunkt at få den på plads – her inden desserten. Så min mission de næste 10 minutter bliver at svare på tre aktuelle spørgsmål.

Ødelægger dimensionering dannelse?

Er fremdrift uforenelig med fordybelse?

Og endelig – og her burde det måske være Ralf, der svarede – er selveje virkelig svaret på samtlige KU’s bekymringer?

Ødelægger dimensionering dannelse?

Inden jeg forsøger at besvare spørgsmålet om, hvorvidt dimensionering destruerer dannelse, så vil det måske være relevant at indkredse, hvad dannelse er for en størrelse.

Det er på ingen måde en enkel sag. Samfundet udvikler sig, og det gør dannelsesbegrebet også.

Vi har i forskellige perioder haft forskellige dannelsesidealer.

I antikken hyldede Aristoteles den holistiske tilgang til dannelse, hvor indsigt i både etik, politik og naturvidenskab var idealet. Og jeg er fra Aristoteles-årgangen på Europakollegiet i Brügge, så den tilgang har jeg en vis veneration for.

På et tidspunkt var det den almindelige opfattelse, at det at være velbevandret i litteraturklassikerne var dannelsens epicenter. Det er vist Knud Romers variant, da han gjorde sit højlydte indtog i debatten om dimensionering. En debat der mange steder var begyndt at at handle om for eller imod humaniora. 

I Emma Gads version handlede dannelse om takt, tone og rene negle.

Og for Grundtvig var dannelse et begreb, hvor almuen fik fælles reference til historie, kultur og kristendom. Men hvad er dannelse i dag? Og har det overhovedet noget med universitetet at gøre?

En søgning på universitetsloven fra 2003 – både i lovtekst og lovforslag – giver lige præcis 0 hits på ordet dannelse.

Så er dannelse hevet ud af uddannelse på universiteterne?

Er det New Public Management eller Mckinseyfisering, der sætter dagsordenen?

Tillad et citat i den sammenhæng: - Uvilkårligt trænger ordene “fabrik, arbejdsmarked, tilbud, nyttiggørelse” - og hvad egoismens moderne hjælpeord nu hedder – sig på, når man vil skildre den yngste generation af lærde.

Det lyder som en parole de studerende fra Et Andet Universitet kunne have formuleret mens de besatte rektorgangen på KU. Men det er det nu ikke.

Det er et citat af Friedrich Nietzsche fra længe før, der var tænkt på nutidens unges oldeforældre.

Så kritikken af universiteterne er ligesom hørt før. Jeg synes dog ikke, den beskriver den virkelighed, jeg møder. Jeg synes ikke, at hverken tidligere eller nuværende studerende minder om serieproducerede metervarer. Jeg ser fortsat selvstændige unge, med evnen til at fordybe sig og agere kritisk på et oplyst grundlag.

Dannelse er ikke nævnt i universitetsloven, for politikere skal ikke lovgive om den…… - men den er der alligevel.

For den dannelse, jeg kæmper for, er defineret ved at være viden og forståelse, der kan bruges i alle livets sammenhænge – også på arbejdsmarkedet.

Det handler om, at universiteterne skal være med til at forme engagerede, kritiske og selvstændige unge. Unge der reflekterer over deres eget liv og samfundet.

For mig er netop disse egenskaber en vigtig del af dannelsen.

Så tilbage til det egentlige spørgsmål: ødelægger dimensionering dannelse?

Er dannelse i forfald, fordi der er lidt flere pladser på nogle uddannelser og lidt færre på nogle andre. - Lidt færre end det nogenlunde tilfældige niveau, uddannelserne er vokset til gennem det sidste årti.

Er det et anslag mod dannelse, at vi har sat loft over optaget på uddannelser, der i årevis har optaget flere og flere unge, selv om mange havde udsigt til arbejdsløshed, når studierne var ovre.

Nej, dannelse er ikke forbeholdt særlige uddannelser. Man bliver i mine øjne ikke mere dannet af at læse eksempelvis portugisisk og ægyptologi end af at læse til læge, maskinmester eller til astronaut.

Dannelse er i alle uddannelser. Og et lands dannelse måles ikke i antallet af arbejdsløse humanister.

Ligesom et lands vækstpotentiale ikke kan måles i antallet af ingeniører.

Det er ikke enten eller. For mig handler dannelse i Danmark om, at vi har viden i alle afskygninger.  Og at vi ikke bare holder den viden for os selv.

Men at vi ytrer den og bruger den – frit og engageret til at forbedre vores samfund.

Er fremdrift uforenelig med fordybelse?

Hvad med det andet spørgsmål: er fremdrift uforenelig med fordybelse? Reflekssvaret er ja.

Hastværk er lastværk, siger ordsproget. For alle ved jo, at hvis man skynder sig, så ligger det ligefor, at kvaliteten kompromitteres. Og alle ved også, at fast food er den næringsfattige, fedtede og dårligt smagende alternativ til den fine slowfood.

Men er det der, vi er med vores krav til de studerende?  Er det det - som det handler om? Det mener jeg langt fra.

Det handler om intensitet. Det handler om at stille krav til de studerende. Om at udfordre dem. At skabe et miljø og en kultur, hvor det at studere på fuldtid er en selvfølge.   Jeg har et særligt forhold til KU.

Københavns Universitet er min Alma Mater. Og jeg elskede min studietid.

Men jeg blev altså ikke en bedre studerende af at have hængt lidt længere i studierne. Eller en dårligere, hvis der havde været stillet lidt flere krav.

Styrker man virkelig fordybelsen, hvis man ikke studerer på fuld tid og bruger ekstra år på at blive færdig? Næppe!

Jeg synes, det er et rimeligt krav at stille, at man som udgangspunkt ikke skal bruge flere år ekstra på at uddanne sig, end der er afsat tid til.

Jeg ved godt, at fremdriftsreformen er upopulær i mange kredse. Jeg er ikke døv. Der har været modvind. Og det blæser stadig.

Der er også udfordringer med reformen. Og som med alle andre problemer og udfordringer – skal de løses på forskellig vis.

Det forventer jeg, at uddannelserne er villige og kreative i forhold til. Dog ikke så kreative, at de faglige kriterier overskrides

Jeg vil sætte mig ned sammen med sektoren og tale reformen igennem.

Men selvfølgelig først når den har virket et stykke tid, og vi har reelle erfaringer med, hvordan den virker.

Men jeg vil gerne understrege, at reformen er kommet for at blive.

Intentionen vil være den samme. Flere studerende skal studere på fuldtid. Og flere studerende skal gennem studierne på normeret tid.

Jeg – og mit parti – har et stærkt ønske om at finde flere penge til uddannelserne.

Så vi kan løfte kvaliteten yderligere. Og så vi kan sikre danske unge endnu bedre uddannelser, end de får i dag.

Men de penge skal findes et sted. Jeg synes, det er helt rimeligt at sige, at flere penge til uddannelserne ikke kun skal finansieres af alle mulige andre i det danske velfærdssamfund. F.eks. de syge, børnene, eller de ældre.

Vi kan og skal også kigge på, hvordan uddannelserne selv kan bidrage til at betale nogle af de penge, vi vil finansiere mere og bedre uddannelse for.

Det gør vi ved at sige, at studerende kan få deres gratis uddannelser med fuld SU, som er unikt i verden. Men at de så til gengæld skal studere fuld tid og sigte efter at blive færdige inden for den tid, der er afsat til uddannelserne.

Det synes jeg er et helt fair bidrag. Og så må I gerne mene, at jeg befinder mig på en helt anden planet. Det vil ikke være første gang, det er sagt om radikale.

I lørdags stod der ”jorden kalder de radikale” i Berlingske. Og jeg googlede det lige. Den overskrift er lavet mere end 10 gange på de seneste 10 år. Sådan blev vi til.

For vi er ikke bange for at forandre. Og vi tramper ikke nødvendigvis ud af den cykelsti, hvor medvinden er stærkest.

Lad mig citere en af mit partis stiftere Ove Rode: ”Det folkeparti som nu er under opbygning må give sig i lag med de store opgaver, tiden stiller. Det må ikke nøjes med overfladen, men trænge til bunds heri. Det må ikke spørge hvor sejren lettest vindes, men hvor den betyder mest.”  

Er selveje svaret på alle bekymringer?

Ralf talte før om selveje. Det kan jeg roligt sige ikke er helt overraskende for mig. For det virker som om, at selveje er blevet KU’s “man on the moon project”.

Men bliver en lille underskrift på købskontrakten – et stort spring for Københavns Universitet? Ja, man fristes nærmest til at sige for menneskeheden, når man har hørt den kampagne I har investeret både tid og penge i.

Lad mig allerførst sige, at jeg som udgangspunkt er positiv stemt overfor selveje. Og hvis energien og de ressourcer, som KU bruger på at overbevise gud og hver mand om projektet kommer bare i nærheden af at stå mål med det forventede resultat af selveje – ja, så må det blive en gungrende succes.

Jeg ved ikke om selveje giver mere kvalitet, bedre forskning og mere dannelse. Men det vil jeg håbe, hvis det igangværende arbejde med Danmarks største ejendomshandel  ender sådan.

En ting er sikkert. Selveje bliver ikke et andet ord for selvtilstrækkelighed. Eller ubegrænset selvstyre.

Københavns Universitet blev etableret nogle år, før Kopernikus fremsatte påstanden om, at jorden ikke var universets centrum.

Men på den tid – og i mange år var KU verdens centrum i Danmark. En enerådig institution.

Med masser af penge på kistebunden. Skænket ikke mindst i form af jordegods af kongehuset.

Universitetet levede sig eget liv – hvor ydre magter, herunder statsmagten – ikke blandede sig synderligt i universitets virke.

Et kammeratligt råd vil være at lade være med at tro, at selveje er en tilbagevenden til enevælden. KU bliver ikke en stat i staten.

Og selvom I sikkert gerne så noget andet, så vil vi politikere blive ved at blande os. Vi vil stille krav. Vi vil have forventninger. Vi vil blande os – gerne mindre på nogle områder– og gerne mere begavet på andre.

Det er helt legitimt, når det er borgerne i Danmark, der finansierer Københavns Universitet.

Og selvfølgelig vil I kæmpe imod og danne alliancer, når I synes beslutningerne går jer imod.

Sådan er det jo – for nu at citere en god ven. I har de politikere, I fortjener, og vi har de universiteter, vi fortjener. Så helt skidt står det jo ikke til.

Af og til forstår jeg nu ikke helt jeres kampe. Om halvanden måned skal tusindvis af unge træffe deres valg af studie.

Derfor har vi udviklet et digitalt værktøj, hvor unge kan sammenligne informationer om videregående uddannelser på tværs af forskellige parametre – som f.eks. løn, ledighed, gennemførelsestid og frafald.

Min klare tilgang er, at vi skal give de unge det bedst mulige grundlag for at træffe deres valg. Og jeg tror – nøjagtigt som KU gerne selv vil bestemme –  at hver enkelt studerende selv bedst ved, hvilke informationer der betyder noget for hendes valg.

Derfor forstår jeg ikke KU’s modstand mod, at de informationer bliver frit og let tilgængelige for alle. De bliver i øvrigt suppleret af flere nyttige informationer om studerendes og kandidaters oplevelse af studiet.

For mig bliver det aldrig fornuftigt at holde oplysninger tilbage for unge, der skal træffe et af livets store valg.

Her må I altså gerne komme ud af jeres rumkapsel.

Men jeg fornemmer nu også, at I lytter. Jeg har med stor interesse fulgt jeres arbejde med at styrke kvaliteten i jeres uddannelser endnu mere.

Jeg er glad for jeres meget aktuelle tiltag om, at topforskere ikke længere kan frikøbes fra deres undervisningspligter.

Og jeg har i flere sammenhænge fremhævet jeres initiativer til at få flere kvinder i forskning.

Så det er ikke altid, at vi befinder os på to forskellige planeter. 

KU skal sigte mod stjernerne

Når Andreas Mogensen, sætter kurs mod rummet den 1. september er det blandt andet for at blive klogere på, hvordan menneskekroppen reagerer på at være i vægtløs tilstand.

Forskning i rummet er om noget en rejse mod det ukendte.

Det er heller ikke sådan lige at blive astronaut. Uddannelsen er mild sagt kraftigt dimensioneret.

Det er kun hvert 10. år, der bliver optaget nye kandidater på uddannelsen. Tusindvis søger. Kun en håndfuld bliver udvalgt. På den måde har astronautuddannelsen og rumrejser noget til fælles med det klassiske universitet.

Grundlæggende forskning og uddannelse for en udvalgt elite er i højsædet.

Men samfundet ændrer sig. Det gør – og skal – universitetet også.

Forskning og uddannelse er stadig fundamentet.

Men det er ikke længere uddannelse for de få. Det er uddannelse og forskning, der ofte bidrager til den økonomisk og samfundsmæssige udvikling. Og det er stadigvæk uddannelse, der fører til dannelse.

Universitetet skal ikke hænge fast i fortidens roller. Men universitetet skal heller ikke give afkald på den stærke kultur og historie, som det er rundet af.

Universitetet i dag skal kunne rumme både og. Både dybde og bredde. Dannelse og konkrete kompetencer. Fordybelse og faglige færdigheder. Både fortid og nutid.

Og som det ældste og største universitet har KU en særlig forpligtelse.

I skal sigte mod stjernerne. Nogle vil måske sige mod det uendelige univers! Men fodfæstet skal bevares.

Jorden kalder både vi radikale og Københavns Universitet.

Universitetet skal åbne sig mod verden.

Og I skal uddanne unge, så de kommer ud med viden og færdigheder, der kan anvendes i samfundet.

Skål.

Senest opdateret 20. maj 2015