Gå til indhold

Dansk Biotek er en styrkeposition

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsens tale ved Dansk Bioteks Årsmøde den 5. maj 2015 i Søborg.

Det talte ord gælder.

Indledning

Tak for invitationen til at holde et indlæg her på jeres årsmøde.

Og tak til Martin Bonde for de konkrete forslag og ønsker til regeringens politik på innovationsområdet. Den danske biotekbranche repræsenterer både en forskningsmæssig og en forretningsmæssige styrke, som vi kan være overordentligt stolt af.

Den skal fastholdes og udvikles – det arbejder jeg og mine kolleger i regeringen for.

Men nu kan selv den bedste danske biotekforskning jo ikke få træerne til at vokse helt ind i himlen, så jeg kan ikke love at opfylde alle punkterne på denne ønskeseddel.

Men jeg forstår jeres ønsker - det vender jeg tilbage til om lidt.

Udnyt det kommende talentboom

I sidste uge fik jeg en mail fra en ung forsker i molekylærbiologi. En rigtig elitestuderende.

Efter sin ph.d. har hun forsket nogle år i USA. Hun har publiceret i kendte tidsskrifter. Og hun har været erhvervs-postdoc i en stor dansk medicinalvirksomhed.

Hun har – som hun selv skrev – gjort alt det, virksomheder, som jer, og politikere, som mig, opfordrer de unge til. Alligevel kontaktede hun mig, fordi hun var frustreret over, hvor svært hun har haft ved at finde job i en privat virksomhed.

Det er hendes drøm. Men efter en periode på dagpenge, har hun nu takket ja til en postdoc på universitetet.

Vi uddanner rigtig mange i disse år. Både som kandidater og som ph.d.ere.

Første skridt til at sikre, at de kan udnytte deres uddannelser i relevante jobs er, at de optages inden for områder, hvor der er efterspørgsel efter dem. Derfor gennemførte jeg sidste efterår stærkere dimensionering af uddannelser, hvor mange nyuddannede har haft svært ved at finde job. Det gik ikke helt stille af sig.

Næste skridt er at sikre, at alle uddannelser har høj kvalitet.

Det, de studerende lærer, skal de kunne sætte i spil på arbejdsmarkedet med det samme. Særligt i den private sektor, hvor langt flere skal finde jobs fremover.

I sidste måned nåede jeg til enighed med rektorerne om at fortsætte indsatsen for at løfte kvaliteten og gøre uddannelserne relevante for aftagerne.

Men som den mail, jeg fik, viser, så er det ikke altid nok at blive optaget på en god og relevant uddannelse, være dygtig eller have tæt kontakt til erhvervslivet.

Der skal også være virksomheder, som kan se perspektivet i at ansætte en ekstra højtuddannet. Og det oplevede hun altså, at der ikke var.

Vi kan ikke forhindre, at nogen vil gå ledig et par måneder, inden de finder job. Men det er vigtigt, at vi får sat alle talenter i spil.

Mads Krogsgaard kaldte for nyligt de unge ph.d.ere for vigtige innovationsgeneratorer.

Det er jeg enig i – og det gælder også for kandidaterne og nyuddannede fra mange af de andre uddannelser, som er relevante for biotekbranchen.

De kan generere innovation og langsigtet vækst ude i virksomhederne. Det skal udnyttes! Derfor håber jeg, I er klar til at gribe muligheden.

Det gælder i forhold til at engagere jer i uddannelserne og de studerende, mens de er i gang med studierne. Og det gælder i forhold til at gøre alt, hvad I kan for at finde et job og udnytte deres evner, når de bliver færdige.

Netop i disse år er der en gylden mulighed for at ansætte talenter og skabe vækst på dansk grund.

For vi står i starten af et talentboom, hvor den store stigning i optaget bliver til rigtig mange flere kandidater og ph.d.ere ude på arbejdsmarkedet.

De brænder – som mailen viser – efter at bruge deres uddannelse til at skabe forandring og forbedring i samfundet – og udvikling og vækst i virksomhederne.

Det vil jeg opfordre jer til udnytte til det yderste.

Dansk Biotek er en styrkeposition

Dansk biotek er, som jeg sagde før, allerede en styrkeposition. Vi er stolte af at vise området frem, når der er gæster fra den store verden.

Det gælder både indsatsen på universiteterne og i erhvervslivet. Og det gælder det samarbejde, der er på tværs af sektorerne.

Et eksempel er BIOPRO-initiativet, som både dækker offentlige og private parter.

I starten af året blev det offentliggjort, at BIOPRO med over hundrede millioner kroner i ryggen vil give universiteterne mulighed for at teste deres forskning direkte og i stor skala hos industrien.

Med etableringen af den nye Innovationsfond har vi fået en helt ny mulighed for at sætte turbo på den erhvervsrettede forskning og udvikling.

Fonden har mere end 1,5 milliarder kroner at gøre godt med alene i år. Det kan hjælpe både små og store virksomheder – og støtte nye partnerskaber med universiteterne og de andre forskningsinstitutioner.

De mange penge giver – ligesom det forestående talentboom – nye muligheder, som jeg håber, I gør alt, hvad I kan for at udnytte.

Forskningen, forsøgene og alle artiklerne bliver jo først til konkret værdi, når de bliver omsat ude hos jer i virksomhederne.

Biotekpakken

Det leder mig tilbage til jeres forslag til vores innovationssystem.

’Biotekpakken’, som Martin vist har kaldt den.

Jeg forstår godt, at det kan være svært at tage springet fra en forskergang og afprøve sine idéer i en virksomhed.

Ikke mindst, hvis man i forvejen har gang i en lovende forskerkarriere.

Derfor har vi – på linje med den inkubatorfunktion, I foreslår – talt med Innovationsfonden om at udvikle et tilbud møntet netop på den situation.

For eksempel kan det støtte forskere, der i kraft af en ekstern forskningsbevilling er kommet på sporet af en lovende opfindelse eller forretningsidé.

Fonden arbejder på det, så jeg regner med, at det vil se dagens lys meget snart.

I forhold til innovationsmiljøerne, så har vi drøftet nogle af jeres anker med dem.

Virksomheder inden for Biotek og Medico fylder i dag over en tredjedel af deres portefølje.

Og nye projekter skal jo trods alt være realistiske – og der skal være interesse fra kommercielle investorer, som vil hjælpe dem videre efter innovationsmiljøerne.

Jeg er meget optaget af at vores forsknings- og uddannelsesindsats bliver til vækst og værdi for jer ude i virksomhederne.

Det arbejdes der hårdt på - både i ministeriet,
Innovationsfonden og ude på universiteterne.

Men samtidig er det jo også sådan, at man må forvente at løbe en vis økonomisk risiko, når man forsøger at lave en god forretning ud af forskningen. Særlig i jeres branche, hvor der er lang udviklingstid.

Til gengæld viser erfaringen, at belønningen er høj, hvis man når i mål.

Det er en balance – og jeg vil gerne kvittere for jeres forslag.

Lad mig derfor slutte af med at gentage, at jeg håber, at I løbende overvejer, hvordan I kan bruge de mange unge talenter, som er på vej ud på arbejdsmarkedet.

Og det samme gælder de forskellige tilbud, vi har i innovationssystemet.

Til gengæld lover jeg at holde øje med, at vi hele tiden har de rette varer på hylderne. Biotekbranchen står centralt, når det kommer til at skabe vækst ud af den indsats, der bliver gjort på især universiteterne.

Det skal vi sammen arbejde for, at den bliver ved med.

Det glæder jeg mig til – for jeg tro, at vi kan blive endnu mere stolte af den danske bioteksektor i fremtiden.

Fortsat rigtig god årsdag.

Mange tak for ordet.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 07. februar 2024