Det talte ord gælder.
Hjerneforskning er ikke for tegneseriehelte
Kære Drughunters!
Jeg er meget glad for at se jer her i dag. Det er godt gået, at I er nået her til – også selvom I ikke er helt i mål.
Tillykke med det! Tillykke til jer, der kommer i finalen – Og særligt stort tillykke til de tre hold, som vinder til sidst. Jeg glæder mig til at høre, hvem det bliver.
Mange forestiller sig sikkert, at forskere er supernørder, der sidder i lukkede rum og læser støvede bøger. Inden for hjerneforskningen tænker man måske på kemi, stinkskabe og lange timer i laboratorierne.
Jeg ser lidt anderledes på det – og det tror jeg også I gør. I stedet for supernørder, forestille jeg mig forskere som superhelte. Som Peter Parker, Tony Stark eller Lara Croft, der er forskerne bag Spiderman, Ironman og Tomb Raider.
Ikke fordi det giver superkræfter at være forsker. Men fordi dygtige forskere – ligesom superhelte – bruger dag og nat på at gøre livet bedre for helt almindelige mennesker.
Uanset hvor langt I når i denne konkurrence, har I taget et skridt nærmere at blive sådan en slags nørdet superhelt.
Over en million danskere lider af en form for hjernesygdom. Det er hårdt at leve med, og nogle ender desværre med at dø af det.
Så man er ikke bare en tegneseriehelt, når man er hjerneforsker. For det handler om virkelige mennesker. Det håber jeg, at I vil huske, uanset om I vinder eller ej.
Hjerneforskningen er et af de steder, hvor man virkelig kan gøre en stor forskel i andre folks liv.
Hverken dumme eller dovne, men…
Jeg har fået lov til at smugkigge på et par af jeres posters.
På dem jeg så, var holdene kommet i dybden med sklerose, skizofreni og tourettes syndrom. Det er jo komplicerede sygdomme, så jeg forstod ikke alle detaljer. Men en af dem har jeg selv tæt på, så jeg forstår alvoren. Heldigvis virkede det til, at I havde godt styr på teorien.
Det var i hvert fald tydeligt, at det har krævet engagement, viden og fantasi at forstå dem og komme med forslag til nye behandlingsformer. Det skal I holde fast i.
Inden påske var en lektor fra Københavns Universitet i aviserne, fordi han påstod, at mange studerende både er for dovne og for dumme til at tage en universitetsuddannelse. Det var langt fra alle, han mente – men nogen.
Da jeg læste jeres posters – faktisk hver gang jeg har mødt studerende – har jeg tænkt, at han tager fejl. Jeg tror, at stort set alle, som starter på universitetet eller andre uddannelser, gør det, fordi de gerne vil være klogere. Og fordi de gerne vil hjælpe andre eller gøre vores samfund bedre.
Ligesom jer, der har deltaget i Drughunter.
Det gælder uanset om man vil være sygeplejerske, ingeniør eller hjerneforsker. Alligevel må jeg indrømme, at det ikke er alle, som bruger helt så mange kræfter, som man kunne håbe.
Rent faktisk er det de færreste studerende på de videregående uddannelser, som bruger lige så meget tid på deres studier, som de egentligt er beregnet til.
Det er jeg ret bekymret over. For det betyder jo, at vi kunne få endnu klogere og endnu bedre studerende, end vi gør i dag.
Mere engagement i uddannelserne
Jeg tror ikke, man klarer sig i Drughunter-dysten, hvis man ikke har brugt rigtig meget energi og tid på opgaven.
Jeg tror, at det bedste middel mod manglende engagement er god, spændende og vedkommende undervisning.
Det er Drughunter dysten et godt eksempel på. For det er ikke svært at se, hvorfor opgaven er vigtig, og hvorfor det kræver en ekstra indsats for at vinde. Sådan er det også på mange af de videregående uddannelser, I kan læse videre på – men det kan også blive endnu bedre!
Hvis I har fulgt med i debatten, ved I, at vi optager flere på universiteterne og de andre uddannelser end nogen sinde før.
Det må selvfølgelig ikke betyde, at kvaliteten bliver udvandet på uddannelserne. Derfor har jeg for kort tid siden aftalt med uddannelserne, at der skal gøres en ekstra indsats i den kommende tid.
Det skal være sådan, at I får tæt kontakt med underviserne og møder moderne undervisningsformer, hvis I vælger at læse videre.
I skal arbejde med opgaver, som I kan se meningen med, og I skal have ordentlig tilbagemelding på jeres indsats. Ligesom det sker her i Drughunter-konkurrencen.
Men I må til gengæld også selv være forberedt på, at det kræver ekstra meget at klare sig godt.
Faktisk er det alle, som må gøre en ekstra indsats for at hæve engagementet og gøre uddannelserne bedre.
Vi politikere har i hvert fald også et stort ansvar.
Men vi kan jo starte med at se, hvordan Lundbeck gør det med Drughunter. Det er et rigtig godt initiativ, som jeg gerne vil takke Lundbeck for, at I gennemfører igen i år. Det viser, at virksomhederne kan have en stor betydning for kvaliteten af vores uddannelser.
Og jeg er sikker på, at det også giver gevinst for virksomhederne i form af mere engagerede nye medarbejdere og en større interesse for de forskningsfelter, de arbejder med.
Tænk jer om, når I vælger
Nu er det er nok ikke alle jer Drughunters, som vil ende med et job hos Lundbeck eller vil komme til at forske i hjernen.
For der er rigtig mange uddannelser at vælge i mellem. Over 1400 faktisk - og de leder til mange forskellige jobmuligheder.
Der bliver uddannet så mange i disse år, at flere og flere må finde på nye steder at arbejde – eller selv være med til at skabe deres eget job – når de er færdige. Det gælder også jer, hvis I læser videre.
Måske vil I få arbejde i en mindre virksomhed, der ikke har ansat højtuddannede før. Eller måske får I en god idé, og vil starte jeres egen virksomhed for at gøre den til virkelighed.
Uanset hvad, så er det godt at tage en uddannelse. Vi har mere brug for dygtige og veluddannede unge end nogensinde før. Og uanset hvad I vælger, giver det bedre jobmuligheder, end hvis I ikke læser videre.
Men det er selvfølgelig en god idé at tænke sig godt om og undersøge sine muligheder, inden man vælger uddannelse. Jeg ved godt, at det ikke altid er let.
I kender måske bogen ”hvad kan jeg blive”. Den seneste udgave er over 1000 sider lang.
Med så mange uddannelser og så mange ting, man kan blive, er det ikke altid let at finde ud af, hvad man vil læse, og hvilke jobmuligheder det giver.
Jeg vil gerne gøre det lidt lettere. I tirsdags præsenterede jeg derfor et nyt informationsværktøj, som hedder Uddannelseszoom. Det er en hjemmeside, som viser en lang række oplysninger om uddannelserne, og hvilke jobs de leder frem mod.
For eksempel kan man inden for de forskellige uddannelser se, hvor mange der falder fra i løbet af studiet. Man kan også se, hvor meget man typisk tjener, og hvor let eller svært det er at finde arbejde bagefter.
Den slags oplysninger virker måske lidt kedelige, og handler om noget langt ude i fremtiden. Men det er nu, I skal vælge. Så derfor er det alligevel vigtige tal. Og derfor håber jeg, at I vil bruge hjemmesiden, når I overvejer jeres muligheder.
Det kan også give jer mulighed for at stille bedre spørgsmål, hvis I tager kontakt til studievejlederne på nogle af de uddannelser, I overvejer.
Bidt af forskningen
I er jo ikke kommet her for at høre på mig, så jeg vil til at runde af.
Jeg startede min tale med at sammenligne forskere med superhelte.
I tegneserien bliver gymnasieeleven Peter Parker bidt af en edderkop, så han bliver til Spiderman. Når I sidder her i dag, er det fordi I også er blevet bidt – ikke af en edderkop, men af forskningen.
I hvert fald en lille smule. Og det virker måske også lidt på samme måde som med edderkoppen – bare bedre.
For uanset om I vælger at læse biologi, kemi eller noget helt andet, så kan I blive mere end blot tegneseriehelte. I kan komme til at gøre en forskel i den virkelige verden.
Det kræver selvfølgelig en kæmpe indsats og kloge valg på vejen.
Om lidt skal I præsentere jeres posters for dommerne. – Det giver sikkert lidt sommerfugle i maven. Det er helt naturligt, og hvis I er godt forberedte, skal det nok gå.
Der er heller ikke så længe til, at mange af jer skal beslutte jer for, om I vil læse videre, og hvilken uddannelse det skal være.
Det kan også give lidt sommerfugle – for det er vigtigt og ikke noget let valg. Men hvis I undersøger jeres muligheder og tænker jer godt om, så skal det nok også gå fint. For der er rigtig mange gode videregående uddannelser, som I kan glæde jer til.
Og vi gør alt, hvad vi kan for, at de bliver endnu bedre fremover – både undervisere og skoler, virksomheder som Lundbeck og os politikere på Christiansborg.
Det gør vi, fordi vi tror på, at I med gode uddannelser kan gøre en stor forskel.
Held og lykke til jer alle sammen
Og forsat god drughunter-dyst!