Det talte ord gælder.
Deres kongelige højhed
Rektor
Forskere og studerende
Alle jer andre, som er kommet her for at fejre den her helt specielle bygning med den meget korrekte ingeniørmæssige betegnelse i sit navn.
H. C. Ø.’s professorbolig i Studiegården
Der er sket meget, siden de studerende på Den Polytekniske Læreranstalt i begyndelsen af 1800-tallet blev undervist i de trange lokaler hjemme hos det nu mundrette navn H. C. Ørsted i Skt. Peders Stræde.
Regeringen kunne ikke så godt lide ordet ”DONG”, så nu hedder det ”Ørsted”…
Jeg har hørt, at man dengang ofte måtte vente i flere timer på at gennemføre forsøg. Larm og vibrationer fra den brostensbelagte gade forhindrede nemlig, at man kunne lave nøjagtige målinger.
Og unøjagtige målinger, det kan være en fordel i nogle brancher – men bestemt ikke i jeres.
De studerende måtte gå rundt i en konstant stank af katteurin. Og den vilde kattejagt gik ind. Mange katte måtte lade livet af den årsag. Indtil man faktisk fandt ud af, at det var kemikerne, man skulle gå efter.
Det var ikke fordi, de ikke var renlige – men deres forsøg gav stinkende svovlforbindelser.
Faciliteterne var med andre ord en gran anderledes dengang.
Betydningen af biovidenskabelig-teknisk forskning
Det er tankevækkende, at det er det samme universitet, som det, vi står på i dag.
Her er masser af plads, masser af lys, topmoderne forsøgsfaciliteter og undervisningsrum - og sågar rappere. Og det er væsentligt, at der er ordentlige rammer for det biovidenskabelige forsknings- og undervisningsmiljø.
Det er et område, hvor faciliteterne skal være i orden.
Det er helt afgørende, at vi søger og finder svar på tidens store biovidenskabelige spørgsmål. Ikke bare for os – men også for kommende generationer.
Spørgsmål som f.eks. hvordan vi kan fiske, uden at udrydde fisk. Så man også om 30 år kan tage på fisketur og komme hjem med torsk til aftensmaden.
Eller hvordan vi kan avle svin, kvæg, høns sådan, så vores antibiotika stadig virker. Så vi også om 30 år kan overleve en tur på operationsbordet. Og stadig har et veldrevet og indbringende landbrug. Det er jo en sag, der ligger Venstre meget på sinde.
Og også spørgsmålet om, hvordan vi kan dyrke vores marker effektivt, så der er mad nok til alle. Her i Danmark – og selvfølgelig på resten af kloden.
Så de ca. 800 millioner personer, som i dag sulter, kan gå mætte i seng. Og så der om 30 år endda også er mad til de to milliarder flere, som forventes at slutte sig til klodens befolkning.
DTU klarer sig godt
Heldigvis kan vi noget særligt her i landet – og det gælder ikke mindst for den biovidenskabelige forskning, som foregår netop her på DTU.
Et håndfast udtryk for, hvor godt det går, er fordelingen af midlerne i år på EU's store forskningsprogram, H2020.
Som en del af jer måske ved, er H2020 et program, som medlemslandene måler deres indbyrdes styrke efter. Sådan en slags Gallup-måling. Og jeg har netop hørt, at DTU i år er det forskningsinstitut i EU, som er blevet tildelt flest midler på bioøkonomi- og fødevareområdet. Foran Wageningen i Holland.
Det er, så vidt jeg ved, første gang, at et dansk universitet ligger nr. 1 i Europa. Og jeg ved, det er noget, som vil blive bemærket i Kommissionen og de øvrige medlemslande.
Og ja, det er en lille andel, jeg har haft i det.
Men jeg bliver sgu’ stolt – det gør jeg – som minister, og som dansk – over at I evner det.
For det må jo have krævet målrettet indsats.
Forhåbentlig vil byggeriet her give DTU de rammer, der skal til, for at Danmark kan fastholde og styrke den position.
Jeg ikke i tvivl om, at der her i bygningen vil blive bedrevet verdensførende biovidenskabelig forskning.
Betydningen af tværfaglighed
For tidens og fremtidens store videnskabelige udfordringer kræver ikke bare stærk faglighed og evnen til at kunne udtænke innovative løsninger.
Det kræver også evnen til at kunne indgå i tværvidenskabelige samarbejder.
Hvad end det vedrører fisk, svin eller marker – eller for den sags skyld rumrejser og kunstig intelligens – ja så er det spørgsmål, som en enkelt faggren ikke kan løse ene.
Og nu har jeg efterhånden været herude nogle gange. Og jeg må simpelthen sige, at det forstår DTU. DTU forstår betydningen af tværfaglighed. Bevares – man vil ikke gå på kompromis med fagligheden. Men man forstår, at fagligheden nogle gange rummer mere, når man diskuterer med andre, som er på grænsefladerne, til det man selv laver.
I lægger vægt på kombinationen af alle tre elementer: Stærk faglighed, et stærkt innovativt tankesæt og evnen til at kunne samarbejde på tværs af fag.
Torsken der forsvandt i Grønland
Tag f.eks. professor i fiskegenetik, Einer Eg Nielsen. Han har sammen med forskellige kolleger undersøgt, hvorfor torsken forsvandt fra Vestgrønland i 1960’erne og frem.
De kom frem, at det dels skyldtes overfiskeri, dels miljøforandringer. Og måden, de fandt ud af det på, var ved at undersøge DNA på gamle øresten fra torsk – altså en kalkstruktur i fiskehovedet.
Jeg må indrømme, at det her bidrog til min læring: ”Øresten i fisk” – ja, who would know.
På den måde kan analyser af fiske-DNA ikke bare bruges inden for fiskeriet. Det kan også fortælle os om miljøforandringer og klimaændringer gennem tiden.
Det er i grænseområderne mellem fag, at det største potentiale for innovation ligger. Forskningen og teknologien er blevet så kompleks, at man ikke kommer langt uden at kunne arbejde sammen på tværs.
Biosfæren lægger op til tværfaglighed
Derfor er det også en stor glæde for mig at se, at byggeriet her ikke bare er smukt. Det er også indrettet, så det motiverer forskere og studerende til at samarbejde og dele viden.
Først og fremmest i form af det store, smukke fællesområde i Biosfæren, hvor vi står nu, og som danner centrum for de forskellige forskningsfløje. Her er plads til både gruppearbejde, fester og oplæg som det nu i dag.
Og jeg må sige nu ved her at konstatere det ved selvsyn: Jeg tror godt nok, man kan holde nogle vilde fester. Tror De ikke, Deres kongelige højhed? Jeg tror, jeg tror … Det matcher måske ikke Amalienborg på den måde, men jeg synes alligevel – der er noget over det …
Og jeg har hørt, at I også fået en stor kantine – en særlig politisk interesse – og en række mindre lounge- og cafeområder, som inviterer til en tænkepause og samtale.
Alt i alt en bygning, man har lyst til at opholde sig i.
Selv har jeg jo blot set en brøkdel af bygningen endnu. Jeg glæder mig til at se resten, som jeg har fået at vide ikke bare består af topmoderne laboratorier og undervisningsfaciliteter i verdensklasse. Men sågar fiskestalde.
Dem er jeg spændt på at se. Jeg satser på, at de lugter bedre end 1800-tallets studiegård.
I hvert fald: Hjerteligt tillykke til DTU med de fornemme faciliteter. Og derfor i den sammenhæng vil jeg også sige jer tak for opmærksomheden.
Og give ordet tilbage til Per Vers. Nu kan du fortsætte hvor du slap – mon ikke det bliver med lidt rap.