Gå til indhold

Dannelse til fremtiden

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds tale ved Konference om Digital Dannelse den 22. februar 2017.

Det talte ord gælder

Kære alle sammen

For nyligt fandt et særligt spil poker sted på Carnegie Mellon University i USA.

På en ene side - fire af verdens bedste pokerspillere, på den anden side - den kunstige intelligens Libratus.

I begyndelsen spillede Libratus lige op med sine modspillere. Men hen mod slutningen stak den kunstige intelligens pludselig af.

Den kunne huske alle kort, der var spillet i løbet af turneringen.

Og mens de andre sov, kunne den tilpasse sin spillestil til modstandernes svagheder.

Libratus endte med at vinde. Stort endda. Det er meget godt gået af et stykke software.

Det store spørgsmål er: Skal vi være bange for intelligente maskiner som Libratus? Er der noget at frygte? Er det dystopi?

Det tror jeg ikke.

Tværtimod skal vi forstå, hvad Libratus og hele den digitale fremmarch kan tilbyde ikke bare Danmark, men hele verden.

Kunstig intelligens, robotteknologi og big data rummer store muligheder. Bare kig på jeres smartphones.

Ved at udnytte teknologien intelligent kan vi gøre syge mennesker raske. Erstatte ensformigt arbejde med meningsfuld beskæftigelse. Gøre hverdagen nemmere for borgere overalt i Danmark.

Men vi skal hele tiden drøfte de etiske dilemmaer, der er forbundet med teknologien.

På den ene side rummer udviklingen et kolossalt potentiale. På den anden side kalder den på en ordentlig og redelig diskussion om fremtidsperspektiverne.

Vi har brug for at diskutere, hvad robotter som Libratus kan bruges til. Robotter, der er klogere og mere effektive end os.

Hvordan bruger vi robotteknologien i den gode sags tjeneste? Hvordan får vi det bedste ud af de fantastiske muligheder uden at glemme moralen og etikken?

Den diskussion er vigtig. Ikke mindst på grund af stor utryghed i befolkningen.

Den demokratiske debat er truet

Også på nettet er fremtidsperspektiverne, som vi kender dem i dag, fascinerende. De sociale medier er blevet en stor del af vores hverdag og måde at debattere på. På godt og ondt.

Nettet har potentiale til at løfte den demokratiske debat.

Alle kan søge viden. Alle kan deltage. Alle har en stemme - også mennesker i undertrykte regimer, som hidtil har haft sværere ved at finde ligesindede og få en stemme.

Men som vi alle er opmærksomme på, fører de sociale medier også udfordringer med sig.

Den berømte hårde tone, som vi diskuterede i 00’erne er intet at regne i forhold til den tone, vi oplever i dag. Den er rå. Til tider hadefuld. Mange kaster sprogligt skrald efter hinanden på Facebook og Twitter.

Samtidig er ’Fake news’ og alternative fakta blevet dagligdag på nettet. Sandheden er holdt op med at være sandheden. Selv den frie verden er begyndt at omgås sandheden med endog meget stor kreativitet.

Den demokratiske debat er truet.

Når der bevidst manipuleres med sandheden. Når debatten bliver uværdig og hadefuld. Hvad gør vi så? Hvor søger vi hen?

Hvad udad tabes, skal indad vindes

”Hvad udad tabes, skal indad vindes,” som Enrico Dalgas sagde.

Vi skal bevidstgøre, hvor vi står. Vi skal genopdage den kultur, vi er rundet af. Vi skal søge til dannelsen som et godt ståsted. Et fælles udgangspunkt.

For Kierkegaard handlede dannelse ikke bare om skoling, men også om takt og tone, indlevelse og hensyntagen. Så vi kan omgås hinanden med respekt.

Det har vi glemt. I den virkelige verden, såvel som på nettet. Der er brug for, at vi får respekten og værdigheden tilbage i debatten.

Der er også brug for en anden af dannelsens klassiske dyder; den kritiske sans.

Dannelsens mester, Grundtvig, var stor tilhænger af kritisk sans. Han mente, at demokratiet afhang helt og aldeles af frie menneskers evne til at stille sig kritisk og nysgerrigt over for verden.

Vores kritiske sans er vigtig i omgangen med nettets trolde og hekse. Vi kan ikke længere regne med, at alt, vi læser er sandt.

Vi står på skuldrene af kæmper som Grundtvig og Kierkegaard. Det skal vi være stolte af. Og det ”vi”, de var med til at skabe, skal vi formidle i en moderne udgave.

Med respekt for hinanden og med den kritiske sans i behold.

Så vi kan skabe et nyt ”vi”, der omfavner Libratus og hele den teknologiske udvikling - uden at miste fodfæstet.

Ambition om teknologiparathed

For vi må ikke blive bange for teknologien.

Jeg har en ambition. Jeg vil gerne gøre danske børn og unge til de mest teknologiparate i verden. Tænk, hvad vi kan udrette, hvis det lykkes?

Hvis vi gør Danmark til et teknologisk foregangsland, skaber vi fundamentet for vækst og udvikling i mange år fremover.

Vi kunne jo begynde med at opfinde en ny dansk Libratus, der kunne andet end spille poker….

Jeg har brug for jeres input til, hvordan vi styrker den teknologiske nysgerrighed og vores teknologiske kunnen.

Skal vi have IT ind i alle uddannelser? Skal alle være ingeniører? Og hvordan styrker vi interessen for naturvidenskab hos unge mennesker?

Det danske uddannelsessystem har også et ansvar for at klæde ungdommen på til at møde den virtuelle verden.

Unge i dag er vokset op med Facebook og touchskærm. Men derfra til at være digitalt dannet er der et stykke vej. Vi skal lære de unge mennesker at forholde sig kritisk til nettets faldgruber. Og give dem bred forståelse af teknologiens muligheder og begrænsninger.

Vi arbejder hele tiden med at blive bedre.

Tid til en ny dannelsesdiskussion

Den digitale udvikling rummer store muligheder for at løfte demokratiet og bringe det ind i det nye årtusinde. For på nettet er vejen mellem de kloge og borgerne, magthavere og vælgere, høj og lav blevet kortere.

Men demokratiet står ved en skillevej. Og vi skal huske dannelsen. For det er gennem dannelse, at mennesker skaber deres egne holdninger.

Det er gennem dannelse, at vi evner at bekæmpe sandhedsforurening og uanstændige debatter på nettet. Og det er gennem dannelse, at vi lærer at spille lige op med Libratus og hans medrobotter.

Det er tid til en ny dannelsesdiskussion.

Tak til Dansk IT for at sparke den i gang.

Tak for ordet.