Gå til indhold

Danske Universiteter og de syv små dværge

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds tale ved Danske Universiteters 50 års jubilæum den 14. november 2017.

Det talte ord gælder.

Kære alle sammen

Tak for invitationen. Jeg er glad for at få lov at komme til orde her midt i ønsket om flere penge og hemmelige hulrum. Jeg kan afsløre, at finansministeriet har været der.

Mit forhold til Danske Universiteter går jo ikke så langt tilbage. Jeg har kun været uddannelses- og forskningsminister i 11 måneder.

Jeres historie til gengæld. Den begynder i 1967, før verden gik af lave.

Og jeg kan se, at nogle af jer stadig kan huske det:

Det var den gang, man stadig gik med butterfly.

Dengang man stadig var De’s med professoren.

Dengang inden parolen: ”Bryd professorvældet” gjaldede ud over landet og ændrede universiteterne for stedse.

Det var tider…

En vigtig opgave

Gennem alle årene har Danske Universiteter haft en vigtig opgave: I har skullet fremme universiteternes samarbejde, universiteternes synlighed og gennemslagskraft.

Det er ikke nogen hel let opgave. Lad mig bare sige, at mit umiddelbare sammenligningsgrundlag er Københavns Rådhus med de 7 borgmestre…

For selv om de 8 danske universiteter har meget til fælles, så er de også meget forskellige. Og de mener alle sammen hver for sig, at netop de skal have en helt særlig behandling

Jeg kom til at tænke på eventyret om Snehvide og de syv små dværge.

Én rolle giver sig selv, det er Snehvides. Det må være Hanne Leth [Rektor, RUC].

Rollefordelingen blandt de øvrige syv rektorer er lidt mindre klar. I eventyret er de syv dværge jo meget forskellige: Der er den charmerende Flovmand, den vrantne Gnavpot, den klodsede Dumpe og så videre.

Nogle gange så kan man jo godt få fornemmelsen af, at det er syv Gnavpotter!

Jeg kan i hvert fald konstatere, at man er god til noget, som er en kerneopgave i disse tider, nemlig at se kritisk på tingene.

God og tæt dialog

Jeg oplever også – heldigvis – at der er en gryende forståelse af hinanden. At vi er blevet bedre til at samarbejde om at gøre de danske universiteter endnu bedre.

Jeg er i hvert fald glad for, at jeg siden min tiltræden og første møde med bestyrelsesformændene – og senere rektorerne – føler, at jeg har fået et tæt og fortroligt samarbejde med hver og én af jer.

Og det kan jeg godt garantere jer for, at det er værdsat.

Samtidig skal vi selvfølgelig sikre, at vi åbner universitetet mod samfundet.

At vi skaber gode og effektive rammer for universiteterne.

Og vi skal også gennemtænke, hvordan vi skaber gode uddannelser og forskning af høj kvalitet, der rammer tidens krav.

Men er der det mindste, så hører vi heldigvis fra jer i ministeriet. Hvis nogen har taget Gnavpots gaffel, bliver der råbt højt i dværgenes hytte.

Forleden så jeg en tegneserie, som på en eller anden måde kom til at minde mig lidt om jer:

Den ene forsker siger til den anden:” Du er altid på tværs.”

Den anden forsker svarer: ”Det er jeg så i hvert fald ikke!”

Og det er jo fordi, I har en sund akademisk skepsis og ikke er bange for at bruge den.

Det var der måske nogle af mine kollegaer, der ville tage ilde op. Jeg gør det ikke.

Som åndseliten skal I kunne give mig og de øvrige folkevalgte kamp til stregen.

I må så også forvente, at I får tilbage. Altså, der er jo nogen, der skal varetage fælleskabets interesser!

Når debatten går højt, så det jo fordi, den er vigtig - både for mig og for jer.

Så er det fordi, universiteterne spiller en vigtig rolle – og ja – det er som samfundsbærende og ikke mindst samfundsudviklende, kulturudviklende institutioner.

I hugger diamanter af viden

For ligesom dværgene i Snehvide – når vi tænker lidt over historien - hugger diamanter ud af bjergene, så hugger I dyrebare sten ud af Danmarks bakkedale: Rå diamanter, som I sliber til kyndige kandidater og vigtig viden.

Tag nu for eksempel professor i Kirkehistorie, Mette Birkedal Bruun fra KU. Hun modtog for nyligt Carlsbergfondets Forskningspris for sin forskning i - intet mindre end - ’Munkes tilbagetrækning fra verden.’

Det er jo viden, vi ganske enkelt ikke kan leve uden.

Og jeg mener det faktisk.

Vi har brug for forskere, der kan finde svar på livets store og abstrakte spørgsmål.

Som nu for eksempel, hvorfor nogle mennesker har brug for at trække sig tilbage fra verden i stedet for at engagere sig i den.

Jeg håber, I som universiteter vil vælge det sidste: Engagement i verden. Det har vi sandt for dyden brug for.

Hold fast i den kritiske stemme

For selv om vi har vores uenigheder, har vi også en fælles opgave: Vi skal bringe Danmark fremad som et stadigt klogere og stadigt mere velstående fællesskab.

Og vi skal bekæmpe den onde stedmor – Dronningen af Fake News - som lokker befolkningen med skinnende æbler og er dødsensfarlig for den demokratiske diskurs.

Og det gør vi kun ved at stå sammen.

Så jeg vil gerne sige tak for den venlige og imødekommende facon, jeg har mødt.

Og tak for jeres indsats gennem 50 år som universiteternes stærke, stædige og kritiske stemme.

Hold fast i den. Den er vigtig for vores land. Den er vigtig for Danmark.

Hjertelig tillykke med 50 års jubilæet.