Gå til indhold

Intet universitet er en ø

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds tale ved Aalborg Universitets årsfest den 7. april 2017.

Det talte ord gælder

Tillykke til universitetet – tillykke til alle forskerne, alle medarbejderne og de studerende.

Det er en fornøjelse at få lov til at være med til at fejre Aalborg Universitets 43 års dag her i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Har I tænkt over, hvor meget glas der er brugt til bygningen her? Hele indgangspartiet er nærmest i klart glas.

Og har I tænkt over, hvor kompliceret klart glas engang var at producere?

Det har I nok ikke tænkt så meget over. Glas det er noget, de fleste tager som en selvfølgelighed.

Men det er det ikke. Godt nok har mennesket været i stand til at producere glas i årtusinder – man smelter noget sand.

Men klart glas? Det var ikke sådan lige til.

Det var først engang i det 15. århundrede på Murano-øen ved Venedig, at en mand ved navn Barovier opdagede formlen.

Hvorfor var det, at lige netop den mand på lige præcis det sted lykkedes?

Ovne. Frygten for, at glaspusternes ovne skulle sætte Venedig i flammer. Og ønsket om at hemmeligholde den lukrative glaspusterkunst. Derfor blev alle Venedigs glaspustere sendt ud på Murano-øen.

”Glaspuster-øen” fik umådelig betydning for Venedig som købsstad. Samtidig var markedets efterspørgsel på smukt glas afgørende for, at øen opstod.

Forskning og forretning vekselvirker.

AAU forstår værdien af samspil mellem erhvervsliv og universitet

Jeg får næppe opbakning til at forsøge samme isolationsmodel her i min tid som uddannelses- og forskningsminister. Men det behøver jeg heller ikke.

For Aalborg Universitet er selv ganske udmærket klar over potentialet i den slags klynger og i samspillet mellem forskning og erhvervsliv.

Jeg tror også, alle her i dag er klar over, hvilken betydning Aalborg Universitet har haft for det nordjyske erhvervsliv.

Ikke mindst for udviklingen af den nordjyske klynge af trådløs kommunikationsteknologi. Op gennem 1980’erne og 1990’erne forsynede Aalborg Universitet Nordjylland med nyuddannede ingeniører, da markedet for mobiltelefoner tog fart.

Det er senest cementeret med en rapport fra ministeriet. Den viser, at virksomhederne i region Nordjylland er nogle af dem i landet, der oplever størst effekt ved at være en del af en klynge eller et innovationsnetværk.

Men Aalborg Universitet har aldrig kun spurgt, hvad universitetet kan gøre for erhvervslivet. Aalborg Universitet har også altid spurgt, hvad erhvervslivet kan gøre for universitetet.

Det giver sig udslag i en række forhold, som er unikke.

Der er for eksempel Matchmaking-sekretariatet, som hjælper de studerende og forskere med at finde relevante samarbejdspartnere i erhvervslivet. Så idéerne kan bevæge sig over i fænomenernes verden.

Der er delestillinger, som trækker erhvervsfolk ind på universitetets legeplads.

Som for eksempel B&O’s forskningschef Søren Bech, der en gang om ugen laver vilde lyde på Aalborg Universitets institut for elektroniske systemer.

Og så er der selvfølgelig den verdensberømte Aalborg-model for problembaseret læring, hvor de studerende laver projektarbejde i samarbejde med erhvervslivet.

Den slags resulterer i forskning og uddannelse, som har forbindelse til virkeligheden.

Og i at virkeligheden har forbindelse til forskningen. Så forskerne og samfundet ikke kun oplever hinanden som sære, platoniske skygger på væggen.

AAU har et ansvar for den enkelte

Spørgsmål som ”hvad kan vi gøre for nordjysk erhvervsliv” og vice versa er vigtige. Det er der ikke nogen tvivl om.

Aalborg Universitet skal så også huske at spørge: Hvad kan vi gøre for de studerende? Og hvad kan de studerende gøre for samfundet?

For intet universitet er en ø. Universiteterne er vigtige – ja afgørende – institutioner i vores samfund. De har et særligt ansvar. Og ja, også i denne tid, hvor fakta flyver gennem luften sammen med ”ikke-fakta”. Der er et særligt ansvar for den enkelte og for fællesskabet.

Over for den enkelte studerende har universiteterne det ansvar at give et godt fundament for studierne, for arbejdsmarkedet, og ja – skal man sige det højtideligt – for livet selv.

Det handler selvfølgelig om at undervise på et højt fagligt niveau. Og det er rigtig nok også derfor, vi har sat fokus på kvalitet. Og det generer mig inderligt, at det svar, jeg får, er, at det er meget vanskeligt at måle.

Det er ikke vanskeligt at måle forskningens excellence. Men det er åbenbart vanskeligt at måle undervisningens excellence. Og det er mig uforståeligt. For vi bruger mange, mange penge på det. Men det er ikke kun et dansk fænomen. Det er sådan over hele verden. Og det har jeg tænkt mig at kaste mine kræfter ind på.

Men det handler ikke kun om at undervise på højt niveau. Det handler også om generel dannelse.

Derfor håber jeg, Aalborg Universitet – og det ved jeg, I vil, for vi har jo sådan set talt om det – at I også vil være med til at drøfte, hvordan vi skaber et moderne filosofikum.

Et fælles dannelsesforløb, som bygger videre på klassiske byggesten inden for filosofi, historie og etik.

Så de studerende udvikler en kritisk tilgang til fakta – og ”alternative fakta”. Og de alternative fakta, dem sætter jeg altså i anførselstegn. Så de ikke kun overvejer, hvad der er smart – men også, hvad der er rigtigt. Så de er i stand til at skrive og præsentere sig selv. Sproget bliver vigtigt. Den måde, vi desværre ser sociale skel på i dag, den består i to ting – og det er ikke engang polemisk sagt – den består i tænderne, og så består den i sproget. Og derfor er sproget og den måde, folk præsenterer sig selv på, vigtigt. For så kan man stille spørgsmål. Og man kan få svar.

Efter at dannelsesbegrebet har været hængt lidt til tørre på muséet – vi troede jo i lang tid, at vi bare kunne slå alting op, så vi behøvede kun at lære metoden – så har det nu fået en genkomst. Og det, tror jeg, er afgørende vigtigt.

AAU har et ansvar for fællesskabet

I forhold til fællesskabet har universiteterne et ansvar for at uddanne studerende, som kan bringe vores fællesskab, vores land godt ind i fremtiden.

Med viden og med kompetencer.

Hvert år får universiteterne omkring 17 milliarder kroner fra det omkringliggende fællesskab. 27 procent af den danske ungdom vil blive uddannet ved vores universiteter i de kommende år. Det er over ¼ - det er i hvert fald simpel matematik, at det er over ¼.

Det er et nærmest Atlaskt ansvar at bære. Og det er et ansvar, jeg ved, Aalborg Universitet er sig meget bevidst. Som for eksempel giver sig udslag i Aalborg-modellen.

For det at forstå og gribe de muligheder, der ligger i et samspil mellem erhvervslivet og universitetslivet, er afgørende.

For at opnå gennembrud i forskningen. For et velstående erhvervsliv. For succes som samfund.

Og for menneskets verdensforståelse. Tænk nu hvis de venetianske købmænd ikke havde pacet Muranos glasmagere.

Så havde vi ikke kigget i mikroskoper og set bakterier. Vi havde ikke kigget i teleskoper og set vores univers. Vi havde ikke haft de optiske kabler som vores internet strømmer i.

I år har Aalborg Universitet i 43 år sendt tusinder af studerende dygtigere ud i livet. Ansporet nordjysk erhvervsliv. Løftet og styrket vores fællesskab.

Det vil jeg gerne sige tak for. Det vil jeg gerne på samfundets vegne sige tak for. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil fortsætte.

Og jeg vil godt bede jer om at rejse jer og sammen med mig udråbe et trefoldigt leve for Aalborg Universitet:

Aalborg Universitet længe leve! Hurra! Hurra! Hurra!