Det talte ord gælder
Kære alle sammen
Den første kvindelige nobelpristager, Marie Curie, hun sagde:
”Intet i livet bør frygtes, det skal blot forstås. Nu er tiden kommet til at forstå mere, så vi kan frygte mindre.”
Citatet er en smule oldschool. For efterfølgende skete der en masse forfærdelige ting, særligt i det 20. århundrede. Og spørgsmålet om alt virkelig kan forstås, må vi løbende spørge os selv om.
Men ikke desto mindre er der en dyb resonans, en tonalitet, som formodentlig ikke har været mere relevant i nyere tid.
Vi lever i en tid, hvor det eneste konstante er forandring. Hvor nogle af de største kræfter på planeten – naturen, teknologien og globaliseringen – udvikler sig eksponentielt med accelererende fart.
Robotter overtager opgaver, som tidligere blev løst af menneskehænder. Afstandene mellem landene bliver kortere, fordi hastighederne, hvormed vi kan transportere os mellem dem, bliver hurtigere, og klimaet forandrer sig hastigt.
Det er nemt at blive overvældet. Og der er rigtig mange, som bliver frygtsomme. Der er også stærke politiske kræfter, som spiller på den frygtsomhed.
Her er vores bedste våben oplysning. Forståelse. Stræben efter mere viden. At blive gode til vores fag, så vi kan gribe mulighederne for at få en bedre hverdag. Bedre uddannelser. En bedre fremtid.
Det fordrer også, at vi forstår os selv.
Forstår vores ophav, og hvor vi kommer fra, så vi kan stå fast, når fremtidsbølgen ruller. Vi skal kende den kultur, de værdier og de traditioner, vi er rundet af. Vi skal søge til dannelsen.
Dannelsen i højsædet
Og her er det jo, at både viden og dannelse er vigtige elementer i professionshøjskolernes fremtidige virke.
Jeg har fået kritik for kun at tale dannelse på universiteter. Men jeg mener, at dannelse er mindst ligeså vigtig i professionshøjskolernes arbejde.
I uddanner de unge, der skal være fundamentet i fremtidens velfærdssamfund.
De pædagoger, som skal passe vores børn i fremtiden. De lærere, der skal uddanne vores unge. De ergo- og fysioterapeuter, der skal hjælpe os på benene igen, når kroppen svigter.
Jeg kan godt komme i tanke om et par ekstra jobs inde på Christiansborg, hvis det skulle være.
Jeres dimittender er dem, vi alle sammen møder i livsvigtige situationer, fra vi bliver født, til vi afgår ved døden.
De skal vise vejen, når vi mister vores job, hvis vi skal genoptrænes eller har brug for pleje.
Derfor er det ikke nok at forholde sig til, hvad de skal vide og kunne. Vi skal også forholde os til de værdier, traditioner og horisonter, de unge
mennesker får med på vejen.
For Kierkegaard handlede dannelse ikke bare om skoling, men også om takt og tone, indlevelse og hensyntagen.
Og hvor det i en anden tid, ville have lydt latterligt og arkaisk, så er situationen en anden i dag. Vi skal genbesøge det.
Jeres dimittender skal tage vare på, at hver enkelt borger føler sig værdigt mødt, inkluderet og mødt med respekt.
Indlevelse og hensyntagen er derfor centrale skal pejlemærker.
Vi står på skuldrene af kæmper som Grundtvig og Kierkegaard. Det skal vi være stolte af. Og det ”vi”, de var med til at forme og skabe, skal vi nu formidle.
Men selvfølgelig i vores egen udgave. Vi kan ikke blot trække på det gamle i dets nøjagtige form.
Så vi får skabt et godt fundament for at kunne gribe teknologiens og videnskabens muligheder rigtigt.
Gennem dannelse kan vi forstå mere og frygte mindre.
Brug for stærke velfærdsudviklere
Jeres dimittender skal ikke bare levere velfærdsydelser af høj kvalitet. De skal også være velfærdsudviklere.
De skal turde gå nye veje. De skal være selvstændige og tage ansvar for at udvikle deres arbejdsplads og den service, de leverer.
Med al den forvirring, der er, ja så er det ikke længere bøjet i neon, at en given opgave tilhører en bestemt professionsuddannelse.
De forskellige professioner må kunne tale sammen. Skal kunne tale sammen. Til gavn for borgeren og til gavn for velfærden.
Der er brug for, at sygeplejersken og ergoterapeuten taler sammen om den bedste genoptræning for den enkelte patient. Og der er brug for, at socialrådgiveren og læreren taler sammen, hvis en elev ikke trives.
Den revision af sundhedsuddannelserne, som professionshøjskolerne har stået for, har netop haft tværfagligheden i centrum. Og jeg mener, det er rigtigt set. Hvor man i 70’erne gjorde tværfaglighed til samfaglighed og dermed ingen faglighed, så kom Fogh og talte om, ”mindre tværfaglighed og mere faglighed”.
Det vigtige er, at vi i fællesskab motiverer de studerende til at gå nye veje inden for professionerne.
Det kræver uddannelser af høj international kvalitet.
Vi har brug for at diskutere, hvordan vi måler og vejer kvalitet på de videregående uddannelser. Så vi i fællesskab kan ruste de studerende til at blive gode velfærdsudviklere.
God feedback er vigtig
Og noget af det, jeg synes er vigtigt, er, at vi ikke bare måler processer. Men at vi rent faktisk gør os umage med at måle, hvad der kommer ud af det.
Hvis vi holder os for øje, hvad der kommer ud af det, kan vi også give de enkelte institutioner friere hænder i forhold til metodeanvendelse. Det er som om, det er svært at trænge igennem med i den danske offentlige sektor.
At hvis vi går ud og får målt resultaterne, så må man knagme selv om, hvordan man tilvejebringer dem. Men der er vi altså ikke endnu.
Vi må hjælpes ad med at søge efter de rigtige metoder til at måle kvalitet.
For første gang har vi målt de studerendes tilfredshed med kvaliteten af deres uddannelser. Det er interessante tal, der offentliggøres i dag med Uddannelseszoom.
De studerende på professionshøjskolerne er glade for deres undervisere. Jeres undervisere scorer højt på barometeret for faglig dygtighed. Og fuldstændig forventeligt efterlyser de studerende mere feedback.
Jeg tør godt sige her, at nogle af kravene bærer præg af forkælelse, mens andre er helt legitime krav.
For nogle professionshøjskoler er rigtig gode til feedback, mens der andre steder i landet er plads til forbedring. Her håber jeg, at man vil lade sig inspirere af hinanden.
Det må godt være svært
Og så kommer vi til spørgsmålet om stræbsomhed.
Jeg har besluttet at være helt åbenhjertig om, hvordan forventningerne er. Og forventningerne er, at det skal være svært. Og jeg synes, vi i for lang tid har været bange for at sige til de folk, der går på uddannelserne, at det ikke er meningen, man bare skal valse igennem.
Det skal være svært.
Derfor skal vi selvfølgelig efterstræbe viden på højeste niveau. Give de studerende god feedback og levere undervisning, der baserer sig på den nyeste forskning inden for et givent felt.
Vi har fælles, høje ambitioner. Og det er mit klare indtryk, at I arbejder målrettet med at styrke videnbaseringen i jeres uddannelser.
Og det er afgørende.
For den viden skal hjælpe de studerende til en større forståelse af deres fag. Og gøre uddannelserne mere tidssvarende, skarpere og mere relevante.
Vi ved, at jo mere tid de studerende bruger på at studere, desto mere lærer de, og desto dygtigere bliver de.
Sagen er, at de studerende bruger blot 35 timer om ugen i gennemsnit.
Det er institutionernes ansvar at tilrettelægge undervisningen, så de studerende læser på fuld tid.
Jeg er i virkeligheden træt af den skoletankegang, som er på de videregående uddannelser.
Jeg har selv undervist i 10 år. Mit indtryk er, at det ikke har forandret sig. Det er som forventningen er, at man skal i skole med madpakke og skoletaske. Sådan er det altså ikke. Og sådan skal det heller ikke være på en videregående uddannelse.
Derfor er det vigtigt at betone, at de studerende også har et ansvar. Et ansvar for at udnytte tiden på studiet til at fylde så meget viden på som muligt.
Et ansvar for at få det ypperste ud af den gave, de har fået af samfundet i form af gratis uddannelse. Men som jo ikke på nogen måde er gratis for skatteborgerne. Det er jo en af ulemperne ved gratis uddannelse, at helt så varsom, som hvis man selv betalte, er man måske ikke med at forvalte sin studietid.
Forstå mere, frygt mindre
Til sidst vil jeg gerne takke for indbydelsen i dag.
Tiden er kommet til at forstå mere, så vi kan frygte mindre. Marie Curies ord for over 100 år siden er relevante. Vi skal give vores unge mennesker værktøjerne til at forstå den verden, der omgiver dem. Forstå deres fag. Forstå sig selv.
Forstå mere, så de kan frygte mindre.
Jeg er glad for, at I sætter fokus på det gode match mellem uddannelserne og arbejdsmarkedets behov.
Og jeg er glad for, at I sætter samarbejdet med jeres aftagere højt på dagsordenen.
I uddanner de dimittender, der skal udgøre rygraden i fremtidens velfærdssamfund.
Det er mit håb, at I vil være med til at sætte en ny diskussion om dannelse i højsædet.
Og at I vil arbejde for højeste uddannelseskvalitet.
Tak for jeres indsats. Jeg håber, I får et udbytterigt møde. Tak for ordet.