Det talte ord gælder.
Det er en fornøjelse at se så mange her i Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Til en aften, hvor I kan blive klogere på alt det spændende, der sker i laboratorier og på universiteter rundt omkring i landet. Kender I Indiana Jones? Han er action-helt, men han er også videnskabsmand.
Indiana Jones er arkæolog. Og så er han meget nysgerrig på de ting, som fortiden gemmer på.
I den første film tager han ud på en farlig rejse for at finde Pagtens Ark.
Pagtens Ark er en meget gammel og mystisk ark, som rummer stærke kræfter og som kan bruges som våben, hvis de forkerte får fat i den.
Undervejs på sin rejse fra Nepal til Cairo møder Indiana Jones en masse forhindringer.
Men han er stædig, så det lykkes ham at få fat i Pagtens Ark lige for næsen af skurkene.
Nu er det her jo bare film. Men virkelighedens forskere er også nysgerrige. Og de tager også ud på eventyr.
Nogle gange tager de på eventyr langt ind i et enkelt lille bitte vandmolekyle i en iskerne for at finde ud af, hvordan temperaturen var for tusindvis af år siden.
Andre gange tager de på lange rejser ud i verden for at studere, hvordan andre mennesker lever.
Eller for at grave DNA fra mammutter og sabeltigre op af jorden.
Man behøver altså ikke have hvid kittel på og ligne Dr Doofenschmirtz fra Phineas og Ferb for at være videnskabsmand.
Vi kan alle sammen blive videnskabsmænd. Hvis vi bare er nysgerrige og stædige nok – ligesom Indiana Jones.
I aften kan I møde nogen af virkelighedens videnskabsmænd.
Om lidt kan I for eksempel sige goddag til hele Danmarks vanvittige videnskabsmænd Kåre og Emil fra Store Nørd. De vil vise et science show her på scenen.
I kan også prøve, hvordan det er at flyve en drone. I fremtiden vil vi måske se mange droner på himlen, der henter og bringer ting. Brød fra bageren. Blomster til kæresten. Legetøj fra kammeraten.
Og så håber jeg, at I børn er modige nok til at smage på en sprød fårekylling ovre i snackbaren hos Teknologisk Institut.
Så kan de voksne få sig en klimavenlig øl, når DTU Bryghus giver smagsprøver. Vi har brug for endnu flere videnskabsmænd som Indiana Jones, der interesserer sig for fortidens mysterier, isen i Grønland og alle de muligheder, som den nye teknologi kan give os.
Derfor håber jeg, at I børn vil tage jeres forældre i hånden og gå ud og være mindst lige så nysgerrige som Indiana Jones.
Og få lyst til at arbejde med naturvidenskab fremover.
Og få lyst til at blive fremtidens videnskabsmænd.
Men først skal vi have et brag af et show med Kåre og Emil fra Store Nørd.
De er kendt fra DR. Og de er et godt eksempel på, at forskning ikke er kedeligt, men noget, som vi alle kan have glæde af.
Giv en stor hånd til Store Nørd.