Gå til indhold

Studiepraktikken åbner døre

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs' tale ved åbning af årets Studiepraktik på Københavns Universitet den 26. oktober 2016.

Det talte ord gælder

Kære elever

I dag er en stor dag. I dag er den første dag i jeres studiepraktik, som forhåbentlig bliver tre spændende dage, hvor I vil lære noget nyt, møde nye mennesker og forhåbentlig blive klogere på, hvilket studie, der er det rigtige for jer.

Stort tillykke med jeres Studiepraktikplads. Og tak fordi I vil bruge et par minutter på at lytte til mig, inden I springer ud i studiepraktikken.

Jeres valg af studie er et af de vigtigste valg, I kommer til at tage her i livet.

Det studie, I vælger at søge ind på, vil være med til at forme jer som mennesker.

Og jeres studievalg vil være med til at sætte retning på jeres fremtid. Jeres studievalg er i høj grad også et jobvalg.

Jeg kender situationen.

Min egen datter, som går i 3.G., skal til at søge ind på en videregående uddannelse. Vi har mange og lange snakke om, hvilket studie der vil være det rigtige for hende.  

Jeg hører tit unge mennesker, som er bekymrede for, om det det valg, de tager, kommer til at lukke nogle døre.

Studievalget er et vigtigt valg, og jeg kan godt forstå, hvis I synes, det er svært. Men den dør, I åbner, er bredere, end I tror.

Praktikken giver afklaring

De næste tre dage i studiepraktik giver jer mulighed for at snuse til stemingen på jeres drømmestudie. Til menneskene og til faget.

Efter tre dage ved mange af jer, om det er en dør, I skal åbne helt, eller om I vælger at lukke den igen og åbne en anden.

Jeg håber, mange af jer vil opleve, at jeres studiepraktik er den rigtige for jer.

Men der er nok også nogen af jer, der i løbet af de næste tre dage vil finde ud af, at jeres praktikuddannelse ikke er noget for jer. Sådan plejer det at være. Sidste år fandt cirka en fjerdedel af studiepraktikanterne ud af, at de skulle noget andet.

Og det er faktisk også rigtig fint, for det betyder, at I er blevet klogere. I har fundet ud af, at drømmestudiet måske ikke lige var sagen alligevel, og I kan se jer om efter et andet studie.

At vælge det forkerte studie er sagt på godt jysk træls. Det er ærgerligt for den enkelte studerende, og det er dyrt for samfundet.

Studiepraktikken kan hjælpe jer med at vælge rigtigt første gang.

Vælg studie med hjertet og hjernen

Uanset hvad I tager med jer hjem fra jeres studiepraktik, vil jeg opfordre jer til én ting. Brug både hjertet og hjernen, når I vælger studie.

I har sikkert fået at vide rigtig mange gange, at det er vigtigt, at I tager en uddannelse. Men jeg vil alligevel sige det igen. At tage en uddannelse, er det bedste, I kan gøre for jer selv. Uddannelse er nøglen til frihed og til at skabe sit eget liv.

Men det er ikke ligegyldigt, hvilken jobdør din uddannelsesnøgle åbner. På nogle studier er der stor ledighed. Og på andre studier er der næsten ingen ledighed.

Der er en række uddannelser, som ligner hinanden meget i indholdet, men hvor der er stor forskel på, hvor gode jobmuligheder der er efter studierne.

Så jeg vil opfordre jer til én ting mere – undersøg mulighederne for job efter studierne. Og er ledigheden høj på drømmestudiet, så se om der skulle være en uddannelse, som ligner, men som har bedre jobmuligheder. 

I kan for eksempel bruge Uddannelseszoom. Her findes masser af gode oplysninger.

På Uddannelseszoom kan I se frafaldet på jeres uddannelse, I kan se, hvilken løn, I kan forvente. Og så kan I se, hvor høj ledigheden er.

I kan også bruge det, der hedder Adgangskortet. Det er et rigtig godt værktøj, som jeg selv har brugt sammen med min datter. Adgangskortet viser, hvilke fag og niveauer, bestemte uddannelse kræver. 

Et studievalg er også et jobvalg. Husk det, når I søger. Vælg med hjertet, så I får en god studieliv, men vælg også med hjernen, så I får et godt arbejdsliv. 

Vær åben, søg bredt 

Hvert år er der mange unge, som kun søger ind på én uddannelse. Nogle af dem oplever at få smækket døren i.

Det er en ærgerlig situation. For der kan gå et helt år, inden man får chancen igen. Så lad være med kun at banke på en enkelt dør. Bank på mange døre. Søg bredt. Og med bredt mener jeg både bredt geografisk og flere uddannelser.

Der er rigtig mange gode uddannelsestilbud i hele landet. Det gælder både universiteter, erhvervsakademier og professionshøjskoler. 

På medicin, tandlæge, psykologi og dyrlæge er der mange om buddet. Men kan du ikke blive læge, kan du måske blive farmaceut.

Kan du ikke blive ingeniør, så er bygningskonstruktør en rigtig god mulighed.

Og rækker snittet ikke til at læse international business, så kan det være, du kan blive erhvervs-journalist.

Tænk alternativer ind, når du søger. Bank på mange uddannelsesdøre. Så vil du opleve, at nye døre åbner sig, som du måske ikke havde regnet med.

Uddannelse er aldrig en begrænsning

I dag er en stor dag for jer 11.000 unge mennesker, som begynder på en studiepraktik, og jeg er glad for, at jeg fik lov til at give jer et par ord med på vejen.

For det er vigtigt at få afklaret, hvad det vil sige at gå på en videregående uddannelse, og om drømmestudiet nu også er en drøm. Den viden gør en forskel. Og den vil være med til at afklare jeres uddannelsesvalg.

For man kan altid mere med en uddannelse, end uden en uddannelse. Man kan altid finde en ny dør at åbne og en ny vej at gå ned ad.

Uddannelse er aldrig er en begrænsning. Uddannelse er altid en mulighed. 

Jeg håber, at den dør I åbner med studiepraktikken, bliver den rigtige dør.

Døren til et spændende og inspirerende studiemiljø.

Døren til nye oplevelser og faglig udvikling.

Og døren til det rigtige job. Jeg ønsker jer nogle rigtig spændende og lærerige dage.

Tak for ordet.

 

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet
Senest opdateret 25. juni 2024