Gå til indhold
Du er her: Forside Ministeriet Ministeren Taler At være perfekt uperfekt

At være perfekt uperfekt

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensens tale til Center for Ungdomsforsknings 20 års jubilæum, 3. oktober 2020 på Aalborg Universitet, Campus København.

Kender I skuespilleren Ulrikke Falch? Det er hende, der spiller Vilde i den populære norske ungdomsserie SKAM. På ydersiden har hun alt, hvad der skal til for at være en succes. Hun er en smuk og feteret skuespillerinde med fans overalt i verden.

Men på indersiden er billedet et andet. Ulrikke har fortalt, at hun lider af angst og har haft en spiseforstyrrelse. At hun kæmper en evig kamp med egne og andres forventninger. At hun har mørke tanker, som til tider truer med at tage livet af hende.   

En dag vågner hun op og tænker: Nu er det nok. Hun begynder at sige fra. Hun lukker sin Instagram-konto for ikke længere at spille med på de sociale mediers krav om at fremstå perfekt. Hun siger nej til glansbilleder. Og ja til at vise, at der også er en bagside af medaljen.

Jeg kan huske, at jeg undervejs i det her – for jeg fulgte Ulrikke Falch i medierne - tænkte: Hvor er det en kæmpe gave, at der er nogen, der tør det.

Efterfølgende har hun givet interviews, hvor hun har givet udtryk for, at hun i lang tid lå under for en tanke om, at hun ikke var den, hun burde være. At hun ikke var perfekt. Til sidst fandt hun heldigvis styrken til at sige stop, blandt andet ved at logge af de sociale medier.

Hver femte er stresset, hver tiende er ensom

Det er jo tankevækkende, at det er den virkelighed, vores unge mennesker navigerer i i dag. Jeg har selv svært ved helt at forstå, hvad det er, der er på spil. Jeg har prøvet at se tilbage på: Hvordan var det, da jeg selv tog en uddannelse og selv var ung? Men jeg kan ikke genkende det. Overhovedet ikke.

Men det kan mange unge i dag. Og nu er det ikke fordi, jeg siger, at alle derude har det dårligt. Men jeg fornemmer, at det er noget, alle kender til. Derfor var noget af det første, jeg gjorde, da jeg fik den priviligerede mulighed at sætte mig i stolen som uddannelses- og forskningsminister, at sige: Okay, hvad ved vi om det her? Og hvad kan vi gøre ved det?

Det første – hvad ved vi om det her – det var en meget kort liste. For det er begrænset, hvad vi har af håndgribelig viden om det her problem. Det er blandt andet derfor, I er vigtige. Det er jer, der forsker i det her, observerer og samler viden. Det skal vi have mere af.

Det andet - hvad kan vi så gøre ved det? Ja, det ville jo være nemt, hvis man kunne lovgive mod mistrivsel. Så havde jeg gjort det. Det vil jeg godt love jer. Men det giver da en refleksion hos mig over, om vi fra det politiske niveau har været med til at bidrage til den her udvikling. Det er klart. 

Der var i hvert fald to tal, som jeg studsede gevaldigt over, da jeg satte mig i stolen i sommer. Det ene var, at hver femte studerende føler sig stressede. Det andet var, at hver tiende føler sig ensomme. Hver tiende! Det betyder, at der er flere unge end ældre, som føler sig ensomme i dag.

Det har jeg så svært ved at forstå. Når jeg tænker på min mormor og morfar i Odense, som er godt oppe i 80'erne og som af naturlige grunde har mistet familie, omgangskreds og naboer, så siger det sig selv, at der må snige sig en ensomhed ind i det. Men det er der noget naturligt og livsgivent i. Men at vores unge mennesker, der på papiret har alle muligheder, kæmper mere med ensomhed end nogen anden gruppe i samfundet, det er ikke noget, vi må tage let på.

Stolt uddannelsestradition i fare

Jeg er glad for at se vores uddannelsesinstitutioner tage ansvar i forhold til det her. For selv om det ikke er institutionernes skyld, hvis man overhovedet kan tale om skyld, så ligger der stadig noget ansvar i at kunne rumme den mistrivsel, der er hos unge og indrette vores uddannelser efter det.

For der er også noget på den højere samfundsklinge, som bekymrer mig. Jeg bliver nogle gange skudt i skoene, når jeg siger, at det her er et samfundsproblem, vi skal have gjort noget ved, at jeg er sådan en curlingminister, der bare vil feje vejen foran de unge. At jeg ikke tør stille krav.
Men jeg vil godt stille krav. Jeg tror faktisk, noget af den mistrivsel, vi oplever, vokser ud af for få krav og for uklare krav. Det må godt være svært at tage en videregående uddannelse i vores land. Det skal faktisk være noget, du skal stå på tæer for at opnå. Og du må godt opleve, at du er lige ved ikke at kunne, for det er der, du rykker dig.

Men vi er nødt til at tale om den mistrivsel, vores unge oplever, som et kollektivt opgave. Et kollektivt ansvar, hvor vi har øje for, hvordan det påvirker vores samfund. For noget af det, vi er gode til herhjemme, er jo at uddanne vores unge mennesker til at være kritiske, reflekterende og sige os imod. Det har en kæmpe værdi. Det er det, der gør, at vi opfinder nye ting, går nye veje og kommer ud og ændrer noget i samfundet.

Men når så mange unge er stressede, ensomme og pressede, så bliver det sværere for dem at tage chancer. Så bliver det sværere for dem at træde nye stier ud og udfordre det etablerede. Og så fjerner vi os fra den meget stolte uddannelsestradition, vi har i Danmark.

Så selv hvis man sidder ovre i Dansk Industri, bør man være bekymret. For hvor er fremtidens innovation, hvis vores unge mennesker mangler modet til at turde gå nye veje? 

Optagelsessystem og karakterskala spiller ind

Som politikere har vi også et ansvar. Det er os, der sætter de ydre krav, og jeg står selv oven på tiltag som uddannelsesloft og fremdriftsreform og andre ting, der kan have været med til at presse de unge. Det har jeg et ansvar for at reflektere over og tage ved lære af.

Vi har også et optagelsessystem, som har en betydning for, hvordan vores unge trives på deres ungdomsuddannelser. Et optagelsessystem, der er med til at præge, hvad eleverne skal stræbe efter i deres uddannelsesforløb. Det er vi netop nu ved at se efter i sømmene.

Vi har lige fået lavet en evaluering af optagelsessystemet til de videregående uddannelser. Evalueringen viser, at gymnasielever på sidste år vægter karakterer højere end læring og venner. Når de bliver bedt om at vurdere, hvad der er vigtigst for dem, så kommer karakterne ind på en klar førsteplads. Foran kategorier som' gode venner' eller 'muligheden for at lære noget nyt'. Så kan man jo nok godt forstå, at nogle unge føler sig ensomme.

Evalueringen viser også, at hver fjerde elev fravælger fag på den sidste del af deres ungdomsuddannelse,  fordi de frygter, at det vil trække deres karaktergennemsnit ned. Det vil altså sige, at fag, som de ellers synes er spændende, vælges fra til fordel for fag, hvor de ved, de har nemmere ved at score en høj karakter.

Da jeg for nyligt besøgte Aalborg Universitet, havde jeg fornøjelsen af at tale med en gruppe undervisere. De fortalte, at de sidder med nogle de studerende, som skulle forestille at være de absolut bedste med høje gennemsnit fra gymnasiet. Men som har problemer med at lære. De har simpelthen udviklet nogle strategier på deres ungdomsuddannelse, der gør, at de ikke dybdelærer, at de ikke reflekterer, at de ikke udfordrer.

Der er rigtig meget af det her i vores kultur, vi er nødt til at reflektere over. Også når vi laver en karakterskala, hvor nogle af trinbeskrivelserne baserer sig på, hvor mange fejl en studerende laver. Altså, hvis vi giver karakterer på en måde, hvor vi starter på 12 og så tæller vi ellers nedad, hver gang den studerende laver en fejl. Så er det da en uheldig tilgang. I stedet for at starte fra et blankt stykke papir og sige: Nej, hvor spændende. Det gjorde du godt. Spændende tænkt. Nu bevæger vi os opad.

Vi skal skrue på de håndtag, vi kan, for at gøre noget ved mistrivslen. Og så skal vi samtidig huske, at selv om der er noget af den her mistrivsel, der ikke nødvendigvis kommer fra os, så bliver vi nødt til at tage ansvar.  For det nytter ikke, at jeg som minister og I som forskere, ledelser og undervisere siger: Det har vi ikke noget med at gøre. Det er de sociale mediers skyld. Så må de bare logge af de sociale medier. For der er meget få, som kommer til at gøre som Urikke Falch. De sociale medier er kommet for at blive.

Vi må finde en måde, hvor vi kan give de unge en grundlæggende følelse af at være noget værd. Hvor vi kan give dem selvværd. Og hjælpe dem med at rejse sig igen, når de er snublet. For det handler ikke om at undgå at snuble. Det handler om, hvad man gør, når man ligger dernede.

Viden er vejen til handling

Så de unges mistrivsel fylder meget på mit bord. Og jeg må desværre sige: Jeg har ikke løst det. Faktisk nærmest tværtimod. Et af de første interviews, jeg gav, var i Deadline, hvor vi i 20 minutter sad og talte om det her. Jeg var meget ærlig og sagde: Jamen, jeg ved ikke, hvad vi skal gøre. Jeg har stadig ikke følelsen af sådan rigtig at forstå, hvad der foregår. Jeg kan se nogle tråde, og jeg kan se noget påvirkning, men der er noget på spil, som jeg stadig ikke forstår.

Derfor er jeres arbejde her i Center for Ungdomsforskning så vigtigt. I 20 år har I været med til at nuancere debatten om unges trivsel og mistrivsel. Og I skal vide, at for hver gang vi ved mere, kan vi også gøre det bedre. Det sætter jeg utrolig stor pris på - som politiker - at I bidrager til.

Så tak for det. Bliv ved. Og tillykke med jubilæet.

Senest opdateret 05. oktober 2020