Det talte ord gælder.
Deres Majestæt,
Bestyrelsesforperson,
Kære gæster.
Jeg vil gerne starte med et citat, som jeg tror, de fleste her i Carlsbergfondet kan udenad.
Jeg citerer:
”Ved Carlsberg bryggeriernes drift skal det være det stadige formaal uden hensyn til øjeblikkelig fordel, at udvikle fabrikationen til den størst mulige fuldkommenhed…”.
Sådan lyder den første del af bryggeren J.C. Jacobsens gyldne ord fra 1876.
Ordene skulle tjene som en rettesnor for Carlsbergfondet. Og de er endda gengivet på indersiden af porten ved Ny Carlsberg. Som en påmindelse til alle, der bevæger sig ud.
En påmindelse om et mål og en mission, som rækker langt udover bryggeriets fysiske lokaler.
Carlsbergs Gyldne Ord handler i sin helhed om at forfine og udvikle et produkt og en proces. Nemlig ølbrygningen. Men jeg hæfter mig særligt ved ordene ”det stadige formål uden hensyn til øjeblikkelig fordel”.
For selvom den gamle brygger havde ølbrygning i tankerne, da han nedfældede sin sidste vilje. Så har han også formået at formulere en slags manifest for grundforskningen.
At bedrive grundforskning er også at forpligte sig til det stadige formål. Et formål, der ikke altid er tydeligt, når rejsen tager sin start.
Det kan være særdeles fristende at løbe efter de kortsigtede gevinster. Ingen nævnt, ingen glemt.
Men her kan vi lære noget af forskerne.
Mennesker, der bedriver grundforskning, vender blikket væk fra den øjeblikkelige fordel. Uanset hvor fristende den måtte være.
Det er grundforskningens essens. At søge efter sammenhænge og forståelse. Og at forblive dedikeret til et højere formål, også selvom vejen derhen ikke er klar.
Det lyder næsten religiøst. Men grundforskning handler vel i virkeligheden også til en vis grad om tro.
Troen på, at der er viden og erkendelse derude, som kan forløses, hvis man med talent, nysgerrighed og dedikation arbejder henimod det.
Og vi har brug for den tro. Særligt i den tid, vi lever i nu.
Vi lever i en tid, hvor udfordringerne, problemerne og kriserne står i kø. De er globale, de er dybe, og de kan nogle gange synes uovervindelige.
Derfor har vi i særdeleshed nu brug for den tro og det håb, forskningen bærer i sig.
Og her taler jeg ikke bare om den næste store grønne løsning eller banebrydende vaccine. Selvom vi bestemt også har brug for dem.
Jeg taler om det indbyggede håb, der eksisterer i al forskning.
Troen på, at den menneskelige erkendelse betyder noget. En insisteren på, at vi – som generationer af mennesker har gjort før os – kan løse nogle af de store problemer, vi står overfor.
At vi kan blive klogere, samfundet kan blive bedre, og fremtiden kan blive lysere.
Det nære og det fjerne
I aften fejrer vi den brede forståelse, de grundlæggende spørgsmål og den menneskelige erkendelse.
Og ikke mindst, de mennesker, der dedikerer sig til deres forskningsfelter inden for humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab.
Det kan nogle gange være nemmere at tale om sundhedsvidenskabens og de tekniske videnskabers umiddelbare bidrag til samfundet.
Alle har i en eller anden udstrækning kontakt med sundhedsvæsnet i løbet af deres liv.
Vi har været igennem en pandemi, hvor vi kollektivt blev mindet om, hvorfor forskning i vacciner har en reel og meget konkret betydning for os og vores samfund.
Vi kan tage og føle på den teknologiske udvikling. De fleste af os går rundt med eksempler på den i lommen.
Humaniora, samfundsvidenskab og til en vis grad også naturvidenskab kan nogle gange føles længere væk fra vores hverdag, selvom deres bidrag er lige så vigtige for os og for samfundet.
Det kan godt være, det på overfladen er lettere at forklare, hvorfor vi skal forske i sygdomme, end hvorfor vi skal udgrave Cæsars Forum Romanum eller studere Jupiters måner.
Men det er en misforståelse, at forskning inden for humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab adskiller sig fra forskning inden for andre områder i vigtighed og relevans.
Overalt hvor vi kigger hen har viden om f.eks. historie, kultur, natur, litteratur, sociologi og psykologi haft afgørende indflydelse på vores civilisation, på vores samfund og på den måde, vi forstår os selv.
Vores folkeskole og gymnasier er præget af tanker om læring og dannelse, der stammer fra tysk humanistisk tænkning fra 1700’tallet. Vores demokrati og frihedsrettigheder er inspireret af franske filosoffer som Voltaire og Rousseau.
Multikulturalisme, social sammenhængskraft og det postfaktuelle demokrati er begreber, vi bruger til at forstå og fortolke verden. De stammer alle fra humanistisk og samfundsvidenskabelig grundforskning.
Selve ideen om, at man skal tænke kritisk og vurdere en kildes motiver og troværdighed, har vi især fra historiefaget. Den kildekritik er vel nærmest en af de vigtigste egenskaber, man kan lære som menneske i den digitale tidsalder.
Vi skal væk fra ideen om, at kun den meget anvendelsesorienterede forskning inden for et smalt område har værdi.
Til kamp for den frie forskning
For et par måneder var der en heftig debat i medierne om et forskningsprojekt, der handlede om bifald. Det fik en del omtale – muligvis også fordi det var agurketid. Kritiske røster spurgte, hvorfor i alverden offentlige midler skulle bruges på noget så ligegyldigt som klapsalver til koncerter. Folk klapper vel, når noget er godt. Projektet blev kaldt skørt.
Og sådan ser vi med jævne mellemrum meningsdannere jagte den øjeblikkelige fordel ved at kritisere forskningsprojekter, som de ikke mener er relevante eller bidrager med noget nyttigt.
Men hvis man kradser bare en lille smule i overfladen, så er historien aldrig så simpel. Projektet om bifald handler om mentalt velvære og de potentielt livsforlængende effekter af at gå til koncert.
På samme måde er det nemt at spørge kritisk, hvad i alverden vi får ud af viden om sociale netværk i oldtidens Ægypten? Hvorfor er det relevant at undersøge etableringen af Folkeforbundet? Hvad kommer bardehvalernes sang egentlig os andre ved?
Og det vil nok være de færreste, der kan give et konkret svar. Udover de forskere, der – med støtte fra Carlsbergfondet – forsker i netop de emner.
Men at noget er abstrakt, kompliceret og svært at forklare, gør det ikke mindre relevant eller vigtigt. Nogle gange er det i de mindste detaljer, vi finder svarene på de store spørgsmål. Nogle gange skal vi stille spørgsmål til de ting, der virker åbenlyse. Nogle gange er et bifald ikke bare et bifald.
Vi ved ikke, hvad der kommer til at skabe nye paradigmer. Hvad der giver os en bedre forståelse af verden og fører til nye afgørende indsigter. Og den uvidenhed er hele pointen.
Det er derfor, det ikke er sådan nogen som mig, mine gode kollegaer på Christiansborg eller læserbrevsskribenter i Berlingske, der skal bestemme, hvad det er relevant at forske i.
Det er afgørende, at vi støtter dansk forskning bredt. Også det snævre, det skæve og det komplet uforståelige. For ellers kan vi være helt sikre på, at vi går glip af vigtige erkendelser og store fremskridt.
Tak til Carlsbergfondet
Derfor er det også både vigtigt og rigtigt, at vi i aften hylder og fejrer hele spektret. Fra det abstrakte til det konkrete. Fra fortid til samtid. Fra naturvidenskab til samfundsvidenskab og humaniora.
Det kan vi gøre på grund af Carlsbergfondet. Det er snart 150 år siden, J.C. Jacobsen grundlagde en fond, som siden har været en central faktor i dansk forsknings store succes både herhjemme og internationalt.
I insisterer på at støtte bredt inden for fri grundforskning. Og inden for naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab.
I støtter det skæve, det nørdede, det underfundige. Samtidig med I støtter forskning i de store dagsordener og omsætter forskning til arbejdspladser og løsninger, som kan bruges i hele verden.
Med jeres støtte har dygtige forskere inden for et væld af forskellige felter opnået meget vigtige resultater.
Det vil jeg gerne sige et stort og varmt tak for.
Stærke fonde som Carlsbergfondet. Koblet med en vedvarende og intensiv offentlig prioritering af forskning og innovation. Er tilsammen med til at gøre Danmark til en forskningsnation i verdensklasse.
Og det kan vi blive ved med at være.
Så længe vi holder fast i tilliden til menneskelig udvikling, erkendelse og fremskridt.
Så længe dygtige og dedikerede forskere gør det, de er bedst til.
Så længe vi ser udover den øjeblikkelige fordel og husker det stadige formål.
Tak for ordet.