Kære alle sammen
Jeg blev rigtig glad, da jeg fik invitationen til at tale til jeres årsmiddag i aften.
For vi har noget at tage fat på i fællesskab, som jeg gerne vil tale med jer om.
Vi skal forandre, og vi skal forbedre.
Vi skal gøre op de udfordringer, som I længe har set i jeres sektor, og som jeg og regeringen er klar til at finde løsningerne på – sammen med jer.
Min tale i aften er derfor en klar invitation til jer om, at vi i fællesskab skal i gang med arbejdet med en omfattende reform af uddannelseslandskabet på professionshøjskolerne.
Jeg ved, at I har råbt vagt i gevær længe. Og jeg kan fortælle jer, at nu er tiøren endelig faldet for os andre. Det skal I have tak for. For det har der været brug for.
Det er lidt ironisk, at jeg står her i aften som repræsentant for en reformregering og møder en sektor, der er endnu mere reformparat.
Det er ret befriende.
Jeg kan godt afsløre, at det ikke er hverdagskost for mig som politiker og minister ligefrem at blive opfordret til at blande mig. Normalt plejer det mest at være omvendt.
I kender sikkert de TV-koncepter, hvor et håndværkersjak for åben skærm rykker ind og totalrenoverer et hus med nye vilde løsninger.
Jeg har altid synes, det var vildt modigt af folk at melde sig til det program.
Og selvom jeg lover, at vi ikke kommer til at gå lige så radikalt til værks, som de gør i programmet, så vil jeg stadig rose jer for at gå ind i den her proces med både mod og med arbejdshandskerne på.
Brændende platform
Vi står ganske enkelt over for en massiv udfordring, hvor de studerende bliver færre, mens både erhvervslivet og den offentlige sektor higer efter arbejdskraft.
Manglen på arbejdskraft er allerede en realitet inden for mange områder, og problemerne kommer kun til at vokse i de kommende år – hvor ungdomsårgangene falder endnu mere.
Vi bliver nødt til at være modige og se på både nye og kendte greb for at løse udfordringerne, og vi er nødt til at løfte blikket og kigge ud over Danmarks grænser efter svar.
For jeg er bange for, at hvis vi bare lader stå til og gør, som vi plejer, kan det sætte en markant dæmper på de ambitioner, vi har for udviklingen af det her samfund.
Vi står ikke et sted, hvor vi bare kan forlænge verden med brædder.
Hvis ikke vi gør noget nyt, bliver manglen på kernemedarbejdere større end nogen egentlig har lyst til at overveje konsekvenserne af.
Her er udfordringerne
Derfor skal vi have flere til at søge ind på professionshøjskolerne. Og vi skal blive endnu bedre til at fastholde de studerende, når først de er begyndt på uddannelserne. Og det skal vi hjælpe hinanden med.
Der skal gives mere rum til, at I på uddannelsesinstitutionerne kan være med til at indrette uddannelserne på den måde, der giver bedst mening.
I er dem, der kender de studerende bedst og ved, hvilke behov de har i forhold til deres faglige udvikling og trivsel, og hvordan vi kan få flere til at gennemføre studierne med succes.
I har mange store uddannelser med brede og forskelligartede grupper af studerende. Det betyder helt naturligt også, at de studerende har vidt forskellige forudsætninger, når de går i gang med studiet. Og i fremtiden skal vi have endnu flere ind på uddannelserne. Det stiller store krav til jer – til os.
Vi er klar i regeringen
Vi skal turde lave de nødvendige forandringer – også selvom det bliver svært, og selvom nogle vil kritisere os.
Her taler jeg af erfaring. Og ellers kan I bare spørge universiteterne.
Derfor er det vigtigt, at vi afstemmer forventningerne med hinanden og med omverdenen om, at der vil ske forandringer.
At vi ser hinanden i øjnene og bliver enige om, at vi vil forandre. Sådan for alvor.
Vi er i regeringen klar til at finde løsningerne, og jeg ved, at mange partier i Folketinget også står klar i forhold til at finde nogle politiske svar på udfordringerne.
Men allervigtigst, så er I klar.
For jeg tror på med det afsæt, at det er muligt i fællesskab at gøre professionsrettede uddannelser både bedre og mere attraktive i fremtiden.
Uddannelse som et kald
Men selvom uddannelse handler om at sikre de rette kompetencer i rette tid til arbejdsmarkedet, vil jeg gerne slutte talen af med at understrege, at uddannelse er så meget mere end det.
Uddannelse må aldrig reduceres til kun at være tal i et regneark eller en del af samfundsalgoritmen, der skal gå op. For hvis det bliver det, så tror jeg faktisk aldrig, vi kommer derhen, hvor vi gerne vil.
For uddannelse handler i høj grad om den enkeltes valg: Om dannelse, og om at gøre det, man brænder for.
Det kan godt være at ungdomsårgangene er små. Til gengæld er de unge i dag ret unikke. De vælger ikke uddannelse alene efter at kunne forsøge sig selv og sin familie. De søger dybere mening med tingene – og de vil gerne gøre en forskel. De vil forbedre klimaet. De vil retfærdighed i verden, og de vil være noget for andre.
Om noget kan man præcis dét med de uddannelser, I udbyder.
Skal det være meningsfyldt at tage en uddannelse og gå på arbejde – og skal det være noget, man vil bruge sit arbejdsliv på – kan det ikke alene handle om arbejdskraft og nationaløkonomi.
Det ligger lidt i ordet fagprofessionel – at man er en del af et fag, en identitet og et kald, som giver mening for den enkelte og for dem, man arbejder med og for. At man gør en forskel.
Uddannelse er ikke kun et middel til et mål, men også et mål i sig selv - både for samfundet og for den enkelte.
Det er et vigtigt at huske på, når vi skal løse udfordringerne.
Og med det håber jeg, at vi i den kommende tid sammen kan gøre professionsuddannelserne endnu bedre, så endnu flere får lyst til at prøve kræfter med uddannelserne.
Tak for ordet.