Jeg bliver virkelig glad, når jeg ser så mange samlet i dag for at blive klogere på Erasmus+.
I er her ikke bare for at skabe nye internationale erfaringer for jer selv, I særdeleshed for at skabe dem for andre.
Det er et vigtigt arbejde. Det vil jeg gerne rose jer for. Og jeg vil opfordre jer til at udnytte mulighederne i Erasmus+-programmet til fulde.
Det er en gave at lære andre lande og kulturer bedre at kende, og det åbner vores øjne for nye muligheder.
Det er vigtigt, at vi er nysgerrige på verden. På at opdage nye steder og på at forstå det ukendte.
Det er vildt inspirerende, og noget som jeg ikke selv ville være foruden.
I folkeskolen var et af mine absolutte yndlingsfag geografi.
Og jeg kan huske som barn at sidde med en globus.
Se på de store oceaner og kontinenter og fornemme de mange muligheder, verden kunne byde på, mens jeg drømte mig væk til nye ukendte steder.
De mange eventyr, der ville vente netop dér eller dér på kortet med de eksotiske navne på byer, bjerge og floder.
Jeg er sikker på, at mange af jer kender lige præcis den følelse fra jeres barndom.
Når man sad der og så på et kort, kunne det være svært overhovedet at få øje på Danmark.
På nogle kort var Jylland, Fyn og Sjælland nærmest smeltet sammen til en lille prik – dér lige nord for Tyskland.
Var det overhovedet Danmark, tænkte man. Ja, det måtte det jo være.
Det kan lyde banalt. Men det tager ikke mere end få minutter med en globus at opdage, hvor små vi er, og hvor stor verden er.
Der er så meget at se og forstå. Så meget, der er anderledes, end det man kender.
Der er så meget, som kan åbne ens perspektiv, hvis man altså har mod på at gøre en indsats for at lære verden og dens mennesker at kende.
Større forståelse på tværs af grænser
Særligt i en tid hvor vi dagligt bliver mødt med historier om konflikter og krig, er der brug for mere internationalt sammenhold og dialog.
Derfor skal vi med Erasmus+ styrke det europæiske medborgerskab. Styrke bevidstheden om, at vi i Europa har meget tilfælles, og at vi kan mest, når vi gør det sammen.
For det europæiske kontinent er både fantastisk og fascinerende.
Der er meget, som er forskelligt, men der er også meget, som binder os sammen.
Vi deler en fælles historie. Fra Det antikke Grækenland til Berlinmurens fald og det Europa, vi kender i dag.
Jeg ved, at der senere i dag vil blive præsenteret flere eksempler på det gode samarbejde med Erasmus+.
Det fortjener stor respekt at have fået de samarbejder op at stå.
Det viser, at vi kan komme tættere på hinanden på trods af alle de forhindringer og barrierer, man uundgåeligt møder undervejs.
Jeg synes, at alle eksemplerne har det til fælles, at de giver deltagerne en større forståelse for andres tilværelse.
For det er jo det, der sker, når vi møder hinanden. Så bliver alle vores fordomme – og myterne om hinanden – skrællet væk.
Og vi får mulighed for at føre en samtale med hinanden på et mere oplyst grundlag. For når vi bedre forstår hinandens udgangspunkter – så skaber vi også bedre forudsætninger for at forstå hinandens synspunkter.
I en tid med fake news og misinformation, der florerer på ikke mindst de sociale medier, er der brug for mere viden og forståelse for andre som en effektiv modgift til splid og konflikt.
Og betydningen af det internationale samarbejde rækker i mine øjne langt ud over det enkelte projekt.
En oplevelse for livet
Jeres arbejde spreder sig som ringe i vandet ved at knytte mennesker sammen på kryds og tværs.
Jeg ved godt, det også kræver noget af os, når vi skal ud af vores vante rammer og møde det ukendte, men det giver så uendelig meget igen.
Man får en større og mere dyb forståelse for andre sprog, kulturer og traditioner, der kommer én til gode resten af livet.
En viden man kan dele med andre og bruge i sit videre uddannelsesforløb og i arbejdslivet. Måske endda venskaber – måske også kærlighed - for livet.
Jeg har selv både studeret og arbejdet i Paris i en årrække. Som studerende i udlandet oplevede jeg, hvordan man voksede som menneske og fik uvurderlige erfaringer med sig videre.
Hårdt arbejde
Det gode internationale samarbejde kommer ikke af sig selv. Det ved I om nogen, der sidder her i dag.
Det kræver hårdt arbejde:
Man skal være opsøgende på ukendt territorium og finde de rigtige partnere i udlandet.
Man skal have tegnet det rigtige samarbejds- eller udviklingsprojekt op, som alle kan se sig selv i. Ellers bliver det ikke til noget.
Man skal have økonomien til at hænge sammen, og man skal have sin egen uddannelsesinstitution med på ideen.
Internationalt samarbejde er ikke ligetil. Men når det lykkes, er det fantastisk.
Mere kvalitet og flere talenter
For man bringer unikke kompetencer med hjem, som har værdi for både den enkelte og for samfundet.
Og så må man ikke glemme, at samarbejdet går begge veje.
Vi får sat Danmark på landkortet og i hovederne på alle de mennesker, som vi indgår samarbejder med.
Vi kan tiltrække talenter til Danmark, som kan berige os på samme måde, som vi kan berige dem. Det er ikke mindst vigtigt i en situation med mangel på arbejdskraft, hvor vi har brug for flere kloge hænder og hoveder herhjemme.
Vi kan løfte kvaliteten af vores egne uddannelser, når undervisere og medarbejdere kommer klogere hjem med nye ideer til undervisningen.
Et samarbejde med institutioner og organisationer i andre lande er med til at løfte det faglige niveau både ude og hjemme, når man lærer af hinandens gode erfaringer.
Én klode
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at fremtiden bliver endnu mere international.
Jeg ved godt, at der er nogen, som gerne ser, at både globaliseringen og især det europæiske samarbejde skal mislykkes. Men jeg tror, at de forregner sig.
For der er kræfter på spil, der er større end det enkelte menneske, den enkelte politiske bevægelse eller det enkelte land.
For vi er én klode sammenfiltret af kultur, natur og historie.
Og når man som voksen med en masse internationale erfaringer i rygsækken igen kigger på en globus, ligner den sig selv, men steder, man har været, står klarere og mere oplyst for ens indre blik, fordi man kender nogle af de mennesker, historier og begivenheder, som kendetegner lige præcis de steder.
Det skaber helt ærligt både en bedre – og en langt sjovere – verden, når vi lærer hinanden at kende på tværs af landegrænser og bliver klogere – både på os selv og på den verden, vi er en del af.
Tak for ordet.