Gå til indhold

Fra take-away til verdensmål

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersens tale ved reception for Innovation Centre Denmark den 17. marts 2022

Det talte ord gælder. 

20 millioner. Det er antallet af take-away-måltider, der bliver leveret til den kinesiske befolkning hver eneste dag. 20 millioner. Det jo dejligt for de kinesere, der slipper for madlavningen og bliver mætte alligevel. Men 20 millioner daglige måltider skaber også en enorm mængde affald.

I Kina har affaldssortering og genanvendelse ikke været specielt meget i fokus. Men det vil de gerne lave om på. Og det med emballage er jo noget, vi er gode til her i Danmark. Flaskepant, genanvendelige materialer, sortering i 10 forskellige containere. Hver gang vi går ud med skraldet.

Der er derfor et enormt potentiale, hvis vi kan få danske innovative løsninger tilpasset og udviklet, så de kan bringes i spil på det kæmpestore kinesiske marked og hjælpe til at gøre den kinesiske take-out mere bæredygtig. Og det er lige præcis det, vores innovationscenter i Shanghai er i fuld gang med lige nu.

De internationale udfordringers år

Med den historie vil jeg gerne byde jer velkommen til denne reception, hvor vi nu endelig har fået samlet jer – vores innovationscentre, interessenter og samarbejdspartnere.

I dag skal vi igangsætte et nyt spændende projekt mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet, Udenrigsministeriet og Industriens Fond. Det kommer Thomas Hofman-Bang fra fonden og fortæller mere om om lidt. Og så vil der være rig mulighed for at møde de ansatte på innovationscentrene.

Hvis man skal forsøge at opsummere 2021, så var det virkelig de internationale udfordringers år. Og det har også kunnet mærkes på vores innovationscentre.

Vi havde COP26 i Glasgow, hvor ledere fra hele verden diskuterede klimakrisen, og hvordan vi løser den. Og netop som vi troede, at corona-pandemien var på vej i glemmebogen, ramte en ny bølge og ændrede vores hverdag igen.

Og corona fortsætter nok med at forandre den måde, vi kan rejse og være sammen på, et stykke tid endnu. Det er særligt noget, der kan mærkes på vores innovationscentre rundt om i verden.

Jeg tror aldrig før, det har været mere tydeligt, at verdens helt store udfordringer går på tværs af landegrænserne. Og hvis vi skal løse dem, så kræver det, at vi arbejder sammen på tværs om at udvikle ny viden og nye løsninger.
Det gælder både på tværs af landegrænser og på tværs af det offentlige og det private.

Danmark skal være et foregangsland

Det er regeringens mål, at Danmark skal spille en afgørende rolle i at løse de her udfordringer. Danmark skal gå forrest. Vi skal være et foregangsland, der viser vejen og udvikler ideer og løsninger, der kan bruges i andre dele af verden. Derfor har vi sat nogle meget ambitiøse mål, f.eks. med klimaloven, vores grønne forskningsstrategi og vores life science-strategi.

Danske virksomheder og forskere er allerede verdensførende på en række områder. Dansk viden og danske løsninger er internationalt efterspurgte. Og det skal de blive ved med at være.

Innovationscentrene spiller en afgørende rolle i den ambition. I hjælper danske virksomheder og forskere med at etablere samarbejde med nogle de allerbedste og mest innovative miljøer i verden. I hjælper dansk viden og danske løsninger ud i verden. Og her under pandemien, hvor rejseaktivitet har været kompliceret – og i nogle perioder umuligt – har det været endnu tydeligere, hvor vigtigt det er, at have jer som ”boots on the ground”. At have repræsentanter til stede strategisk udvalgte steder i verden.

I Silicon Valley, i Boston, i München, i Tel Aviv, i New Delhi og Bangalore, i Shanghai og i Seoul.

Innovation skaber nye muligheder

Innovationscentrene er jo danske virksomheders øjne og ører. I bygger broer. Bringer partnere sammen. Bryder isen. Og det kommer der simpelthen fantastiske projekter med masser af potentiale ud af.

Bæredygtig take-away-emballage i Kina er bare ét af mange eksempler. Innovationscentret i Tel Aviv er i gang med at hjælpe en lille fynsk virksomhed med at få deres intelligente affaldssystem ud på det globale marked.

Innovationscentret i Boston samarbejder med en dansk biotekvirksomhed om at få amerikanske vaccinefirmaer til at anvende deres teknologi.

En teknologi, der lige nu ikke kun bliver brugt i udviklingen af en dansk corona-vaccine, men som også har potentiale til at kunne bruges i udviklingen af vacciner mod brystkræft, influenza og malaria. Og innovationscentret i München banede i forbindelse med Hendes Majestæt Dronningens officielle besøg i Tyskland vejen for, at danske BLOXHUB kunne indlede et tæt samarbejde med Europas største entreprenørskabscenter om byudvikling.

Det er innovation, når det er bedst. Innovation, der skaber nye muligheder. Innovation, der gør en forskel for den enkelte og for samfundet.

Vi skal løse globale udfordringer

Derfor glæder jeg mig også over, at vi i dag kan lancere et nyt samarbejde mellem mit eget ministerium, Udenrigsministeriet, Industriens Fond og klyngerne Digital Lead, Danish Life Science Cluster og CLEAN.

Projektet SDG Landing Pad har fokus på at få bragt innovative danske projekter og ideer, der bidrager til at løse globale udfordringer, ud i verden via innovationscentrene.
Projektet skal ruste danske virksomheder til at arbejde strategisk med FN’s verdensmål og give virksomhederne adgang til internationale videnspartnere, som de kan udvikle deres løsninger sammen med.

Jeg håber, jer der er med i dag, vil gøre brug af det nye samarbejde.
Og at I vil bruge innovationscentrene helt generelt. De er her for at hjælpe jer med at få jeres ideer ud i verden.

Tak for indsatsen

Tak til jer fra innovationscentrene for jeres store indsats i 2021. Uanset om I arbejder med kinesisk take-out, corona-vacciner eller noget helt tredje. Så bringer I dansk viden og innovation ud i verden.

I er med til at gøre verden grønnere, sundere og mere bæredygtig. Og det danske samfund rigere. Jeg ser frem til at følge jeres arbejde her i 2022.

Jeg håber, I får en rigtig god eftermiddag sammen. Jeg vil nu give ordet videre til Thomas Hofman-Bang fra Industriens Fond.

Tak for ordet.

 

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 25. september 2023