Det talte ord gælder.
Der er et spørgsmål, som de fleste af os blev stillet for første gang allerede i børnehavealderen. Og så igen og igen og igen gennem hele børnelivet og ungdommen. Og det spørgsmål er selvfølgelig: Hvad vil du være, når du bliver stor?
Vi lærer fra vi er helt små, at voksenlivet kommer med en funktion. Vi skal være noget. Vi skal kunne noget. Vi skal ville noget. Vi skal bidrage med noget.
Det synes jeg ikke nødvendigvis, at der er noget galt i. Jeg tror, det er en helt grundlæggende menneskelig drift, at man leder efter sit formål. Noget, som giver mening. Et sted, hvor man har sin plads og bidrager.
Men når hele vores samfund er så fokuseret på det mål. Og man hele tiden bliver mødt med spørgsmål som: Hvad vil du være? Hvad skal du læse? Hvordan går det i skolen?
Så betyder det også, at det er enormt svært at stå udenfor. Vores fællesskaber, vores mening og vejen til et godt liv er meget tæt kædet sammen med vores uddannelses- og arbejdsliv. I sådan en grad, at det er en forudsætning for vores trivsel.
Hvis man har svært ved at finde vej i livet. Hvis man ikke kan navigere uddannelsessystemet eller finde en plads på arbejdsmarkedet.
Hvis der er ting på hjemmefronten, som gør, at man ikke kan præstere i skolen. Eller psykiske udfordringer, som gør, at man kommer bagefter på studiet eller har svært ved at passe sit arbejde.
Så er det meget nemt at blive helt afkoblet. Og så er det svært at komme med igen.
Det er det, de næsten 45.000 unge i Danmark, som vi taler om i dag, oplever. I forskellig grad og på forskellige måder.
Og det skal vi have gjort noget ved.
Nu er min butik de videregående uddannelser, og uddannelserne spiller en væsentlig rolle i forhold til Ungeløftet.
En uddannelse er den sikreste vej til et liv med et socialt netværk, kompetencer, arbejde og trivsel. Så vi er nødt til at få flere med og igennem uddannelsessystemet.
Jeg har sagt det før, og det kan godt tåle en gentagelse: Det er ikke de unge, som skal tilpasse sig vores uddannelsessystem. Det er systemet, som skal passe til de unge.
Det er ikke de næsten 45.000 unge i den her gruppe, som er forkerte. Det er os, som skal gøre det bedre.
Vi skal sætte ind med støtte til dem, som har behov for det. Der skal være mere fleksibilitet, flere muligheder – også senere i livet.
Jeg tror på, at alle har noget at bidrage med. Alle kan finde deres lille eller store hjørne af verden, hvor de kan gøre en forskel. Det er vores opgave at hjælpe flere med at finde deres.
Der er et godt gammelt Carl Scharnberg-citat, som lyder sådan her:
"Ingen kan alt. Alle kan noget. Sammen kan vi endnu mere."
Det er vigtigt at huske på, at det her ikke kun handler om den enkelte unge.
Vores samfund har brug for, at vi får flere med. For deres skyld, men så sandelig også for vores. Vi går glip af alt for meget talent og for mange ideer, når tusindvis af unge ikke kan finde ind i eller igennem vores uddannelsessystem.
Jeg tror og håber på, at Ungeløftet kommer til at markere en ændring i den måde, vi arbejder på og ser på den her gruppe.
For sammen kan vi nemlig endnu mere.
Måske er det i skakklubben, på fodboldholdet eller i koret man finder det fællesskab eller den selvtillid, som giver lige præcis det skub, man har brug for.
Måske er det en god snak med en frivillig vejleder. Eller en chef i en virksomhed, som giver én en chance. Måske er det en kommunal indsats, SPS eller en mentor ude på uddannelsen, som der er behov for.
Måske er det mange forskellige ting på én gang.
Det, som er helt sikkert er, at vi finder de bedste løsninger i fællesskab.
Og i dag lover vi, at vi hver især kommer til at gøre alt hvad, vi kan for den her gruppe af unge. Sammen.
Så endnu flere finder vejen hen til det, de kan og vil.
Tak for ordet.