I 1966 der udgav James Brown en ny sang.
Den havde den meget ordrette titel: It’s a man’s world.
Det er en titel som åbenlyst afspejlede datidens meget fremherskende accept af nogle faste kønsbaserede roller i samfundet.
Heldigvis har man i de sidste årtier haft succes med at nedbryde nogle af de strukturer, der har været med til at fastholde kvinder i en dengang underdanig rolle.
Ligestilling mellem kønnene har været en lang sej kamp, og hvis man spørger mig, så er vi stadig ikke i mål.
Heller ikke når det kommer til at prioritere kvinders sundhed på lige fod med mænds.
Derfor er jeg rigtig glad for at se, at se Alliancen for kvinders sundhed tage initiativ og fælles ansvar på området. Særligt i en tid uden ret mange politiske lyspunkter på den ellers hektiske internationale himmel.
Så er det dejligt at have noget at glæde sig over.
Så mange tak for det – og tak for invitationen!
***
Hvis vi skal forsøge at dykke ned i det konkrete problem, så skal vi starte med at kigge på, hvad er omfanget af problemet egentligt?
McKinsey anslår i en rapport, at vi kan hente én billion amerikanske dollars om året på verdensplan i 2040, hvis vi prioriterer kvinders sundhed på lige fod med mænds.
Ifølge Dansk Erhverv vil tallet i en dansk kontekst være cirka 30 milliarder kr. om året, svarende til omkring en procent af vores BNP.
Det er ironisk nok det samme, som vi bruger på forskning hvert år.
Selvom den slags regnestykker jo kommer med et hav af forbehold, så kan man vist godt konstatere, at det vil være en rigtig god – også økonomisk – investering at sørge for, at der er lige meget fokus på sundhed for kvinder, som for mænd.
Derudover er der altså alle de personlige historier og den mere menneskelig side.
Så derfor synes jeg – helt personligt – at det er det eneste rigtige at gøre.
Heldigvis er det allerede sådan, at der mange steder er et styrket fokus på kvindesundhed og de mange samfundsmæssige fordele, som forbedret sundhed for kvinder giver.
Alliancen for kvinders sundhed er et godt eksempel på lige præcis dét. Men det vil uden tvivl tage tid at få indhentet noget af det efterslæb, som den kulturelle og historiske forskelsbehandling af kvinder har efterladt.
Og her spiller forskning en helt central rolle.
Jeg ved ikke en hel masse om sundhedsvæsenet, men jeg håber, at jeg ved lidt om, hvordan vi bedriver forskning her i landet.
***
Når vi kigger på forskning og kvinders sundhed, kan man – lidt overordnet – dele problemet op i to.
For det første har man ikke været gode nok til at forske i sygdomme, som hovedsageligt rammer kvinder.
For det andet har vi ikke inddraget kvinder tilstrækkeligt, når man udvikler ny medicin og behandlinger.
I begge tilfælde kommer det med den mulige konsekvens, at der ikke er den rette hjælp af få, når man bliver syg, hvis man altså er kvinde.
Det er selvfølgelig ikke holdbart. Selvom kvinder lever længere end mænd, er vi også generelt mere syge.
Det kan der være flere grunde til, men en del af årsagen skyldes blandt andet kønsbestemte sygdomme eller lidelser som gynækologiske kræftformer, graviditets- og cyklusrelaterede problemer og endometriose.
Det skaber nogle blinde vinkler inden for vores sundhedsvæsen. Og det er nogle blinde vinkler, som vi ikke kan leve med i et moderne samfund.
I forhold til at komme de blinde vinkler og uligheden til livs, så er forskning vigtigt for at komme sygdomme til livs, der særligt rammer kvinder.
Derfor er jeg også glad for, at vi i de seneste tre års aftaler om forskningsreserven her i landet har haft fokus på forskning i sygdomme, som særligt rammer kvinder.
Der er også det ved forskning, at det tager lang tid, og derfor er resultaterne af den indsats ikke indkasseret endnu, kan man godt sige.
Vi har blandet andet skrevet ind i aftaleteksten i både 2024 og 2025, at de midler, som Danmarks Frie Forskningsfond har til at styrke den kliniske forskning, skal bidrage til forskning i sygdomme, som oftest rammer kvinder, og ulighed i sundhed mellem køn.
***
Og så er der det andet punkt inden for forskning, hvor vi skal være opmærksomme, når det kommer til særligt kvinders sundhed. Det handler om inddragelse af kvinder, når vi udvikler medicin og behandlinger.
Blandt andet har vi set tilfælde, hvor standarddosis for medicin kun har været beregnet til mænd.
Det kan være decideret skadeligt for kvinder, som jo har en helt anden biologi. Og når man eksempelvis udvikler medicin, så burde det være en selvfølge, at produkterne også testes på kvinder, så vi får et fyldestgørende billede af de positive og negative effekter, ligegyldigt hvilket køn man har.
For at understøtte det formål, afsatte vi i regeringen – sammen med alle Folketingets partier – 5 mio. kr. på forskningsreserven for 2024 til at lave en analyse af lige præcis kønsrepræsentationen i klinisk forskning.
Siden har gode folk i Sundhedsstyrelsen og i Lægemiddelstyrelsen været i gang med analysen.
Heldigvis viser resultaterne overordnet, at vi i Danmark er relativt godt med.
Kønsrepræsentationen i klinisk forskning afspejler generelt den kønsfordeling, der er i de såkaldte sygdomspopulationer.
Forskningen afspejler altså langt hen ad vejen virkeligheden, når det kommer til, hvor mange mænd og kvinder der er ramt af de sygdomme, som der forskes i.
Når det er sagt, så er der stadig områder, hvor der ikke er helt balance. For eksempel er der en vis underrepræsentation af kvinder i klinisk forskning inden for hjerte- og kredsløbsområdet og enkelte kræftsygdomme.
Omvendt så viser analysen også, at der er nogle områder, hvor mænd er underrepræsenterede.
Det gælder områder som for eksempel migræne og spiseforstyrrelser.
Og det er selvfølgelig heller ikke ok – der skal ikke være uligevægt i hverken den ene eller den anden retning.
Selvom det overordnet går bedre i Danmark, så er der stadig masser, vi skal arbejde videre med – både herhjemme og internationalt.
Derfor vil jeg gerne sige stort tak for, at I har sat det her vigtige emne på dagsordenen i dag.
Det er et tema, som ligger mig på sinde, selvfølgelig både som forskningsminister – men også som helt almindelig kvinde og borger i det her samfund.
Vi skriver 2025.
Jeg synes ikke, det er for meget at forvente, at når man forsker i sygdomsbehandling, at man også har in mente, at der altså findes i hvert fald mindst to køn – den debat skal vi ikke starte.
Der er ikke nogen, der skal på kompromis mit deres helbred – slet ikke på grund af der køn, som man nu en gang har.
Tak!