Det talte ord gælder.
Sikke en uge det har været og er. Jeg håber ikke, at der er nogen tvivl om, at Danmark er glade for at have fået dig hjem igen, Andreas.
Man skulle tro, jeg snart ville blive lidt træt af rummet og rumforskning. Eller at du, Andreas, ville være træt af at tale om det. Men jeg er ikke træt af det. Og hvis du er, så skjuler du det heldigvis godt.
Uendelige muligheder
Jeg kan blive ved med at blive imponeret og fascineret af rumforskningen, og de fantastiske muligheder den indeholder.
Mulighederne er uendelige – bogstaveligt talt. Selvom det er højtflyvende, er det også jordnært.
Den viden, vi får fra rummet, udvider ikke kun vores forståelse af universet. Den bringer os også tættere på at løse nogle af de mest presserende problemer, menneskeheden står overfor.
Rummet har givet os banebrydende indsigter i klimaforandringerne, vores solsystem og universets begyndelse. Rummet er en enestående drivkraft for fremskridt og udvikling af ny teknologi, der hvert år bringer nye opdagelser og nye teknologier.
Når man ser billederne fra den Internationale Rumstation af vores smukke, lille, blå planet, der svæver gennem det mørke, uendelige univers. Så bliver det endnu mere klart, at der er utallige muligheder derude. Så mange ting, vi stadig har til gode at forstå og opdage.
Og så mange dedikerede forskere, der er villige til at gå langt ud over det sædvanlige for at løse de udfordringer, vi står overfor.
Det kræver mod
Når man forestiller sig en forsker, så tror jeg mange af os tænker på en person bag et skrivebord eller i et laboratorium. En person, der læser tunge bøger eller blander farverige væsker i koniske kolber. Alt sammen i fred og fordragelighed bag tykke universitetsmure.
I det billede glemmer vi måske, at der faktisk er meget forskning, som foregår langt væk fra et trygt skrivebord.
Hver dag er der tusinder af mennesker over hele verden, der dedikerer sig til at løse verdens helt store problemer. Selvom det kommer med en stor personlig indsats og risiko.
Der er forskere, der undersøger farlige og smitsomme sygdomme. Forskere, der tager på feltstudier i vild natur langt væk fra civilisationen. Forskere, der arbejder i Arktis for at udvinde iskerner, og bruger uger og måneder i en iskold og øde lejr.
Og så er der astronauter. Jer, der rejser så langt væk hjemmefra som menneskeligt muligt. Med alle de risici, der følger med. Langt væk fra familie, venner og alt, hvad I kender.
Det blev jeg ramt af – den tanke – da jeg overværede opsendelsen af Huginn-missionen i Florada tilbage i august. Jeg så raketten blive mindre og mindre. Til sidst var den bare en lille lysplet på himmelen.
Indtil den helt forsvandt ud i det ukendte.
Der er ingen tvivl om, at det kræver hårdt arbejde, talent og dedikation at blive astronaut.
Men at sætte sig ind i en rumraket, velvidende at man først kommer hjem til sin familie seks måneder senere. Det kræver altså også mod og eventyrlyst langt ud over det sædvanlige.
Vi er heldige som samfund, at vi har mennesker, der dedikerer sig til forskningen på den måde. Det er med til at give os alle sammen håb.
Du gør det, Andreas. Du rejser derud. På vegne af os alle sammen. Du leverer en kæmpe indsats. For forskningen, for Danmark og for ESA.
Og jeg vil gøre mit bedste for, at din indsats og dit mod kommer til at gøre en forskel hernede på jorden. Derfor skal Danmark have en ny national rumstrategi. Som skal sikre, at de næste generationer af danske rumforskere får endnu mere opbakning. Og at Danmark bliver den rumnation, vi gerne vil være.
Tak, Andreas. For dit utrolige arbejde. Og for at komme sikkert hjem igen.