Spørgsmål og svar om uddannelsesvalg

Se ofte stillede spørgsmål om at vælge videregående uddannelse.

Kent.jpg


Mit karaktergennemsnit er ikke så højt - kan jeg overhovedet komme ind på en uddannelse?

Kun 10 procent af alle de videregående uddannelser havde i 2018 en adgangskvotient på over 9,0.

Der var en adgangskvotient på halvdelen af uddannelserne. På 50 procent af uddannelserne var der slet ikke en adgangskvotient: Alle, der opfyldte adgangskravene, blev optaget.

Bør jeg vælge en uddannelse med en høj adgangskvotient, når jeg har et højt snit?

Nej, vælg den uddannelse, der passer til dig.

Et højt karaktergennemsnit forpligter dig ikke til at vælge en uddannelse med en høj adgangskvotient. En høj adgangskvotient afspejler kun, at der er mange flere ansøgere med høje gennemsnit, end der er studiepladser. Den siger ikke noget om kvalitet, sværhedsgrad eller dine muligheder for at få et godt studie- og arbejdsliv.

Er min chance for at blive optaget større, hvis jeg kun søger én uddannelse?

Nej. Uddannelsesstederne vurderer dine ansøgninger uafhængigt af, hvor mange uddannelser, du søger, og hvilken prioriteringsrækkefølge, du vælger at søge med. Det er derfor en god idé at overveje flere uddannelser, så du ikke risikerer at vente et helt år, hvis du bliver afvist.

Du skal selvfølgelig kun søge uddannelser, som kan være noget for dig.

Hvis jeg vil være sikker på at blive optaget i år, skal jeg så skrive det sikre valg på som 1. prioritet?

Nej, den uddannelse, du helst vil ind på, skal være din 1. prioritet.

Du kan sagtens stile efter stjernerne og angive en uddannelse som 1. prioritet, selvom du er usikker på, om dit gennemsnit rækker. Det påvirker ikke dine muligheder for at blive optaget på en anden uddannelse. Hvis du vil øge dine muligheder for at blive optaget, er det en god ide at søge optagelse på en eller flere uddannelser, som du ved, der er en god chance for at blive optaget på. Du kan i alt søge op til otte prioriteter.

Er uddannelse i København og de andre store byer bedre end andre steder i landet, siden adgangskvotienterne er højere?

Nej, kvaliteten i uddannelserne har ingen sammenhæng med, hvor de ligger i landet.

Højere adgangskvotienter til uddannelser i store byer skyldes, at der er flere ansøgere til studiepladserne end på andre uddannelsessteder. Det kan derfor betale sig at søge samme uddannelse flere steder. For eksempel skulle ansøgerne i 2018 have et karaktergennemsnit på mindst 10,3 for at komme ind på sociologi på Københavns Universitet i kvote 1. Til sammenligning skulle de have mindst 6,6 for at blive optaget på Aalborg Universitet i kvote 1.

Får jeg et bedre og mere interessant arbejde, jo længere uddannelse jeg vælger?

Nej, det rigtige for den ene, er ikke nødvendigvis det rigtige for en anden.

Vælg ud fra det, der er interessant og rigtigt for dig. Hvad er du god til, og hvor er der muligheder i fremtiden? Skal uddannelsen for eksempel handle om børn eller administration? Vil du studere i udlandet? Hvilket studiemiljø vil du trives i? Vil du trives med at sidde på et kontor, eller vil du hellere arbejde udenfor? Efterspørger arbejdsmarkedet dimittender med netop den uddannelse?

Kan man overhovedet spå om, hvor der vil være job i fremtiden?

Selvom meget i princippet kan ændre sig, inden du er færdiguddannet, så undersøg, hvordan jobmarkedet ser ud for andre, der allerede har gennemført den uddannelse, du overvejer. Din uddannelse er fundamentet for dit arbejdsliv og din økonomi i fremtiden. På nogle uddannelser er ledigheden blandt nyuddannede højere end på andre.

Derfor: vælg efter interesse, men tænk også på, hvor der er job.

Kan jeg regne med at få en højere løn, hvis jeg læser en længere uddannelse?

Nej, du kan ikke forvente, at din løn stiger eksponentielt med længden på din uddannelse.

Løn afhænger også af branche, opgaver, kompetencer, erfaring og udbud og efterspørgsel. I UddannelsesZoom kan du se, hvilken løn en nyuddannet fra forskellige uddannelser får.

Kommer jeg til at hænge fast i det samme type job resten af livet, når jeg vælger en uddannelse?

Nej, din uddannelse binder dig ikke til én type job for livet.

Mange job besættes af medarbejdere med forskellige baggrunde. Desuden findes der mange tilbud om efter- og videreuddannelse, hvor du efter endt uddannelse kan opnå nye kompetencer og måske styre dit arbejdsliv i en helt ny retning. En sygeplejerske kan for eksempel læse en specialuddannelse i sundhedspleje, en diplomuddannelse i ledelse eller en masteruddannelse i sundhedsantropologi.

Kan jeg først lave min ansøgning, når jeg er helt klar og har besluttet mig endeligt?

Nej, hvis du søger nu, kan du helt frem til den 15. marts klokken 12 tilføje flere ansøgninger eller ændre i din prioriteringsrækkefølge. Og du kan helt frem til 5. juli kl. 12 ændre i  prioriteringsrækkefølgen af dine uddannelser som kvote 2-ansøger,  slette ansøgninger, uploade bilag og søge nye uddannelser gennem kvote 1.

Kan jeg bare søge via kvote 2, hvis jeg ikke opfylder adgangskravene?

Nej, du kan kun komme i betragtning til en studieplads, hvis du opfylder adgangskravene, for eksempel matematik på B-niveau.

Grundig forberedelse er vigtigt, når du overvejer kvote 2. Der kan nemlig være stor forskel på kvote 2 på de enkelte uddannelsessteder. I nogle tilfælde kan det være relevant at søge kvote 2, hvis du er usikker på, om dit eksamensgennemsnit er højt nok til optagelse i kvote 1. Nogle uddannelsessteder fokuserer for eksempel på prøver og samtaler i kvote 2. Andre ser kun på dokumenterede kvalifikationer og erfaringer.


Studerende på Aalborg Universitet

Senest opdateret 08. marts 2019