I dette nyhedsbrev kan I bl.a. læse om vejledningen til håndtering af eksternt finansierede projekter, delformål under formål 1 (uddannelse) og kommende ændringer til 2022-udgaven af konterings- og fordelingsvejledningen.
Vejledningen til håndtering af eksternt finansierede projekter er nu tilgængelig
Du kan finde vejledningen på projektets hjemmeside.
I foråret holdt UFS workshops om håndtering af overhead, som mundede ud i et udkast til en vejledning til eksternt finansierede projekter, som blev sendt ud med nyhedsbrevet den 6. juli 2020.
Projektet har efterfølgende været i dialog med Økonomistyrelsen specifikt om håndteringen af indirekte omkostninger, de procentuelle eller kontraktuelle overhead. Vejledningen er nu revideret i henhold til Økonomistyrelsens bemærkninger, så den nu er i overensstemmelse med Økonomistyrelsens vejledninger på området. Det betyder, at det kontraktuelle overhead, den del af overheadet som dækker de indirekte omkostninger på projektet, skal konteres anderledes, end projektet lagde op til i det tidligere udsendte vejledningsudkast, hvor der var lagt op til en mere enkel metode.
Ændringerne i den obligatoriske del A af vejledningen, fremgår af tekst og eksempler i afsnit 3.1.1: "Gennemgang af konteringseksempler på den obligatoriske del”. Ændringen betyder, at den kontraktuelle del af overhead til dækning af projektets indirekte omkostninger skal konteres på kontiene 33.10 og 43.10, mens de direkte omkostninger stadig skal konteres på kontiene 18.09/22.09 og 18.08/22.08.
Vi vil gerne takke institutionerne for et rigtig godt samarbejde og gode bidrag til workshoppen om overhead.
Delformål under formål 1 (uddannelse)
CØSA-bro
Styrelsen har publiceret en bro mellem CØSA-formålskoder og Uddannelsesregistrets uddannelseskoder (de nye delformål), som erhvervsakademier og professionshøjskoler kan drage nytte af i opsætningen af deres registreringsramme.
Broen findes på projektets hjemmeside.
Ændringer til KFV 2022
Oprettelse af konti til køb og salg af varer og tjenesteydelser mellem statsfinansierede selvejende institutioner
Kontiene 12.13 og 17.13 er nu oprettet i statens kontoplan. Kontiene skal anvendes til køb og salg af varer og tjenesteydelser mellem statsfinansierede selvejende institutioner, f.eks. udlagt undervisning, administrative fællesskaber og andre leverancer mellem de videregående uddannelsesinstitutioner. Kontiene er beskrevet i Økonomisk Administrativ Vejledning (ØAV) på Økonomistyrelsens hjemmeside.
Deltagerbetaling
I kapitel 2 om art af i konterings- og fordelingsvejledningen er det tilføjet, at: "Den del af indtægten fra kommuners betaling for uddannelse under lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (rekvirenter), som svarer til deltagerbetaling, skal konteres på 13.11. Den del af indtægten, der svarer til taxametertilskuddet, skal konteres på 11.10.”
I det nye år
I 2021 går alle institutioner (dog undtaget enkelte mindre institutioner) over til registrering efter den fælles kontoplan. Projektgruppen vil arbejde videre med udeståender i konterings- og fordelingsvejledningen, og vil i løbet af 2021 bl.a. se på formålsfordelinger uden for regnskabet. Projektgruppen ser frem til den fortsatte dialog med institutionerne gennem bl.a. erfa-grupper.
Glædelig jul!
Med venlig hilsen
Projektgruppen for fælles kontoplan