De fleste af de videregående uddannelsesinstitutioner er begyndt at anvende den fælles kontoplan, og projektgruppen er i fuld gang med arbejdet med at udbygge Konterings- og fordelingsvejledningen med bl.a. definition af delformål til formål 2-5 (Forskning, Formidling og videnudveksling, Myndighedsbetjening og rådgivning samt Kostafdelinger og kollegier).
Delformål til formål 2-5
Vi er ved at lægge sidste hånd på en opdatering af Konterings- og fordelingsvejledningens beskrivelse af formål 5: kostafdelinger og kollegier, herunder en definition af delformål under formålet. Der lægges op til to delformål:
- Kostafdelinger
- Kollegier
Afsnittet er blevet drøftet på workshops med de institutioner, som har kostafdelinger og kollegier.
Projektgruppen har taget hul på de indledende drøftelser vedrørende delformål til formål 2, 3 og 4. For at skabe sammenhæng til øvrig rapportering vil forskellige kontorer i UFM blive inddraget i en indledende afdækning. Institutionerne vil desuden blive inddraget senere i forløbet.
Vi forventer, at delformålene til formål 2-5 vil indgå i 2022-versionen af Konterings- og fordelingsvejledningen, som publiceres den 1. oktober 2021.
SPS - Socialpædagogisk støtte
Projektgruppen undersøger en fælles metode for håndtering af SPS, som vil gælde fra 2022. Der lægges umiddelbart op til en løsning, hvor SPS bogføres i resultatopgørelsen og fordeles til de relevante formål, men vi ønsker institutionernes input til den mest hensigtsmæssige løsning.
SPS vil derfor blive drøftet i erfa-grupperne for de enkelte delsektorer i uge 11 og 12. Tag gerne fat i din institutionsrepræsentant, hvis du har input til håndteringen af SPS. Du kan også skrive til os på faelleskontoplan@ufm.dk, hvis du ikke er sikker på, hvem der repræsenterer din institution i en erfa-gruppe.
Opdaterede delformålslister til formål 1: Uddannelse
Delformålslisterne til ordinære uddannelser samt efter- og videreuddannelse findes nu i en opdateret version på projektets hjemmeside. Listerne er bl.a. opdateret med udgangspunkt i input fra institutionerne. F.eks. er koderne for HTX og erhvervsakademiuddannelsen i sundhedsadministration blevet tilføjet.
Møder i foråret 2021
UFS afholder i foråret 2021 en række møder om bl.a. kapitel 6 (formålsfordeling) og vejledningen om eksternt finansierede projekter. Disse møder vil blive afholdt for større grupper, hvorefter sektorvise drøftelser vil finde sted. Der afholdes desuden månedlige erfa-møder i de forskellige delsektorer. Hvis du er interesseret i at deltage i et erfa-forløb, er du velkommen til at skrive til os på faelleskontoplan@ufm.dk.