Gå til indhold

Februar 2021: Udrulningen af esas nærmer sig for bølge 1

Mens vinterferien nærmer sig for nogle, nærmer udrulningen af esas sig for professionshøjskolerne i bølge 1. I weekenden konverteres data for de første tre institutioner - UCN, UCL og UC SYD. Absalon og Københavns Professionshøjskole følger 14 dage senere.

Mandag bliver helt sikkert en særlig dag for studieadministrationerne på de tre professionshøjskoler UCN, UCL og UC SYD – her åbnes der ifølge planen for esas og nemStudie, så ibrugtagningen kan gå i gang.

Forberedelserne til udrulningen på de i alt fem professionshøjskoler, der udgør bølge 1, har stået på et godt stykke tid. Der er blevet prøvekonverteret, og institutionerne har ryddet op i SIS-data, så oprydningsarbejdet efter den kommende konvertering mindskes. Institutionsspecialister og studieadministrative medarbejdere har været på kursus, lokale implementeringsplaner er udarbejdet, og som seneste skud på stammen er generalprøven på den endelige konvertering blevet grundigt gransket og godkendt af institutionerne.

Med inddragelse af pilotinstitutionernes erfaringer og evalueringer er der på baggrund af dialog med de fem professionshøjskolers studiechefer og implementeringsansvarlige udarbejdet en plan for den support og de aktiviteter, der fra projektets side skal understøtte ibrugtagningen af systemet. Planen er udsendt til de implementeringsansvarlige og studiecheferne.

Billeder fra pilotinstitutionen VIA's go-live i oktober
Billeder fra pilotinstitutionen VIA's go-live i oktober


Mandag er ’go-live’-dag

På mandag er det så ifølge planen ’go-live’-dag for UCN, UCL og UC SYD. På Københavns Professionshøjskole og Absalon lyder datoen 1. marts. Efter go-live går arbejdet i gang med at tilpasse og opbygge de lokale uddannelsesstrukturer mv. i systemet. Et arbejde, som pilotimplementeringen har vist er omfangsrigt, men som også gerne skulle være mindsket, efter at konverteringsprogrammellet er blevet ændret på baggrund af piloterfaringerne.

Virtuel ’floorwalking’ og statusmøder

Supportaktiviteterne i den første tid efter go-live er med udgangspunkt i drøftelserne med institutionerne planlagt, så de kan foregå så hurtigt og fleksibelt som muligt. Det sker både med erfaringerne fra pilotimplementeringen in mente og med hensyntagen til, at institutionerne står i en travl tid med ekstra mange opgaver relateret til COVID-19, studiestart og omlægning af eksaminer.

Der vil blandt andet være virtuel ’floorwalking’ to dage om ugen, hvor konsulenter fra leverandøren står til rådighed for den enkelte institution. Der er planlagt to korte ugentlige statusmøder individuelt med institutionerne samt ugentlige statusmøder med studiecheferne. Hertil kommer ugentlige erfamøder og tilbud om fokuserede erfagrupper for at understøtte dialogen og videndelingen mellem institutionerne.

Bølge 2 er samtidig i gang

Ligesom forberedelserne til bølge 1 er foregået sideløbende med pilotimplementeringen, er forberedelserne til bølge 2-implementeringen også godt i gang. Institutionerne i bølge 2 er de resterende erhvervsakademier, maritime uddannelsesinstitutioner, maskinmesterskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Der er afholdt møder med institutionerne om forberedelse til konvertering mv., og den første prøvekonvertering af institutionernes data kører den 15. marts.

Redaktionen følger op på implementeringsaktiviteterne i de kommende nyhedsbreve.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 21. april 2021