Censorordningen til eftersyn
Censorordningen har en vigtig funktion i forhold til at sikre kvaliteten i uddannelserne, men der er flere udfordringer forbundet med den nuværende ordning. De ressourcer, der bruges på ordningen, skal anvendes bedst muligt.
Som opfølgning på anbefalingerne fra Udvalget for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser indgik uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen og rektorerne på de videregående uddannelser i april 2015 en fælleserklæring 'Fælles om god uddannelse'.
De er blandt andet enige om, at der er behov for et solidt grundlag for at vurdere betydningen af ekstern censur og behovet for en modernisering af de eksisterende censorordninger.
Derfor nedsætter ministeren nu et udvalg, der skal lave et grundigt eftersyn af censorområdet.
- Censorernes rolle er blandt andet at kvalitetssikre og styrke uddannelsernes faglige niveau. Men spørgsmålet er, om det nuværende censorsystem bidrager tilstrækkeligt til det. Kvalitetsudvalgets rapport understreger, at vi har behov for en meget solid analyse, nogle grundige anbefalinger og en god dialog med institutionerne og de studerende om mulige løsninger, siger Sofie Carsten Nielsen.
Udvalget skal afdække:
- Censorsystemets bidrag til kvalitetssikring og udvikling af prøve- og eksamenssystemet, herunder institutionens vurdering heraf.
- Rekruttering til censorsystemet, herunder også på tværs af niveauer i det videregående uddannelsessystem.
- Omfanget af ekstern censur, herunder aftagercensur på de forskellige videregående uddannelser.
- Censorsystemets rolle i forhold til de studerendes retssikkerhed ved aflæggelse af prøver og eksaminer.
- Fordele og ulemper ved landsdækkende censorkorps.
- Samspillet med censorsystemet på ungdomsuddannelserne.
- Snitfladen mellem det centrale og decentrale niveaus opgaver og roller.
- Internationale/andre landes censorordninger og erfaringer med kvalitetssikring af prøver og eksaminer, herunder erfaringer med forskellige alternativer til censur.
Udvalget sekretariatsbetjenes af Styrelsen for Videregående Uddannelser.