Gå til indhold

Nyt fra datavarehuset, juni 2020

I dette nyhedsbrev informeres om opdatering af en række kuber og en yderligere reduktion af antallet med uoplyst statsborgerskab.

Opdatering af kuber

Kuben SU-tildeling er blevet opdateret, så det nu er muligt at se, om stipendiemodtagerne har modtaget udlandsstipendium (tilskud til studieafgift), og årsagen til at en gruppe af 18-19-årige på en ungdomsuddannelse har fået dispensation til udeboendesats. Desuden findes alle nøgletal opgjort i kr. nu også i faste priser i kuben.

Desuden er data om højeste/seneste uddannelse i ElevBasis-kuben blevet opdateret, så seneste år (2019) giver et mere retvisende billede af de studerendes forudgående uddannelser, når de fx går i gang med en mellemlang videregående uddannelse eller en kandidatuddannelse. Der er et tilbagevendende problem om manglende oplysninger om forudgående uddannelse for seneste år, og vi retter derfor op på disse data hvert år i maj/juni. Danmarks Statistik har i vidt omfang imputeret oplysninger for højeste/seneste uddannelser, så især gruppen af udenlandske statsborgere nu har langt færre med uoplyst forudgående uddannelse.

Kuben ElevFørsteJob er blevet opdateret med DREAM-data for 1. kvartal 2020, hvilket betyder, at der er registreret mindst 6 måneders søgetid for 2019-dimittenderne. Desuden er der tilføjet nye oplysninger om karaktergennemsnit fra gymnasiet og senest fuldførte uddannelse.

Endelig er der tilføjet oplysning om de studerendes bopæl seks måneder før deres tilgang til uddannelsen i kuben ElevStatus, og der er sket en korrigering af opgørelsen af arbejdsmarkedsstatus 23 måneder efter fuldførelse i kuben ElevBesk.

Se evt. nærmere i ”Om data” fanen i de forskellige kuber.

Oplysning om statsborgerskab

I nyhedsbrevet fra april informerede vi om forbedrede oplysninger om statsborgerskab fra Danmarks Statistik, hvilket betød, at antallet med uoplyst statsborgerskab blev reduceret i en række af kuberne. UFM har nu modtaget forbedrede oplysninger om statsborgerskab for endnu en gruppe, således at antallet med uoplyst statsborgerskab er yderligere reduceret i kuben ElevBasis.  De øvrige kuber vil i den kommende uge ligeledes blive opdateret med de nye oplysninger om statsborgerskab og forudgående uddannelse. Tjek evt.  loggen i "Om data" i kuberne for at følge med i dette.

Kurser

Pga. COVID-19 har det desværre ikke været muligt at afholde kurser i UFM's datavarehus for nye brugere på uddannelsesinstitutionerne i en lang periode. Vi håber at kunne organisere et kursus kort tid efter sommerferien og melder dato og sted ud, så snart det er fastsat.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024