Rapporten indeholder en opgørelse af 39 uddannelsessystemers internationale mobilitet for studerende i videregående uddannelse, som sammenholdes med de tidligere tilsvarende opgørelser fra 2015/2016 og 2018/2019. Opgørelsen foretages på grundlag af seks indikatorer og en række kriterier, som blev fastsat i forbindelse med implementeringen af Bologna-deklarationens målsætning om at udvikle et fælles område for videregående uddannelse, hvor studerende og forskere frit kan bevæge sig over grænserne. De seks indikatorer er:
- Information og vejledning om international mobilitet
- Fremmedsprogsforberedelse
- Muligheden for at tage stipendier og studielån med på studieophold i udlandet
- Støtte til international mobilitet målrettet dårligt stillede studerende
- Anerkendelse af læringsmål gennem det europæiske meritoverførsels- og meritakkumuleringssystem (ECTS)
- Automatisk anerkendelse af kvalifikationer
Omkring en tredjedel af uddannelsessystemerne er i dag i en situation meget lig den, som de var i, da opgørelsen blev foretaget første gang i 2015/2016. Overordnet giver rapporten derfor udtryk for, at selvom de fleste forandringer har været positive og ført til forbedringer, så er det overordnede billede statisk.
Opgørelsen viser blandt andet, at:
- Uddannelsessystemerne generelt klarer sig bedst inden for fremmedsprogsforberedelse og anerkendelse af læringsmål gennem det europæiske meritoverførsels- og meritakkumuleringssystem. Inden for disse to indikatorer opfylder over halvdelen af uddannelsessystemerne alle eller de fleste kriterier.
- Uddannelsessystemerne klarer sig generelt godt inden for automatisk anerkendelse af kvalifikationer og muligheden for at tage stipendier og studielån med på studieophold i udlandet. Inden for disse to indikatorer er der flest uddannelsessystemer, som opfylder alle kriterier.
- Information og vejledning er det område, hvor flest uddannelsessystemer har iværksat politiske tiltag, men kun få opfylder alle de opstillede kriterier.
- Uddannelsessystemerne klarer sig dårligst inden for støtte til dårligt stillede studerende. Størstedelen af uddannelsessystemerne opfylder få eller ingen af kriterierne.