Youth Wiki beskriver europæisk og dansk ungdomspolitik ud fra følgende kategorier:
- Social inklusion
- Sundhed
- Uddannelse
- Arbejdsmarked og entreprenørskab
- Frivilligt arbejde
- Unge og verden
- Kreativitet og kultur
- Ungdomsarbejde
- Aktivt medborgerskab
Hvad kan Youth Wiki bruges til?
Med hjælp fra Youth Wiki kan alle med interesse for ungdomspolitik udforske forskelle og ligheder mellem europæiske landes ungdomsindsatser, fordi Youth Wiki fremstiller de enkelte landes nationale prioriteter og strategier på en overskuelig og sammenlignelig måde.
Hovedformålet med Youth Wiki er at understøtte Europa-Kommissionen og medlemslandene i deres beslutningstagning ved at monitorere ungdomspolitik i de enkelte lande og derved tilvejebringe opdateret information om strategier, reformer og initiativer på ungdomsområdet.
Derudover er Youth Wiki en rig kilde til inspiration for alle, der arbejder med unge. Skoler, kommuner, foreninger, højskoler og mange andre kan få ideer til arbejdet med eksempelvis frafald, anti-radikalisering, digital dannelse, aktivt medborgerskab og social inklusion i andre lande. Endelig kan unge, der ønsker at arbejde eller studere i et andet europæisk land, indhente vigtige oplysninger om eksempelvis forsikring, sundhedsforhold og skatteregler.
Fakta om Youth Wiki
Informationen på Youth Wiki bliver leveret og løbende opdateret af nationale observatører og bygger på information fra offentlige myndigheder i 33 europæiske lande.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen administrerer det danske bidrag til Youth Wiki.
Danmarks deltagelse i Youth Wiki er finansieret af Europa-Kommissionen og Børne- og Undervisningsministeriet.