Om danskfaget på universitetet
Department of Scandinavian Studies er Nordamerikas største skandinaviske institut og en del af det anerkendte University of Washington. Hverdagen på instituttet er præget af tæt kontakt til programmets studerende og undervisere, og der tilbydes et stærkt pædagogisk og fagligt miljø. Der har været undervist i dansk ved universitetet siden 1972, og det har et særligt program for dansk sprog, litteratur og kultur, som varetages af en fastansat professor i dansk, sendelektoren og, til tider, en undervisningsassistent i dansk (en kandidatstuderende, som underviser kurset i begynderdansk, 1. års dansk).
I det nuværende akademiske år der ca. 15 - 20 studerende indskrevet på danske sprogkurser, og over 100 – 200 studerende følger de engelsksprogede litteratur- og kulturhold.
Ved instituttet undervises endvidere i alle de nordiske og baltiske sprog (dog ikke grønlandsk og færøsk), litteraturer og kulturer.
Undervisningsåret er opdelt i 3 semestre (eller kvartaler, dvs. efterårs-, vinter- og forårskvartal) og løber fra medio september til medio juni.
Om stillingen
Sendelektoren ansættes som ”Acting Instructor of Danish” og varetager maksimalt i alt 7 kurser i løbet af det akademiske år, som udgangspunkt fordelt på 2 kurser (efterårskvartal), 3 kurser (vinterkvartal) og 2 kurser (forårskvartal). Der er ingen fastlagt eller påkrævet undervisning om sommeren, dog er der til tider mulighed for at føre programmer via UW Study Abroad i Danmark om sommeren.
Sendelektoren varetager primært undervisning i 6 sprogkurser: DANISH 101-102-103 (dansk for begyndere – 1. års dansk), 201-202-203 (dansk for viderekomne – 2. års danskstuderende). Hvis der er nok studerende, kan sendelektoren også undervise i DANISH 310-311 (avanceret dansk/sprog og kultur - 3. års danskstuderende).
Sendelektoren varetager desuden undervisning i et kursus på engelsk, hvor studerende fra andre institutter kan deltage: fx SCAND 155 (Introduction toDanish Literature and Culture). Derudover opfordres sendelektoren også til at bidrage med gæsteforelæsninger på SCAND 100 (Introduction to Scandinavian Culture). Dette kursus undervises på tværs af fakultetsmedlemmerne. Der vil være mulighed for at tilpasse indholdet af kurserne eller på sigt udvikle egne kurser.
Undervisningsforpligtelsen udgør i alt ca. 10 - 12 konfrontationstimer om ugen med tilhørende forberedelse.
Herudover omfatter jobbet andre undervisningsrelaterede opgaver, såsom opgaveretning og eksamination, vejledning (inkl. enkelte danskstuderende i selvstudium) samt den til stillingen knyttede administration.
Sendelektoren skal desuden engagere sig i kulturformidlende arbejde. Dette kan bl.a. omfatte tilrettelæggelse af danske filmaftener og lignende, besøg af danske forfattere og andre kulturpersoner, kontakt til den danske ambassade og andre danskrelaterede institutioner, f. eks. ScanDesign Foundation.
Det forventes også, at sendelektoren kan rådgive studerende om studiemuligheder i Danmark, samt forestå vejledning af danskstuderende. Der lægges også vægt på at sendelektoren i samarbejde med den danske professor deltager i opbygning og udvikling af danskprogrammet.
Stillingen indbefatter ikke forskningspligt.
Kvalifikationer
Vi lægger vægt på, at du:
- Er cand.phil., cand.mag., mag.art. eller evt. ph.d. i dansk eller lignende fag, evt. i kombination med kulturstudier
- Behersker dansk på modersmålsniveau
- Har undervisningserfaring, gerne med undervisning i dansk som fremmedsprog
- Har et godt kendskab til danske samfundsforhold og til dansk litteratur, film og kultur
- Har evt. erfaring med at afvikle online-undervisning
- Er indstillet på at engagere dig i kulturformidlende arbejde
- Kan skabe opmærksomhed om danskfaget og lave opsøgende arbejde med henblik på at rekruttere nye studerende til danskprogrammet
- Behersker engelsk skriftligt og mundtligt på højt niveau
- Har gode samarbejdsevner
Det er desuden en fordel, hvis du tidligere har læst eller undervist på et engelsksproget universitet eller college.
Løn og ansættelsesvilkår
Sendelektoren ansættes ved universitetet efter de ved universitetet gældende regler og modtager en ansættelseskontrakt på op til i alt 4 år i henhold til universitetets regler for ”Acting Instructor”-stillinger.
Sendelektoren modtager løn fra universitet på en 11-måneders basis. Lønnen udgør $42.969 om året (før skat). Ansatte i stillingen kan indstilles til et årligt løntillæg.
Universitetet indbetaler derudover et beløb svarende til ca. 15% af lønsummen til en pensionsordning (social security). Afhængig af sin skattestatus kan sendelektoren fritages for tvungne indbetalinger til social security i de første år af sin ansættelse. Opholder man sig senere uden for USA i mere end 6 år i træk, mister man dog retten til social security benefits.
Læs mere på IRS’s hjemmeside:
https://www.irs.gov/individuals/international-taxpayers/exempt-individuals-teachers-and-trainees
Sendelektoren er berettiget til at tilkøbe universitetets sygesikringsordning. https://hr.uw.edu/wp-content/uploads/sites/3/2018/02/benefits-faculty-9-to-12-months-20230719_a11y.pdf.
Tilskud fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen yder et årligt tilskud på 237.218 kr. (2025-niveau). Beløbet udbetales bagudrettet pr. måned på en 12-måneders basis.
Styrelsen yder tilskud til lektorens og dennes families flytteudgifter og rejseudgifter i forbindelse med til- og fratræden. Tilskud ydes efter forevisning af dokumentation og inden for en af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen fastsat beløbsgrænse.
Det personlige tilskud og tilskud til rejse og flytning indberettes som B-indkomst til de danske skattemyndigheder. Om der skal betales skat af tilskuddene i Danmark, afhænger af en række personlige forhold, som ansøger bør afklare med sin skatteforvaltning. Hvis man bliver ansat, opfordres man til hurtigst muligt at kontakte de danske skattemyndigheder samt undersøge skatteforholdene for J-1 visum-holdere hos de amerikanske skattemyndigheder. Eventuelt kan den nuværende sendelektor også kontaktes.
Ansættelsen er betinget af, at der eksisterer en gældende aftale mellem universitetet og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Visum, opholds- og arbejdstilladelse
Sendelektoren skal have en såkaldt J-1 visum for at arbejde på universitetet. Universitetet igangsætter visumprocessen før sendelektorens indrejse til USA. J-1 visum-holdere er fritaget for at skulle søge opholds- og arbejdstilladelse.
Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist mandag den 17. november.
Ansøgningen skal indeholde CV, dokumentation for eksaminer, undervisnings- og evt. forskningsvirksomhed. Ansøgningen bedes skrevet på dansk og på engelsk.
Ansøgningen og bilag sendes i én samlet pdf-fil til Lektoratsudvalget per e-mail på lektoratsordningen@ufm.dk med emnefeltet: Lektor i Seattle.
Samtaler forventes afholdt af Lektoratsudvalget torsdag d. 27. november 2025 i København.
Efter afholdelse af samtaler indstiller Lektoratsudvalget udvalgte kandidater til universitetet. Universitetet afholder 2. samtaler i uge 2 eller 3.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen ønsker at fremme ligestilling i alle dens aspekter. Derfor opfordres alle interesserede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen.
Yderligere oplysninger
Oplysninger om stillingen og praktiske forhold kan fås hos:
• Institutleder, Marianne Stecher-Hansen, e-mail: marianne@uw.edu, mobil: +1 206-910-1275
• Sendelektor i dansk, Morten B. S. Larsen, e-mail: mbsl@uw.edu, mobil: 51600627 / +1 206-747-7962.
Om Lektoratsordningen
Lektoratsordningen under Uddannelses- og Forskningsministeriet har til formål at udbrede kendskabet til dansk i udlandet gennem støtte til danskundervisning ved udenlandske universiteter.
Læs mere om Lektoratsordningen: https://ufm.dk/uddannelse/tilskud-til-udveksling-og-internationale-projekter/lektoratsordningen