Sofiendalskolen i udkanten af Aalborg er en helt gennemsnitlig dansk folkeskole. Det siger skolens viceskoleleder Torsten Due Christensen selv. Eleverne kommer fra en repræsentativ blanding af ældre villakvarterer, nyere parcelhuse og socialt etagebyggeri, og når det kommer til forældrenes uddannelse og elevernes etnicitet, så stikker skolen heller ikke ud i forhold til den helt almindelige danske folkeskole.
Til gengæld adskiller skolen sig fra de fleste andre ved at have en stærk international profil:
”Sofiendalskolen har altid haft en meget international praksis. Får forvaltningen en international forespørgsel på vores område, er det ofte os, man ringer til, og hvis Aalborg Kommune skal lancere sin internationale strategi, er det os, der repræsenterer folkeskoleområdet. Vi har en meget stærk bevidsthed om, at internationalisering er væsentligt både i forhold til det faglige og det dannelsesmæssige perspektiv; det kan ikke holdes adskilt fra det internationale,” siger Torsten Due Christensen.
Det er også grunden til, at skolen gennem de senere år har været involveret i flere Erasmus+-projekter,herunder projektet ’Crossing Borders: New Approaches to Inclusion’, der tilbyder elever og lærere teoretisk og praktisk træning i at arbejde med børn, der er i fare for social eksklusion, samt handicappede børn.
Sofiendalskolens elever deltog i kørestolsbasket hos partnerskolen i Polen. Foto: Sofiendalskolen.
Opmærksomme på særligt sårbare børn
Projektet udspringer egentlig af et tidligere projekt, der også handlede om inklusion, fordi de kompetencer, som de involverede partnere opnåede gennem dette, kaldte på at blive brugt i en ny sammenhæng, og også dette projekt er blevet efterfulgt af endnu et.
”Vi så mange perspektiver i det foregående projekt, og vi havde alle en naturlig optagethed af børn, der har andre forudsætninger end det typiske barn. Sofiendalskolen har eksempelvis en specialklasserække med 40 børn, som er her, fordi de har ADHD. Det gør det naturligt for os at arbejde med inklusion, og vi synes, at det er et emne for et internationalt samarbejde mellem flere partnere,” siger Torsten Due Christensen.
”Vi gør det dels ud fra et demokratisk og humanistisk grundprincip om, at vi bliver nødt til at være opmærksomme på særligt sårbare børn. Men også ud fra et praktisk og økonomisk synspunkt; det er dyrt at drive specialtilbud, så der er stor politisk bevågenhed i forhold til hele inklusionsbegrebet. Vi skal simpelthen kunne favne børn med særlige udfordringer, og det er noget, der gælder for alle partnerlandene i projektet,” siger han.
En skole forældrene vælger til
Partnerne kommer fra Spanien, Østrig og Polen og har egentlig forskellige formål og opgaver i det daglige, men alle har de et forhold til børn med et inklusionsbehov. Otte elever fra tre af landene besøgte på samme tid det fjerde land, alle fire lande nåede at blive værtsland igennem projektet, og alle gæster var privat indkvarterede. Projektet bød således på en massiv kulturudveksling, samtidig med at eleverne arbejdede sammen fagligt i workshops med for eksempel udviklingshæmmede ogfysisk handicappede.
Projektets hovedformål var at tilskynde til social integration og skabe kulturel bevidsthed, større forståelse og lydhørhed over for social, sproglig og kulturel mangfoldighed og lære at værdsætte forskellige synspunkter. Og så skulle det være for alle: Elever skulle opnå større selvtillid og motivation, lærerne bedre teamarbejdsevner, skolen skulle øge sin status som samarbejdspartner for både myndighederne og lokalsamfundet, og forældrene skulle involveres mere i skolelivet.
Det er flotte ord, og Torsten Due Christensen mener også, at projektet har levet op til det:
”Det her er et fredsprojekt. Man bliver nødt til at have en oprigtig interesse i de andre, og det gør man bedst, hvis man laver noget sammen. Vi skulle ikke bare holde kurser eller oplæg for hinanden, men rent faktisk have et opgavefællesskab. Og så skulle alle have noget ud af det, også skole, lærere og forældre. Vores projekter har givet os et kæmpe momentum i forhold til at fremme international forståelse og inklusion, og det internationale er en del af vores selvforståelse. Vi vil gerne gøre os attraktive i området og være den skole, som forældrene vælger til deres børn,” siger han.
Gerne flere projekter
”Og familierne har været meget engagerede: En vegansk polsk elev blev indkvarteret hos en familie her i Aalborg, hvor faren var slagter, og han gik ud og købte en vegansk kogebog. En anden familie har senere besøgt en polsk værtsfamilie i Polen, og en pige har arbejdet en hel sommer i en italiensk families pizzeria i Firenze. Der er mere i det end som så, vi skal involvere os i hinanden, så kommer der nok et fredeligere kontinent ud af det i den sidste ende.”
Torsten Due Christensen har altså været glad for at deltage i internationale projekter, og gjorde det gerne endnu mere. Men:
”Man skal gøre sig klart, hvorfor det er vigtigt. Det kan godt lade sig gøre at finde på et godt projekt med nogle gode partnere og skabe opbakning til det. Men der er nogle strukturer omkring den måde, vi laver skole på, der gør det vanskeligt. Det er svært at tage lærerne ud af dagligdagen i skolen, så det skal være meget vigtigt. Derfor bliver der lavet færre projekter, end der egentlig er vilje til. Tænk hvis jeg bare kunne låne et par klasseværelser i for eksempel Bruxelles hvert år og køre undervisning for et par niendeklasser i en måned! Men det er helt umuligt i forhold til pensum og forsikringer, og hvad ved jeg, og det er en hindring for projektmageriet,” siger han.
Om projektet
’Crossing Borders: New Approaches to Inclusion’ tilbyder elever og lærere teoretisk og praktisk træning i at arbejde med børn, der er i fare for social eksklusion, samt handicappede børn. Projektet, der løb fra 1. september 2015 til 31. august 2017, er støttet med 117.680 euro i tilskud fra Erasmus+.
Artiklen er tidligere bragt i publikationen ’Erasmus+ 2021-2027 – Inspiration til internationalt Uddannelsessamarbejde.
