Passion Udflugt åbnede, da verden lukkede ned. Organisationen, der har til formål at skabe bedre trivsel blandt unge ved at hjælpe dem til at finde deres passion i livet, er stiftet af Nathalie Birkjær. Hun fortæller, at trods den dårligt timede start er Passion Udflugt kommet godt fra start med godkendelse af tre ungdomsudvekslinger under Erasmus+ med en lang række partnere fra næsten lige så mange lande.
Før Nathalie Birkjær stiftede sin egen organisation, havde hun erfaring fra adskillige Erasmus+- projekter i forskellige konstellationer. Herigennem opbyggede hun et godt internationalt netværk, som hun kan trække på i dag, og som har gjort det nemmere for hende at sætte egne projekter i gang. Men samtidig trækker hun i rigt mål på platformen SALTO-YOUTH, der indeholder mange værktøjer og tilbud, der kan hjælpe ansøgere og tilskudsmodtagere lige fra den første spæde idé til projektets afslutning.
Udtrykker sig gennem kreativitet
"Vi vil gerne fremme social inklusion og interkulturel forståelse og tolerance, samtidig med at vi styrker de unges mentale sundhed og øger deres selvtillid. Det gør vi ved hjælp af metoder, der ligger inden for det kreative spektrum, for eksempel teater, dans og musik, der lærer de unge forskellige udtryksmetoder, og hjælper dem til at blive bedre til at udtrykke sig selv."
I Danmark er SALTO-YOUTH ikke særlig velkendt. Kun de færreste projekter har benyttet sig af platformens tilbud, så Passion Udflugt er desværre stadig lidt af en undtagelse, men til gengæld en varm fortaler for brugen.
Organisationen aktiverer de unge gennem forskellige typer workshops, møder, projekter og internationale udvekslinger, og Nathalie har haft lejlighed til at benytte sig af de fleste af værktøjerne i SALTO-YOUTH til at realisere aktiviteterne.
Partnersøgning
"Jeg bruger SALTO til at finde kurser, som jeg selv eller andre i staben ville kunne have interesse i at deltage i. For eksempel har jeg selv igennem værktøjet ’Training Calendar’ senest deltaget i online kurset ’Comedy theatre’, hvor vi lærte, hvordan vi bruger teatermetoder i vores arbejde med unge mennesker," siger hun.
Deltagere i ungdomsudvekslingen We Are One. Foto: Nathalie Birkjær.
"Det var naturligvis sammen med en masse andre internationale deltagere, og at deltage i sådan et kursus bliver samtidig en måde at finde partnerorganisationer inden for samme felt," siger Nathalie, der herudover har fundet partnere gennem redskabet ’Partner Finding’, der fungerer som en slags Facebookprofil for organisationer.
"Jeg har sommetider brug for at kende til NGO’er fra et specifikt land, og som arbejder inden for et specifikt felt. Her er det meget let at finde inspiration," siger hun.
Hun mener nok, at hun via sin tidligere erfaring med internationalt arbejde, og de kontakter hun har fået igennem dette, ville kunne drive fremtidige projekter uden at benytte sig af SALTO-YOUTH, men: "Det gør det da helt sikkert meget nemmere. Næste gang jeg går derind, vil det nok være for at finde inspiration via ’Training Toolbox’ til, hvordan man kan facilitere sessioner inden for vores projekt. Det er en stor hjælp for mig, at man ikke skal sidde alene i et rum og finde på det hele selv forfra, men at der er et netværk og et sted, hvor man få hjælp hele vejen igennem og lære af de bedste på sit felt", siger Nathalie Birkjær.
SALTO-YOUTH
SALTO-YOUTH er et videns- og ressourcecenter, der understøtter internationalt samarbejde på ungdomsområdet. Den digitale platform henvender sig til både professionelle og frivillige, og her finder du værktøjer som for eksempel:
European Training Calendar
Her kan du finde europæiske aktiviteter inden for ikke-formel uddannelse på ungdomsområdet. I online-kalenderen kan du både søge efter udbudte kurser/aktiviteter og promovere dine egne. Såfremt man udvælges som deltager, vil deltagelse, ophold og rejse være enten gratis eller delvis gratis.
Otlas Partner Finding
Hvis du vil lede efter nye internationale kontakter, sende en frivillig på udveksling eller finde den manglende partner til dit projekt, er Otlas et meget effektivt værktøj.
Trainers Online for Youth (TOY)
Leder du efter en underviser, ekspert eller udbyder? TOY indeholder hundredvis af undervisere med erfaring på det internationale ungdomsområde, og du kan også registrere dig selv og blive fundet af andre.
Toolbox
Indeholder et hav af nyttige værktøjer til ungdomsarbejde og uddannelsesaktiviteter. Toolbox fungerer som et onlinekatalog, du kan orientere dig i eller selv bidrage til.
Youth Pass
Youth Pass er et værktøj til at dokumentere læringsresultater fra ungdomsarbejde og solidaritetsaktiviteter. Projektdeltagere kan få et kompetencebevis, der gør rede for de personlige og faglige kompetencer, man har udviklet, og som man kan vise kommende uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Læs mere om Youth Pass.
Artiklen er tidligere bragt i publikationen 'Digitale muligheder i Erasmus+'.