Gå til indhold

Elever og virksomheder skal matche - også i udlandet

Smedeuddannelsen på EUC Lillebælt har kontakt til en lang række oplæringsvirksomheder i Europa. ”Men ikke alle elever ville trives i det kæmpe store værft i Torshavn”, siger skolens internationale koordinator: ”Så man skal kende eleven, og han eller hun skal kende sig selv.”

Liljan1.jpg

Liljan Tindalid var kun 17 år, da hun besluttede sig for at tage en del af sin erhvervsuddannelse i udlandet. Fordi Liljans mor er schweizer, blev det i delstaten Jura, der grænser op til Frankrig. Det franske sprog på arbejdspladsen ville dermed ikke blive en hindring. Til gengæld er Liljan kvinde i et mandefag. Hun er først nu gammel nok til at tage et kørekort, og så er hun ordblind. Men derfor er Liljan også et godt eksempel på, at OPU-ordningen - som giver mulighed for, at erhvervsskoleelever kan tage på et oplæringsophold i udlandet - ikke kun er for de bogligt stærke elever på erhvervsuddannelserne, for de ældre eller for de mest udadvendte.

”Jeg er ikke så social, og jeg kan godt have lidt svært ved at spørge om hjælp. Der er blevet talt mange sprog i mit barndomshjem i Grønland, hvor jeg er vokset op med en færøsk far og en schweizisk mor, og derfor roder ordene tit lidt i mit hoved”, fortæller Liljan. Men nej, at arbejde i udlandet, det var hun aldrig i tvivl om, at hun kunne og ville:

 ”Hvis bare jeg kunne være et mindre sted”, siger hun.

Først korte ophold

Laila Wilkinson, der er erfaren international koordinator på EUC Lillebælt, har kendt mange elever med Liljans sind og samtidige eventyrlyst. Gennem årene har hun set, hvordan ophold i udenlandske virksomheder styrker eleverne både personligt og fagligt, men hun er også meget opmærksom på at forberede den enkelte elev og virksomheden på opgaven. Og her er korte ophold til at begynde med kodeordet.

I foråret 2023 var Liljan på sin første, smedefaglige rejse med sit GF2-hold på Island. Nord for Reykjavik i 14 dage på en smedeuddannelse, som Laila Wilkinson har haft et mangeårigt samarbejde med. Opholdet på Island, der er Erasmus+-støttet og et fast tilbud for EUC Lillebælts smedeelever på grundforløbet, bekræftede kun Liljans udlængsel. Hun tog derfor nu, med hjælp fra sin mor, kontakt til en lille schweizisk virksomhed i Jura, for på egen hånd at gennemføre et kortere ophold mere.

 I sin Erasmus+-rapport efter 8 uger, konkluderer hun:

”Ift. smedearbejdet har jeg lært nye tekniker. Jeg har også lært at være punktlig, starte arbejdet tidligt og arbejde lange dage”.

At der også var udfordringer med kultur og sprog, lægger hun dog ikke skjul på. På trods af sit franske modersmål var der mange fagbegreber at lære:

 ”Un lim er fx en fil og ikke en lim”, uddyber hun og griner. Måske af sig selv.

En af de opgaver, Liljan var særligt glad for, i Jura, var opsætningen af et nyt og sikkert gelænder på det lokale plejehjem. At møde og gøre gavn for andre mennesker, føltes godt og rigtigt. Det var også sådan, hun havde det, da hun var med til den vanskelige reparation af en ostemagers store saltkar og dengang, hun var med til at opsætte en brandsikker dør.

Kontrakt indgået

At arbejde i et værksted designet til mænd var dog også lidt af en udfordring, sander Liljan. Uagtet, at hun er sikker på at have oparbejdet mange muskler allerede, var der og vil der fortsat være ting, hun ikke kan nå eller løfte og derfor må bede om hjælp til.

Men alt tyder nu på, at Concept Métal, som den lille virksomhed hedder, har haft rigtig god gavn af Liljan, som de har valgt at indgå en 1,5-årig OPU-aftale med. Det vil sige, at Liljan skal tilbage til Jura, når hun nu inden længe er færdig med sit 1.hovedforløb på EUC Lillebælt.

”Det er og bliver rigtig godt. Det har Liljan allerede bevist. Jeg havde også nogle åbne pladser på Færøerne, men værkstederne er så kæmpe store deroppe, at jeg ville være bange for, at Liljan blev væk”, siger Laila Wilkinson og konstaterer: ”Elever og virksomheder er nødt til at passe sammen”.

Liljan giver Laila ret. Hun er også glad for at skulle fortsætte sin oplæring i Jura, hvor hun nu kender både opgaver, kunder og kollegaer. Men engang at prøve at hænge med alt sit svejsergrej, på siden af en af de store skibe i Grønland, det ville hun nu gerne prøve. Engang. Hun overvejer også andre lande.

Men forude venter i første omgang 7 måneder mere i Schweiz.

Når Liljan er ”hjemme” på skoleophold, bor hun på EUC Lillebælts skolehjem i Fredericia.  Når hun er på oplæringsophold i Schweiz, bor hun i en lille 1-værelses lejlighed – 15 minutter i bus fra smedevirksomheden Concept Métal.
Når Liljan er ”hjemme” på skoleophold, bor hun på EUC Lillebælts skolehjem i Fredericia. Når hun er på oplæringsophold i Schweiz, bor hun i en lille 1-værelses lejlighed – 15 minutter i bus fra smedevirksomheden Concept Métal.

Hvad er en OPU-aftale? 

OPU står for oplæring i udlandet.

OPU-ordningen, der tidligere hed PIU-ordningen, er et dansk mobilitetsprogram, der giver elever på danske erhvervsuddannelser mulighed for at komme på oplæringsophold i udlandet, når de har afsluttet grundforløbet på deres uddannelse.

Har man en dansk uddannelsesaftale, vil opholdet i udlandet skulle aftales med den danske arbejdsgiver og foregå som en såkaldt udstationering.

Hvis man, som Liljan, ikke har en dansk uddannelsesaftale, er det skolen, i Liljans tilfælde EUC Lillebælt, der står for udsendelsen.

I begge tilfælde kan der søges økonomisk støtte til opholdene hos Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, der administrerer ordningen. Og i begge tilfælde anerkendes opholdene som en del af den danske erhvervsuddannelse.

Det er en mulighed på alle erhvervsuddannelser at tage en del af sin praktiske oplæring i udlandet.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024