Gå til indhold

Hent information og data om Erasmus+

Tidligere i år nåede EU-programmet Erasmus+ en milepæl med mere end 15 millioner deltagere i læringsmobilitet siden 1987. Med offentlig adgang til statistik og visuelle fremstillinger af data kan alle interesserede få adgang til faktuel viden om Erasmus+.

Undervisere, forskere, studerende, journalister og alle andre interesserede kan nu gå ombord i en bred vifte af data om EU-programmet Erasmus+. Europa-Kommissionen har nemlig åbnet en offentlig tilgængelig database med rig  mulighed for at udforske programmet og dets resultater. 

Visualisering af data om Erasmus+

På Europa-Kommissionens hjemmeside finder du visualisering af en række data om Erasmus+ med interaktive grafer. Det spænder fra overordnede data om programmet til eksempelvis visualisering af mobilitetsstrømme fra et land til et andet. 

Cirkeldiagram med fordeling af beløb på tilskudsområder i Erasmus+Kilde: Europa-Kommissionens hjemmeside 

Offentlig adgang til statistik om Erasmus+

Vil du dybere ned i tallene, kan du dykke ned i 'Erasmus+ Public Dashbord' - en database med offentlig adgang. Her finder du en bred vifte af statistik, der dækker perioden 2014-2024.

Få eksempelvis overblik over antallet af deltagende organisationer, projekter og mobiliteter og udforsk interaktive visualiseringer og grafer, der viser mobilitetsstrømme mellem lande, projektdeltagelse over tid og andre relevante data. Som bruger kan du oprette tilpassede rapporter baseret på specifikke interesser ved hjælp af de interaktive værktøjer. 

Værk opmærksom på., at brugere skal have eller oprette et EU-login for at få adgang. 

Fakta om Erasmus+

  • Erasmus+ er et EU-program, som understøtter aktiviteter inden for uddannelse, ungdom og idræt
  • Formålet med Erasmus+ er at fremme læring og færdigheder gennem international mobilitet og internationalt samarbejde
  • Hovedaktiviteter er læringsmobilitet - fx uddannelses- og praktikophold i udlandet for elever, studerende, undervisere og øvrige medarbejdere - og internationale samarbejdsprojekter - fx med fokus på udviklingsinitiativer inden for læring og uddannelse. 
  • I 2024 kan danske institutioner og organisationer søge tilskud på i alt cirka 405 millioner kroner 
  • I programmet indgår EU-medlemslandene, EØS-landene Norge, Island og Liechtenstein samt Serbien, Tyrkiet og Nordmakedonien. 

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 05. august 2024

Afsendere