Gå til indhold

Nyt om internationale uddannelsesprogrammer - April 2025

Hold dig opdateret via Udsyn: Bliv klogere på EU’s nye Union of Skills-strategi, deltag i kontaktseminar i Riga, søg lektorat i dansk i udlandet, tip elever om OPU-konkurrencen – og hør om årets EITA-pris for innovative undervisningsprojekter.


Grafik

Union of Skills: EU satser på kompetencer og uddannelse 

Arbejder du inden for uddannelsesområdet? Så vil du måske finde det relevant at dykke ned i EU’s nye 'Union of Skills'-strategi. Strategien skal styrke Europas konkurrenceevne og sætter blandt andet fokus på at levere højere niveauer af både basale og avancerede færdigheder og tilbyde muligheder for løbende opkvalificering og læring af nye færdigheder.

Riga

Kontaktseminar i Riga om demokratisk og digital deltagelse

Arbejder du med uddannelse, og er du interesseret i at arbejde med at fremme aktivt medborgerskab, demokratiske værdier og digital deltagelse? Så har du mulighed for at deltage i et kontaktseminar i Riga 28.-30. oktober 2025, som det lettiske kontor for Erasmus+ er værter for. Ansøg senest 22. maj 2025.

Underviser ved tavle
Fem ledige lektorater i dansk i udlandet

Brænder du for dansk sprog og kultur – og har du lyst til at undervise og formidle det i udlandet? Der er nu fem ledige stillinger som lektor i dansk ved universiteter i Paris, Poznań, Sofia, Wien og Milano med tiltrædelse i efteråret 2025. Læs mere, hvis du ønsker at undervise i dansk sprog, litteratur og kultur i hjertet af Europa.

Udsnit fra video 
OPU-konkurrence for erhvervsskoleelever

Kender du elever eller lærlinge, der er eller har været på oplæringsophold i udlandet med tilskud fra OPU-ordningen? Så tip dem om årets OPU-konkurrence for erhvervsskoleelever, som Uddannelses- og Forskningsstyrelsen netop har udskrevet. De kan deltage ved at klippe en kort film eller skrive en historie om deres faglige og personlige oplevelser i udlandet. Der er præmier på op til 7.000 kroner, og deadline er 1. oktober 2025 kl. 12.00.

Grafik

European Innovative Teaching Awards 2025: Europæisk medborgerskab i undervisningen

Er du nysgerrig på, hvordan undervisning kan bidrage til dannelse af fremtidens aktive og engagerede medborgere? European Innovative Teaching Award (EITA) vil i 2025 fejre innovative undervisningsprojekter, der med støtte fra Erasmus+ har sat fokus på medborgerskab, demokratisk deltagelse og fælles værdier – på tværs af Europa.


Fotos: 1: Europa-Kommissionen, 2: IStock, 3: Dan Mark, 4+5: UFS.

Udsyn udsendes næste gang i slutningen af maj 2025. Har du ønsker eller gode idéer til indhold, er du velkommen til at sende en mail til Helle Thorbøl Møller via hemo@ufm.dk.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 29. april 2025