Danskundervisning i Polen baner vej for job

Indlæg af cand. mag. Bo Helldén, som fra 2011-2014 var ansat som lektor på universitetet i Gdansk i Polen. Bo Helldén har gennem sit arbejde stiftet bekendtskab med en lang række studerende og fortæller her, hvad det har betydet for de studerendes karriere og fremtidsmuligheder at have læst dansk.

Siden 1995 har de studerende på universitetet i Gdansk i Polen haft mulighed for at studere dansk. Og fra 2011 til 2014 var jeg ansat som danskunderviser på universitetet gennem den danske Lektoratsordning.

Efter min mening er danskundervisning i Polen en stor succes, og der er stor søgning til danskstudiet på universitetet i Gdansk. Faktisk var antallet af ansøgere ti gange højere end antallet af studerende, der blev optaget i 2014.

Polens indtræden i EU i 2004 har ændret jobmulighederne for de danskstuderende polakker radikalt. Før 2004 blev kandidaterne ofte ansat på universiteter som oversættere eller fik jobs, hvor de ikke brugte deres uddannelse til fulde.

Men det har ændret sig. Polens EU-medlemskab har ikke bare været en katalysator for en positiv udvikling i den polske økonomi. Den har også gjort Polen til et attraktivt sted for danske investeringer. I alt har over 400 danske firmaer fundet vej til Polen.

Det gælder både mindre danske virksomheder og store, internationaliserede virksomheder som Arla, Flügger, Coloplast og Carlsberg. Nogle af de store virksomheder outsourcer produktionen til Polen, mens andre flytter HR-, service- og regnskabsafdelinger dertil. Det resulterer i en øget efterspørgsel efter polske medarbejdere, der kan kommunikere flydende på dansk og forstår den danske kultur. 

Polske danskstuderende
Polske danskstuderende på udflugt med deres danske lektor

De studerende kommer hurtigt i job

En af dem er Przemysław Piela. Han afsluttede danskstudiet i 2011 og blev ansat i det danske konsulent- og ingeniørfirma Q-Partners i Poznan, hvor han arbejdede som assistent for den administrerende direktør. Sidenhen har Przemysław etableret sin egen virksomhed, Hugin Consulting, der arbejder med managementrådgivning, rekruttering og sourcing for skandinaviske virksomheder.

Przemysławs forældre var modstandere af, at han ville læse dansk, men han stod fast, og som han siger i dag, var dét at læse dansk den bedste beslutning, han nogensinde har taget.

En anden tidligere studerende, Ania Kubica-Goźdiak, arbejder i dag i det danske firma Jasopels, der har specialiseret sig i produktionsløsninger til både danske og udenlandske minkavlere. Ania blev ansat, mens hun læste på femte år af sit studie og arbejder stadig i virksomheden. Hun har i dag ansvaret for regnskab og logistik. Egentlig overvejede Ania at læse engelsk, men interessen for Skandinavien betød at valget faldt på dansk. Hun bruger det danske sprog hver eneste dag i jobbet hos Jasopels.

Det er lidt af et luksusproblem, at langt de fleste 5. årsstuderende har studenterjobs i danske firmaer. Det gør det nogle gange svært at få alle til at møde op til undervisningen, men fordelen er, at stort set alle de studerende har jobs, inden de bliver færdige med studiet.

Mange af de studerende kombinerer dansk med andre fag - eksempelvis økonomi eller jura. Łukasz Szmelc fra Gdansk er en af dem. Han læser dansk på femte år og studerer samtidig med bioteknologi på det tekniske universitet i byen. For Lukaz er kombinationen af dansk og bioteknologi god, fordi Danmark, som han siger, er et af de førende lande inden for farmakologi og økologi. Så hvad enten han vælger at gå efter en Ph.d. eller direkte efter en erhvervskarrierer, vil han stå stærkt.

Danskstudiet giver de polske studerende mulighed for at finde gode jobs og avancere rimeligt hurtigt, hvis de viser initiativ. Der hænger altid jobopslag på institutterne i Gdansk og Poznan. De polske studerende er meget ambitiøse og initiativrige. De er ikke voldsomt egoistiske, men de er vant til at kæmpe. Den kombination passer godt sammen med dansk erhvervsliv.

Billede af Bo HelledénBo Helldén er i dag ansat som lektor på et universitet i Beijing i Kina. Han er ansat gennem den danske Lektoratsordning. Ifølge Bo er det en spændende udfordring og givende at undervise udenlandske studerede i dansk sprog og kultur. 


Om Lektoratsordningen

På omkring 60 universiteter verden over foregår der undervisning og forskning i dansk sprog, litteratur og danske samfundsforhold. På 27 af universiteterne er der ansat danskundervisere gennem den danske lektoratsordning.

Lektoratsordningen under Uddannelses- og Forskningsministeriet har til formål at udbrede kendskabet til dansk i udlandet gennem støtte til danskundervisning ved udenlandske universiteter.

Senest opdateret 20. marts 2015