Gå til indhold

Claus Bjerre og Bo From Jacobsen

Underviserparret fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense har fundet et gyldent værktøj, der styrer deres undervisning, så de kan improvisere og være der fuldt ud for de studerende. Det belønnes nu med Undervisningsprisen 2021.

"Double diamond er jo nøglen til det hele", siger Claus Bjerre, da han bliver spurgt, hvorfor han tror, at han og undervisermakkeren Bo From Jacobsen har vundet Undervisningsprisen 2021. Double diamond er et processtyringsværktøj, der styrer en innovativ proces, så alle ved, hvad man laver på helt bestemte tidspunkter.

Underviserparret har vundet årets Undervisningspris i valgfaget ’Design til produktion’ på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense. Her skal de studerende designe en karnap, som skal monteres på en bygning, og double diamond styrer processen, hvor Claus Bjerre, der er uddannet arkitekt, er projektleder i første del af diamanten, mens Bo From Jacobsen, der oprindeligt er bygningskonstruktør, er det på den anden del af diamanten.

Pingpong gav pote

Bo From Jacobsen blev ansat i 2008, og Claus Bjerre sluttede sig til underviserskaren på UCL to år senere. Efter nogle år fandt de to hinanden, fordi deres fag havde berøringsflader. Og de kunne hurtigt mærke, at deres gode kollegaskab og pingpong gav pote i undervisningen. Som da de fx var på studietur i København med et hold og skulle over en bro:

"Lige pludselig stopper Claus hele holdet midt på broen og peger på en bygning, og så var det bare op til mig at tegne og fortælle", siger Bo From Jacobsen og fortæller, at netop sådanne situationer, hvor de to spiller metaforisk bold med hinanden, giver en spontanitet til undervisningen, der gør, at den forbliver spændende for de studerende.

"Vi kender hinanden så godt nu, at vi sagtens kan give hinanden den slags improviserede udfordringer", siger Claus Bjerre.

70/30

Og det leder Bo From Jacobsen ind på, hvor vigtig improvisation faktisk er for deres undervisning. De husker begge, da de som nyudsprungne undervisere typisk planlagde undervisningen ned til mindste punktum.

"Men gennem årene har jeg lært at slappe af i at undervise, og jeg har nok udviklet mig til at være en lidt anderledes underviser, der er fjoget, og som sagtens kan finde på at fyre noget høj musik af og stå og danse", siger Bo From Jacobsen og fortæller, at det er blevet tydeligt for ham, hvor vigtigt det er for både ham og de studerende, at der bliver holdt pauser og gives tid til improvisation.

På den måde viser vi dem, at vi også er mennesker. Og det får dem til at slappe af", siger Claus Bjerre.

En fordeling på 70 pct. planlagt aktivitet og 30 pct. improvisation er optimalt, mener de.

Frie rammer

De er begge enige om, at de kan være så frie i deres undervisning pga. deres erfaring, men også fordi de har valgt at bruge projektstyringsværktøjet double diamond i deres undervisning:

"Det gør, at vi kan køre processen uden at tænke for meget over det", siger Bo From Jacobsen og forklarer, at den kendte proces dermed skaber rum for vigtigere aspekter i deres samspil med de studerende:

"Selvom jeg ikke er inde i klassen, så ved jeg, hvor langt Claus er og omvendt. På den måde giver det overskud til at differentiere mellem projektgrupperne og give dem individuel sparring af høj kvalitet", siger han.

Claus Bjerre forklarer, at processen også giver de studerende lov til at få helt frie rammer, når de skal designe karnappen. Der har sågar været eksempler på karnapper formet som fisk og pengeskabe, og en karnap, der skulle kobles på en foderstofbygning.

De studerende får den samme opgave, men kommer ud med vidt forskellige resultater, og det har vi overskud til at gå ind i. Det gør, at de studerende dels føler sig set af os, men også, at de lærer mere, fordi de selv finder ud af, hvad der kan lade sig gøre i virkeligheden, og hvad der skal forblive som en vild ide".

Overraskelser skaber glæde

Det giver dem begge glæde, når de studerende overrasker positivt ved at tage faget til sig med en ildhu og entusiasme, som de to undervisere ikke havde set komme. Som fx da en 20-årig pige, der kom lige fra gymnasiet og som derfor ikke havde samme forudsætninger for faget som en håndværkeruddannet, på et enkelt år viste, at hun havde lært så meget, at hun brillerede til eksamen ved at forklare detaljeret om kalkmørtels egenskaber.

"Det er bare storslået!", siger Bo From Jacobsen.

Omvendt kan det få begge til at have lyst til at gå hjem, når de studerende dukker op i de sidste fem minutter af undervisningen, når grupperne ikke kan samarbejde eller når det teknologiske driller.

"Alt der gør, at vi ikke kan fokusere på vores fag", siger Claus Bjerre.

Fremtiden er bæredygtig

Underviserparret ser en bæredygtig fremtid forme sig foran dem, og pengene fra prisen vil de derfor gerne bruge til at kompetenceudvikle hele deres afdeling, så de bliver bedre til at tænke bæredygtigt. Fx med en studietur til Østrig eller Norge. Og så kunne de godt tænke sig at starte et nyt valgfag sammen, hvor de vil udfordre de studerende i at designe huse med massivt træ i runde frem for de konventionelle firkantede former.

Og vil I også bruge double diamond her?

"Selvfølgelig!", siger de i kor.

Blå bog:

Navn: Claus Bjerre.

Titel: Lektor i projektering, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. 

Fagområde: Projektering, lovgivning, vejledning. 

Fødested og bopæl: Født i Odense i 1961. Bor i dag i Håre.

Kontaktoplysninger: E-mail: cb@ucl.dk.

 

Blå bog:

Navn: Bo From Jacobsen. 

Titel: Lektor i bygningskonstruktion, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Fagområde: Plan & Styr, jura, kalkulation, kvalitetssikring, vejledning.

Fødested og bopæl: Født i Odense i 1968. Bor i dag i Odense.

Kontaktoplysninger: E-mail: bfj@ucl.dk. 

Foto: Søren Kjeldgaard | Tekst: Mette Wallach

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024