Bo Meier

Iført en hvid kittel, briller med tykke glas og en grå paryk, der stritter i alle retninger, byder doktor Gesundheit velkommen til dagens simuleringsøvelser. Med stetoskop om halsen og forstørrede øjne bag brilleglassene vil doktor Gesundheit udsætte sine studerende for virkelighedstro sygdomstilfælde, der kræver akut sygepleje. De studerende er spændte - måske endda lidt nervøse - for, hvordan de vil klare det.

“For at øvelsen virker, kræver det, at man selv går all in. Derfor starter jeg dagen med at møde op som doktor Gesundheit, der ligner lidt en skør professor. Så får vi det første grin fra morgenstunden, og hvis man må grine af Bo, så plejer de studerende at være med på den,” forklarer Bo Meier, der er adjunkt på sygeplejerskeuddannelsen ved UC Syd i Aabenraa og selv i gang med at tage en Master i IKT og Læring.

Han underviser i akutsygepleje og har iscenesat, hvordan fiktive patienter med jammer og klage møder ind i virkelighedstro skadestuer på UC Syd for at modtage behandling. Det kan eksempelvis være gamle fru Hansen, der er askegrå i ansigtet, har forhøjet temperatur og dårlig vejrtrækning.

Mærke det på egen krop

Øvelsen er kulminationen på et fire ugers kursus i akut sygepleje, hvor de studerende har lært, hvordan man gennemgår en patient fra top til tå og sætter nogle handlinger i gang. Hvis de studerende overser oplagte signaler hos patienterne, hænder det, at Bo tager lægekitlen på og tilfældigvis dumper ind i skuespillet. Seancerne optages også på video, så Bo Meier og de studerende bagefter kan dissekere, hvad der gik godt og hvor der var plads til forbedringer.

Når de senere står ude i virkeligheden, så vil de huske, hvad de har lært. For de har mærket på egen krop at stå i det kaos, det kan være. De har også set sig selv på video og ved, at selvom patienten er dårlig, og der skal gøres noget nu, så har jeg ro på og faglighed til at håndtere situationen.

Det er netop den sikkerhed, Bo Meier stræber efter at give sine studerende:

“Jeg vil gerne give dem grundlæggende færdigheder og redskaber, så de har en stærk faglighed. Det giver dem en tilfredsstillelse i deres job, at de har gode rutiner og ved, at de løser opgaver så godt, de kan,” siger Bo Meier.

Sygeplejerske ved et tilfælde

At Bo Meier selv skulle blive sygeplejerske stod ikke nødvendigvis skrevet i livets store journal. Han var både blevet optaget på markedsøkonomon-uddannelsen og havde en læreplads som fotograf på hånden, da livet tog en uventet drejning. Som almindelig fodtudse i Forsvaret fik han et førstehjælpskursus og lærte de allermest basale ting som at lægge en forbinding og give en indsprøjtning. Han kunne mærke i kroppen, at det kunne noget, og så søgte han på lykke og fromme ind på sygeplejerskestudiet for snart 20 år siden. Et valg han aldrig har fortrudt, for jobbet har en indbygget højere mening:

“Man siger, at sygeplejen er uegennyttig - vi gør det for andres skyld - men vi får også rigtig meget igen ved at hjælpe andre i svære livssituationer. Der ligger en stor værdi og glæde i at gøre en forskel. På samme måde er det fantastisk at gå ind i et undervisningslokale, at få lov til at hælde ud af sin erfaring og viden og se, hvordan de studerende vokser fagligt,” forklarer Bo Meier.

Sygeplejerskefaget er, siger Bo Meier, et felt hvor teori og praksis hænger 100 procent sammen. Derfor sørger han altid for at være praksisnær og tage udgangspunkt i konkrete oplevelser og erfaringer. Både sine egne og de studerendes. Aha-oplevelserne og den dybere forståelse kommer, når studerende får øje på, hvordan teori og praksis flettes sammen:

“Det er en af mine væsentligste opgaver at få de studerende gjort stolte af, at vi har et fag, som er så meget et håndværk og samtidig dybt teoretisk. Det giver dem et højt fagligt niveau, at de mestrer begge dele.”

Svær at slå ud af kurs

Inden Bo Meier begyndte som underviser, var han intensivsygeplejerske på modtage- og intensivafdelingen på Sygehus Sønderjylland. Jobbet har stresstestet ham til det yderste og han er svær at slå ud af kurs. Han er derfor heller ikke slave af sin egen masterplan i undervisningen, og hvis han fornemmer, at de studerende ikke tuner ind på hans kanal, tager han gerne omveje for at få dem med.

“Jeg prøver at gå åbent ind til undervisningen. Jeg skal selvfølgelig være forberedt på, hvad der skal formidles, men tilgangen afhænger rigtig meget af humøret i flokken. Jeg får jo heller ikke noget ud af at sætte en powerpoint på, hvis øjnene er slukket for lyst til at lære efter 10 minutter,” siger han og uddyber:

“Selvom jeg ikke har meget undervisningserfaring endnu, så har jeg en rygsæk med viden, jeg kan bygge det hele op på. Så de kan ikke vælte mig af pinden med underlige spørgsmål. Jeg har arbejdet 14 år på intensiv, så jeg er vant til at stå i de hektiske situationer og bevare overblikket lige meget, hvor mange bomber der springer omkring mig.”