Gå til indhold

Frits Giversen

Et langt arbejdsliv i det private kommer i spil, når lektor Frits Giversen underviser på maskinmesteruddannelsen. Her justerer han forestillinger om god ledelse og nyder, at der ikke findes et nulsumsspil på læreanstalten: “De studerende kan bare få det hele.”

Når man hører stillingsbetegnelsen maskinmester, tænker nogen måske tilbage på en svunden tid, hvor maskinmesteren stod til søs og rumsterede med maskiner iført kedeldragt, en tot tvist i lommen, en skruenøgle i bæltet og sod i ansigtet. I dag er maskinmesteren for en stor dels vedkommende gået i land. Og hvor driften tidligere handlede om vedligehold, effektiviseringer og at blive hurtigere og bedre, så hælder udviklingen i dag over mod at sætte de færdigheder i spil ved grøn omstilling, power-to-x og naturlige kølemidler.

Selvom jobbet har ændret karakter, så er grundprincippet om at have kyndige hænder, der taler maskiners sprog, og som ikke mindst forstår at tilpasse sig nye teknologiske landvindinger, stadig essentielt for det gamle erhverv. Derfor ser lektor Frits Giversen ved Aarhus Maskinmesterskole heller ikke nogen grund til at pifte maskinmestertitlen op, så den klinger mere moderne.

“For nogen er det måske et lidt old-fashioned udtryk, men det er ikke noget, jeg har behov for at omdøbe. Jeg tænker, at vi har et godt ry som dem, vi er. Branchen ved godt, hvad vi kan og hvad vi står for,” siger lektor Frits Giversen ved Aarhus Maskinmesterskole.

På studiet ruster man de studerende til at være på højde med teknologi, vi endnu ikke kender, ved at lægge vægt på en høj grundfaglighed og ved at give dem en tro på, at de kan finde vej gennem ukendt territorium. Samtidig skal maskinmesteren i højere grad i dag lede og fordele arbejde.

At følge de studerende i den udvikling og at få lov til at øse af den erhvervserfaring, Frits Giversen har, driver værket selv på regnvåde mandage.

“Jeg er vildt glad for det arbejde, jeg har. Jeg synes, det er dejligt at være med til at flytte studerende, at møde dem og se den udvikling, de går igennem. Det har en dynamik, som jeg virkelig godt kan lide og det motiverer mig meget,”

Hakkeorden er passé

Det er i spændingsfeltet mellem teknisk nørderi og mere bløde ledelseskompetencer, at Frits Giversen især kommer i spil som underviser. I slutningen af 1980'erne startede han selv som rejsemontør i FL Schmidt, siden rykkede han til byggebranchen og endte med at kravle til tops i en stor global virksomhed.

Han har set eksempler på god ledelsesstil og ordentlighed, men bestemt også det modsatte. Han trækker på sine ledelses- og coachinguddannelser, en fyldt rygsæk med bunkevis af erfaring og sit kompas, der styrer efter at være ordholdende og pålidelig. Hos Frits Giversen lærer de studerende en anden type ledelse end hierarki og hakkeorden, der stadig spiller en rolle i de håndværksfag som elektriker, smed eller mekaniker, de studerende ofte kommer fra.

“Halvdelen af dem har været ude nogle år og kommer fra et erhverv, hvor de har nogle vaner med. Jeg vil ikke sige, at det er idealer, men de har i hvert fald et syn på, hvad de tænker om ledelse. Det er en udfordring at arbejde med, men det er også spændende,” siger Frits Giversen.

Noget af det, der rykker de studerende i deres opfattelse af konfliktløsninger og god ledelse, er at give dem indsigt i deres egne personlighedsprofiler. Det interesserer de studerende at blive klogere på reaktionsmønstre og karaktertræk.

“Nysgerrigheden kommer nok også af, at de kan mærke, at det drejer sig om dem selv. Hvordan er jeg selv som person? Når vi går væk fra den gamle ledelsesstil med pisk og gulerod og ser på, hvad er det for nogle mennesker, vi omgiver os med og deres behov, så kan de studerende godt se, at man får en bedre ledelsesmæssig relation, hvis man har lidt kendskab til personligheder.”

“Giv dem bare det hele”

Man skal ikke bruge meget tid med Frits Giversen, før man opdager, at han er en person, der hviler i sig selv. Stemmen er rolig, hans blik er imødekommende og så udstråler han venlighed og nærvær. Selv lægger han vægt på at opbygge en “tillidsrelation”.

“Jeg har oplevelsen af, at vi har en ærlig dialog. De studerende frygter ikke at spørge om noget eller at sige, det her forstår jeg ikke. Det er vigtigt for mig at værne om den relation, så hvis der er noget, jeg ikke kan svare på, så kommer der heller ikke en sang fra de varme lande. Så er jeg også ærlig og siger, det vil jeg gerne undersøge,” forklarer Frits Giversen.

Ambitionen om at dele viden og spille hinanden gode, sætter Frits Giversen stor pris på i sit nuværende job. Han savner ikke den konkurrence, der til tider opstår i det private erhvervsliv, hvor man kan blive protektionistisk omkring sin egen position i en virksomhed.

“Hvis du sidder i en chefstilling, så har du måske noget viden, som du beholder lidt for dig selv, fordi så længe du har det, så er det i gode hænder og arbejder for dig. Ude på en læreanstalt, har vi nogle studerende, der skal have fuld gas. Dem kan du bare give det hele,” siger Frits Giversen og uddyber:

“Sådan tænker jeg også om mine kolleger: Hvis jeg har noget, de kan bruge, så værsgo. Det er en kultur, jeg er kommet ind i, og det værdsætter jeg virkelig meget.”


Blå bog

Navn: Frits Giversen

Titel: Lektor på Aarhus Maskinmesterskole

Fagområde: Underviser i Ledelse og Management samt Termiske maskiner

Fødested og bopæl: Født i Århus 1962. Bor i Aarhus

Kontaktoplysninger: fgi@aams.dk

Ved brug af fotos og tekst skal følgende krediteres:
Foto: Søren Kjeldgaard | Tekst: Mette Dahlgaard

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024