“Henrik, vil du være min Britney?”
"Jeg elsker, når I går prøjsisk strækmarch ind i formålsparagraffen"
"Kom herhen, jeg gider ikke rejse mig for at stilladsere dig!"
En overgang trendede hashtaget #tinglisesiger blandt en gruppe lærerstuderende på Professionshøjskolen i København. Ophavskvinden til de sjove og bramfrie udbrud fra undervisningen er legebarn og lektor Lise Dissing Møller.
“Det er på den ene side freudian slips, men det er også en måde at skabe en uformel stemning. Jeg har altid interesseret mig for det legende, både pædagogisk og didaktisk, og det er med den bevidsthed, at jeg bruger humor i min undervisning. Jeg spiller mig selv på banen og kommer ofte til at sige noget, de studerende måske ikke lige forventer,” forklarer Lise Dissing Møller.
Således navngiver hun også hvert hold, hun står overfor. Der er Godzillas, Sexy Future of Eccentric Future og så har hun selv et alter ego - ”Momse” - der bestyrer momse-tube, hvorfra hun sender videoer med de mest centrale pointer fra undervisningen. Legen med identiteter og roller handler om at opbygge det, Lise Dissing Møller kalder ”the tribe”.
Hvis du vil give de studerende tillid til, at de kan komme ud af busken med alt det, de kan, så betyder det noget, hvordan du selv er. Som lærer er du altid spillet på banen, og det kan være en fordel at have sin personlighed med. Samtidig skal man jo både være en del af klassens fællesskab, styrke det og hjælpe med at forvalte det med omsorg og som menneske.
Netop den legende og undersøgende tilgang falder i hak med den gren af læreruddannelsen - Future Classroom Teacher - hvor Lise Dissing Møller er en drivende kraft. Undervisningen udspiller sig især i et laboratorium, Future Classroom Lab - hvor de studerende har adgang til blandt andet malerbøtter, balloner, legoklodser, 3d-printere og et skramlotek, hvor de kan bygge kuglebaner og andre kredsløb. Grundtanken er at bruge digitale teknologier til at skabe kreative læringsmiljøer og begribeliggøre undervisningen gennem hånden.
Vejen ud af læringskrise
Måske har Future Classroom Teacher fingeren på pulsen, når det handler om at forstå folkeskolens elever? Børne- og Undervisningsministeriets egne målinger viser nemlig, at et stigende antal elever siger, at undervisningen ikke giver dem lyst til at lære mere. Det har for nylig fået Danmarks Lærerforening til at anerkende, at undervisningen er blevet for ensformig. Lise Dissing Møller kalder det en “læringskrise”.
“Jeg er af den holdning, at vi bliver nødt til at pille ved skolen som pædagogisk projekt, fordi vi har at gøre med nogle andre børne- og ungegenerationer, der har behov for at være i konstant interaktion med deres læring. De vil ikke kun udtrykke sig i skriftsprog, de opsøger viden på tværs af utallige platforme og har behov for at være aktivt deltagende og ikke passivt lyttende,” siger Lise Dissing Møller.
Det er sin sag for nyuddannede skolelærere at skulle vende en supertanker og mange års indgroede forståelser af, hvad god undervisning er. Sandheden er også, at langt fra alle skoler har et egentligt laboratorium, som undervisningen kan foregå i. Derfor ser Lise Dissing Møller det også som sin fornemmeste pligt at indgyde sine studerende mod og hun taler meget med dem om, at Future Classroom Teacher mest af alt er et mindset:
”Det handler om, hvordan du som lærer stiller dig op, hvordan du inviterer dine elever til deltagelse og hvordan du tilrettelægger din undervisning med et stærkt blik for meningsfuldhed og relevante kontekster for eleverne. Det kræver meget lærermod og selvrefleksion.”
Høje knæbøjninger
Når Lise Dissing Møller ser, hvordan de studerende bliver mere tilpas i rollen som underviser, sætter sig selv på spil og demonstrerer, hvordan teknologi kan bruges til nære elevers nysgerrighed, skaberglæde og kritisk refleksion, så får hun selv ny energi og bliver ramt af en følelse af succes:
"Det er jo grunden til, at jeg har været i det her job i 22 år. Det er det, der får fjerene til at vokse ud af cirkushestens hoved og knæbøjningerne til at blive særligt høje, selvom man efterhånden nærmest har gigt."
Det er den samme oplevelse, hendes studerende vil få, når de lykkedes med at flytte en elev. Hun håber, at hun har lært dem om mod, arbejdsomhed og viljen til at skabe forandringer.
“De skal ikke lade sig fortælle, at ting ikke kan lade sig gøre, men derimod have mod og ro i maven til at lave eksperimenter og have en undersøgende tilgang. Og så skal de være forberedt på, at alt godt kræver hårdt arbejde,” siger Lise Dissing Møller og uddyber:
“Vi skal blive ved med at presse på. 'Once more unto the breach, dear Friends', som Shakespeare siger. Der er stadig mange ting, som skal ændres, hvis vi vil have elevenerationer, som går fløjtende i skole, fordi de rent faktisk føler, at den er til for dem."
Blå bog
Navn: Lise Dissing Møller
Titel: lektor på Institut for Læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole
Fagområde: Dansk, Teknologiforståelse og Future Classroom Teacher
Fødested og bopæl: Nyborg i 1972. Bor i Nyborg.
Kontaktoplysninger: lism@kp.dk
Ved brug af fotos og tekst skal følgende krediteres:
Foto: Søren Kjeldgaard | Tekst: Mette Dahlgaard