Iben Holm Fogstrup

”Vi har en 70-årig kvinde, som klager over smerter i lysken. I har skemaer over otte forskellige hoftediagnoser og 80 brikker, der kan placeres under hver diagnose. Prøv at sætte de rigtige billeder på ud fra de symptomer, I får beskrevet af kvinden.”

Sådan kunne dagens opgave snildt lyde på 2. semester i sygdomslære, når lektor Iben Holm Fogstrup sætter det taktile, visuelle og kognitive i fokus og udfordrer de studerende med interaktive rollespil, hun selv har designet.

De kommende fysioterapeuter fra Professionshøjskolen Absalon skal nemlig gå selvstændigt til værks, når de analyserer en patientcase. De må se, røre, føle og diskutere, for faget skal læres gennem praktisk øvelse og i et støttende socialt fællesskab.

Det skal kunne betale sig

”Hvis man bare kunne læse en tekst og svare på nogle spørgsmål, hvorfor så overhovedet møde op? Det skal kunne betale sig. Man går glip af noget, hvis man bliver hjemme,” siger Iben Holm Fogstrup.

En dag gik hun forbi et lokale, hvor blot fem ud af et helt hold var mødt op til forelæsning. Det gjorde den passionerede underviser og fysioterapeut ærgerlig, for hun brænder for, at alle skal have uundværlig viden og erfaring med fra hver eneste lektion.

Siden 2009 har hun lagt benhård vægt på sit eget ansvar for at fylde sæderne op. Hvad end det er med hjemmelavede brætspil om aldersrelaterede sygdomme eller ”rigtige” patientcases.

Materialet skal åbne sig. Læring er ikke envejs, så det handler om, at jeg får dem til aktivt at deltage. Min opgave er at ramme dem på en frekvens, de modtager. I bund og grund kan jeg ikke lære dem noget, men jeg kan give rummet, støtten og værktøjerne til, at de selv udvikler sig.

Følelsen af at høre til

En gammeldags kageliste. Det er noget af det allerførste, Iben Holm Fogstrup præsenterer de nye 1. semester-studerende for. Nummer to er at indvie dem i, hvor meget hun elsker NBA (amerikansk basketball), sine børn, sin hund og sin mand - i den rækkefølge.

Det er nemlig altafgørende for studiegennemførslen, at hver enkelt studerende føler sig som del af et fællesskab. De skal vide, at de er savnede, hvis de bliver væk. Iben Holm Fogstrup samler sit hold om det sociale, og så bryder hun allerede fra dag ét med den assymetriske magtrelation.

Indgangsvinklen er, at vi kan mødes på lige fod. Jeg er her for at hjælpe og understøtte dem, ikke for at bedømme. De får ærlige indblik i mine egne erfaringer og fejltagelser. Hvis de skal blive gode fysioterapeuter, må de erkende, at ingen er perfekte. Og at man lærer af fejl.

Den flade og åbne struktur gør Iben Holm Fogstrups studerende trygge i dialogen omkring, hvordan viden bruges i praksis. Det er nødvendigt - særligt på en sundhedsfaglig uddannelse om mennesker og kroppe, som er et umuligt felt at blive klog på alene.