Gå til indhold

Realkompetencevurdering (RKV)

Udviklingen af en fælles RKV-portal som en del af esas-projektet forankret i nemStudie er i gang. RKV-funktionaliteten forventes at kunne blive taget i brug oktober 2021.
Kontakt
Niels Kølle
Forretningsanalytiker
Tlf.: +45 72 31 95 33
Email: niek@ufm.dk

I forlængelse af trepartsaftalen af oktober 2017 mellem den daværende regering og arbejdsmarkedets parter blev det besluttet, at der til erhvervsakademiernes og professionshøjskolernes brug af realkompetencevurderinger (RKV) skulle etableres sektorfælles digitale redskaber.

Frem for at udvikle et nyt system til realkompetencevurderingen er det på baggrund af drøftelser mellem styregruppen for det nationale RKV-projekt, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Styrelsen for It og Læring, arbejdsmarkedets parter mv. besluttet at udnytte synergien i at koble en RKV-løsning på esas og nemStudie.

Indholdet i løsningen 

Indholdet i løsningen er den grundlæggende funktionalitet, som er påkrævet for, at en ansøger kan indsende en ansøgning, få et svar og et bevis, og at en studievejleder kan sagsbehandle den pågældende ansøgning.
Løsningsforslaget er udarbejdet på baggrund af en række workshops forestået af Netcompany med deltagelse af enten projektets PO-gruppe eller den udvidede ekspertgruppe, der ud over PO-gruppen består af fageksperter fra de forskellige uddannelsesinstitutioner. Løsningsforslaget er siden præsenteret og godkendt af RKV-projektets styregruppe.

Tidsplan 

I starten af oktober 2020 blev det første udviklingssprint på RKV-projektet sat i gang. Udviklingen kører sideløbende med udviklingen og implementeringen af esas og nemStudie og funktionaliteten forventes at kunne tages i brug oktober 2021. Projektet har sin egen selvstændige økonomi afsat af arbejdsmarkedets parter og påvirker ikke esas-projektets øvrige tidsplaner.

Organisering

Realkompetencevurdering

En realkompetencevurdering – en RKV – er en faglig vurdering af en persons reelle kompetencer. Kompetencerne vurderes i forhold til uddannelsesfaglige mål, baseret på blandt andet uddannelsesbaggrund, erhvervserfaring og kurser.

Der findes tre typer af RKV-beviser; et adgangsbevis, et kompetencebevis og et uddannelsesbevis. Et adgangsbevis giver ansøgeren adgang til et modul eller uddannelse, et kompetencebevis giver ansøgeren et bevis på deres opnåede kompetencer og et uddannelsesbevis giver ansøgeren et bevis for bestået uddannelse.

Senest opdateret 09. oktober 2020