Gå til indhold

Rektorkollegiet for erhvervsakademiernes indstilling af Per Reeslev til Undervisningsprisen 2020

Per Reeslev underviser på finansøkonom- og finansbacheloruddannelserne på Cphbusiness.

Per Reeslev er indstillet til Undervisningsprisen af erhvervsakademierne for sit ekstraordinære engagement i forbindelse med udarbejdelse og drift af case competition-konceptet. Med konceptet bringer Per Reeslev ikke kun ny teknologi ind i undervisningen, men klæder de studerende på til den nye teknologi, de kommer til at arbejde med i en af de mest teknologiudsatte brancher, finanssektoren. De studerende bliver sikret en forståelse af, at de er med til at forandre faget, branchen og praksis, og de bliver udviklet hen imod en innovativ tilgang til problemløsning, som kan bruges på arbejdsmarkedet.

Per Reeslev har formået at følge med i betydningen af ny teknologi, hvordan den anvendes, og hvad den betyder. Han har også formået at forny og udfordret traditionelle undervisningsformer, og han har sikret en praksisnær og tværfaglig tilgang, der involverer både relevante virksomheder og kollegaer fra andre fagområder. Case competition-konceptet kommer ikke kun de studerende til gode, men også de deltagende virksomheder, der får den nyeste viden fra de studerende og kreative og innovative forslag til nye forretningsmodeller fra dem. I konceptet er der fokus på feedback til de studerende fra de deltagende virksomheder.

Erhvervsakademierne har valgt at tilføje et ekstra kriterium: Underviseren har fokus på den enkelte studerende personlige udvikling mod at blive innovativ og parat til arbejdsmarkedet. Kriteriet er valgt, da vi ser det som et af erhvervsakademiernes hovedformål, at de studerende er i stand til at hit the road running efter endt uddannelse og bringe innovation ind i virksomhederne.

Per Reeslev er 67 år og er uddannet på CBS med efteruddannelse inden for blandt andet pædagogik, digital markedsføring og VR og kunstig intelligens. Han har været ansat på Cphbusiness siden 2012 og før det på Niels Brock fra 1980, hvor han underviser i bl.a. andet forretningsforståelse, forretningsudvikling, rådgivende salg, kommunikation og præsentationsteknik, finansielle markeder og rådgivning og økonomisk metodefag på finansøkonom- og finansbacheloruddannelserne. Per Reeslev har arbejdet som marketingkoordinator for et møbelfirma i Tyskland og har været medejer af en skoforretning i mange år.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 29. september 2020