Gå til indhold

Thomas William Lee

Alle arkitektstuderende har deres egen vej ind i faget. Studieadjunkt på Arkitektskolen Aarhus Thomas William Lee ser mest af alt sin rolle som vejleder og er meget bevidst om, at alle svarene ikke ligger hos ham.

Nogle gange sker der noget i mødet med en bygning, som er svært at sætte ord på, men som kan mærkes. For studieadjunkt på Arkitektskolen Aarhus Thomas William Lee var den følelse blandt andet til stede, da han første gang stod i det betonhvælvede og tvetydige rum, som Jørn Utzon har skabt i Bagsværd Kirke.

“Bygningen er i sig selv en religiøs oplevelse,” siger han. “Der er bare et eller andet, som er hævet over bygningens samlede materialer. Måske er det det sublime.”

‘De skal ikke bare gøre, som jeg siger’

For Thomas William Lee rammer fremragende arkitektur noget helt grundlæggende ved at være menneske. Men hvordan lærer man de studerende at skabe det?

“For mig sker det i første omgang ved at erkende, at svarene ikke kun ligger hos mig som underviser, men i lige så høj grad hos de studerende og i dialogen mellem os og deres projekt,” siger Thomas William Lee.

“Alle studerende har deres egen vej ind i faget. Jeg kan synliggøre en tilgang og erfaring, som jeg har, og så kan de spille op mod den. Men de skal ikke gøre, som jeg siger. De skal reflektere og gennem en spejling danne deres egen karakter i faget.”

Ser sin rolle som en slags fødselshjælper

Thomas William Lee foretrækker at kalde sig for vejleder frem for underviser og ser mest af alt sin rolle som en slags fødselshjælper.

De studerende får udfordret deres virkelighedsopfattelse. De kan ramme rock bottom. Og det kan være stressende. Men så lærer vi dem jo metoder til, hvordan de kan komme videre”.

Inspiration er for ham ikke noget, man udelukkende skal opsøge inde i sig selv, men noget, man som arkitektstuderende skal lære at opsøge uden for sig selv. Selvom det er forskelligt fra studerende til studerende, hvad der hjælper dem til at komme videre, når de er havnet i dødvande, findes der alligevel en række metoder og redskaber, som kan hjælpe inspirationen på vej.

“Det er den der erfaring med for eksempel at kunne sige, jamen, hvis det er der, du er nu, så er det enormt vigtigt, at du begynder at tegne og skitsere. Fordi man ved, at de er et særligt sted i processen, som kræver en bestemt handling for at komme videre,” siger Thomas William Lee.

“Vi kan give dem en slags recept på at komme ud af et dødvande ved at udforske andre steder, og efterhånden bliver de her små ting, vi gør for at komme videre, internaliseret, så det kommer naturligt for dem.”

Lærer de studerende at tage ejerskab over teknologien

Da Thomas William Lee som knægt fik sin første Commodore 64, oplevede han, at det var muligt at forsvinde ind i en computerskabt verden. Lige siden har han interesseret sig for, hvordan digitale teknologier åbner for nye måder at se verden på. Noget, han blandt andet forsøger at dele med de studerende ved at anvende 3D-printere, programmering og robotteknologi i undervisningen.

“Opfindelsen af computeren har fuldstændigt radikaliseret måden, vi ser verden på. På en måde er det en kanal, hvorigennem de studerende kan lave et nyt snit gennem verden, som fortæller noget andet, og som kan give os indsigt i noget, som vi ikke kunne få indsigt i før,” siger Thomas William Lee.

For nylig lavede han en workshop, hvor de studerende byggede mekaniske tegnemaskiner af blandt andet blyanter, tandhjul og små motorer.

“Jeg forsøger med de studerende at forstå teknologi ved at lave det selv. Det er jo ikke fordi, de skal lære at lave maskiner, men det handler om at tage ejerskab over teknologien, så man ikke bare bliver en forbruger af den,” siger han.

Inspiration kommer ofte i frirummene

Arkitektstudiet kan let virke altopslugende for de studerende. Derfor opfordrer Thomas William Lee dem til at have hobbyer – og til nogle gange at gøre noget, som ikke i første omgang har direkte nytteværdi i studiet.

“Mange kender sikkert den der oplevelse af at stå i badet, og så lige pludselig får man en idé. Jeg synes nogle gange, det kommer, når man laver ting, som ikke umiddelbart giver nogen mening, eller som på papiret er spild af tid – for eksempel når man dagdrømmer og kigger ud ad vinduet,” siger Thomas William Lee.

Han finder ofte selv ny inspiration, når han er alene på havet og mærker vinden i sejlet, eller når fingrene glider henover guitarens strenge.

Vil udforske virtuelle verdners potentiale for arkitekturen

Thomas William Lee er lige dele overrasket og stolt over at modtage Undervisningsprisen. Han ved endnu ikke, hvordan beløbet, der følger med prisen, skal anvendes. Men han leger med tanken om at anvende det til at involvere virtuelle verdner på nye måder i undervisningen.

“Jeg kunne godt tænke mig at udforske, hvordan virtuelle verdner kan anvendes som kommunikationsredskab, der kan skubbe projekter og måden, vi undersøger og formidler kvaliteter i arkitekturen på,” siger han.

Blå bog:

Navn: Thomas William Lee

Titel: Cand.arc og studieadjunkt, Arkitektskolen Aarhus.

Fagområde: Arkitektur, teknologi, bygningskultur og bosætning.

Fødested og bopæl: Født 16. december 1977 i Frederikshavn. Bor i dag i Aarhus.

Kontaktoplysninger: Tlf.: +45 5190 1170, e-mail: mail@thomaslee.dk

Foto: Søren Kjeldgaard | Tekst: Julie Hjerl Hansen

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 03. september 2023