Gå til indhold

Jan Sturm Almind, prismodtager i 2021

Lektor og underviser i ledelse og projektledelse på Fredericia Maskinmesterskole, Jan Sturm Almind, fortæller her, hvad det har betydet for ham at modtage Undervisningsprisen i 2021.
H.K.H. Kronprinsesse Mary, prismodtager af Undervisningsprisen 2021 Jan Sturm Almind og uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen
H.K.H. Kronprinsessen overrakte sammen med daværende uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen Undervisningsprisen til Jan Sturm Almind den 27. september 2021.
Det har været en meget stor ære, at ledelsen og de studerende på Fredericia Maskinmesterskole indstillede mig til prisen og en endnu større ære at modtage den. Det har vist mig, at det engagement jeg har, og måden jeg arbejder på, er den rigtige vej at gå, og noget jeg skal udvikle yderligere.

For mig var det en vigtig milepæl, at jeg begyndte at fokusere på læring, frem for undervisning ud fra tænkningen om, at der godt kan ske undervisning uden der sker læring, og der også godt kan ske læring uden der sker undervisning. 

Min vigtigste opgave som underviser er at skabe en nysgerrighed, der får de studerende til at tænke 'wow, det her er spændende,' så de selv søger viden og går dybere end det, jeg præsenterer i undervisningen. På den måde bliver læringen ikke begrænset af mine ord, men åbner op for en verden af muligheder.

Jeg er meget ydmyg over modtagelsen af prisen, da der er mange dygtige undervisere.

Prisen har åbnet nye døre, og har blandt andet givet mig muligheden for at besøge Vrije University Amsterdam, hvor jeg kunne se deres måde at undervise på, hvilket har været meget lærerigt. Jeg har en aftale med en anden skole om at komme ud og fortælle om min måde at arbejde på, ikke mindst med mig selv og min undervisning.

Samarbejdet med andre skoler og erhvervsliv, både nationalt og internationalt, er et punkt jeg fortsat vil udvikle på, da vi kan lære meget af hinanden til gavn for alle. Inddragelse af de studerende og løbende feedback er også et punkt jeg vægter meget højt.

Pengene fra underviserprisen blev brugt til at indkøbe nogle pumpestande til udvikling af faget pumpeteknik for at gøre undervisningen praksisnær.

På det personlige plan har underviserprisen betydet, at jeg fortsætter med at udvikle min undervisning gennem spil, leg og andre måder af inddrage de studerende på, så hele klassen udvikler sig og lærer. Jeg er også gået i gang med at skrive en bog om leg og læring i undervisningen, hvor jeg forhåbentlig kan inspirere andre til at inddrage leg i undervisningen.

Jeg vil derfor sige tak til alle, der har medvirket til at udvikle underviserprisen, og til alle dem, der har medvirket til, at jeg har modtaget den.

/Jan Sturm Almind, september 2024.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 12. september 2025