Nicole Schmitt

Det lå ikke i kortene, at professor Nicole Schmitt skulle blive underviser, da hun startede sin forskerkarriere i Tyskland. Og da hun i 2002 blev rekrutteret som postdoc til Københavns Universitet var der da heller ingen, der talte om undervisning. Men da en kollega spurgte, om hun kunne hjælpe med nogle øvelsestimer, sprang hun selvfølgelig til:

"Man hjælper jo sine kollegaer, men det var meget grænseoverskridende for mig, fordi jeg hverken havde tilegnet mig kompetencer inden for det pædagogiske felt, men også fordi det skulle foregå på dansk", siger Nicole Schmitt, der i dag er modtager af Undervisningsprisen 2021 for sin rolle på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Blev til et helt menneske

For det skulle vise sig, at det lige præcis var kombinationen mellem hendes meget specialiserede forskning i ionkanaler og underviserrollen, som er kommunikerende og udadvendt, der fik hende til at føle sig som et helt menneske:

"Jeg havde slet ikke tænkt på, at jeg manglede undervisningsdelen, men i dag kan jeg se, at man ikke kan være en rigtig forsker, hvis ikke man har begge ben", siger hun og uddyber:

"Min forskning taler til min introverte del, hvor jeg kan nørde. Men der er et begrænset publikum, og jeg er mere end det. Jeg kan også lide at formidle, at være kreativ, at forklare noget på sjove måder, og den del er ekstrovert, hvilket jeg får lov at udvikle i undervisningen", siger hun.

Why don’t you teach

I dag er Nicole Schmitt både underviser og viceinstitutleder, og hun har gjort det til en mission at skabe ligeværdighed mellem forskning og undervisning.

"Desværre er der en kultur, der hylder forskeren i forhold til, hvor mange artikler vedkommende får publiceret samt hvor mange fondspenge der bliver tildelt. Jeg mener, at god undervisning bør meriteres lige så højt", siger hun og forklarer:

"Det er firkantet at sige, at man er lykkedes som forsker, fordi man har fået udgivet en række artikler. For hvad med alle de menneskelige kompetencer som lederskab, kommunikation, samarbejde og formidling?", spørger hun retorisk og fortæller, at hun derfor har startet Junior VIP (VIP står for videnskabeligt personale, red.) for ph.d.-studerende og postdocs, som er et program, der skal ruste dem til at blive ‘hele forskere’ og dermed employable - altså klar til arbejdsmarkedet. Da hun designede programmet, spurgte hun som det første: Why don’t you teach?

"Og det mest tankevækkende svar var: Nobody asked", siger Nicole Schmitt, hvilket var præcis det, som hun selv oplevede som ung forsker.

Hun forklarer, at mange forskere ikke tænker, at undervisning er noget for dem.

"Men når de har prøvet det og er kommet i kontakt med de studerende er det som om de bliver brain washed, og så vil de bare igen og igen", siger hun.

Undervisning som forskning

Nicole Schmitt ser faktisk heller ikke de store forskelle mellem forskning og undervisning. I sin undervisning eksperimenterer hun med alt fra rollespil over quizzer til tegn & gæt for at angribe det sommetider svært tilgængelige stof fra flere vinkler:

"På den måde ser jeg min undervisning som et forsøgsrum, hvor jeg afprøver forskellige teknikker og derefter evaluerer. Ligesom i et laboratorium".

"Den store forskel er dog, at når man som forsker publicerer en videnskabelig artikel går der typisk et år før, at den er udgivet, og i undervisningen er der respons med det samme. Det vil sige, at jeg her får et quick fix og immediate satisfaction", siger hun.

Mine studerende

Nicole Schmitt forsøger at se sine studerende i øjenhøjde ved at kalde dem ‘mine studerende’ fremfor ‘de studerende’, og hun gør en stor dyd ud af at forventningsafstemme, hvilke roller der skal herske i undervisningslokalet. Hun forsøger også at møde de studerende, hvor de har det sværest ved f.eks. at stille en anonym chatfunktion til rådighed i undervisningen, så barriererne for at stille spørgsmål minimeres.

Hendes arbejdsglæde vokser mest, når de studerende er spørgelystne, og når hun ikke kun ser hænder fra de gængse tre weisenheimere på forreste række, men fra alle steder i forelæsningssalen.

"Omvendt falder min motivation, når de studerende kræver simple svar på komplicerede spørgsmål, eller når det uundgåelige spørgsmål indtræffer: Er det her vigtigt til eksamen?", siger hun.

Fremtiden er undervisning

Fremtiden vil Nicole Schmitt bruge på at fortsætte kampen for, at forskning og undervisning bliver vægtet lige højt.

"Jeg vil arbejde for en anerkendelse af at education matters. Og jeg vil stille spørgsmål som; hvor er impact on society? Er det når jeg er med til at uddanne 1000 studerende, eller når jeg får 40 andre forskere til at læse om mine forskningsresultater?", spørger hun - igen retorisk.

Foto: Søren Kjeldgaard | Tekst: Mette Wallach