Gå til indhold

Rektorkollegiet for erhvervsakademiernes indstilling af Lars Brian Bach til Undervisningsprisen 2021

Lars Brian Bach underviser i finansøkonom, finansbachelor og financial controller på IBA Erhvervsakademi Kolding.

Lars Brian Bach fremstår for den landsdækkende jury som en eksemplarisk underviser for erhvervsakademierne. Han har stærke relationer til studerende, kollegaer og de virksomheder, han samarbejder med. Han er en erfaren underviser, der har formået at følge med og udvikle sig, og han indgår arbejdet med at udvikle uddannelserne og i erhvervsakademiet forskningsarbejde.

Lars Brian Bach underviser på både fuldtids- og deltidsuddannelse, og han formår at skabe stærke relationer med de studerende. Han ønsker dem oprigtigt det bedste, står til rådighed og tager sig altid tid til dem – både i og uden for undervisningssituationer. I flere af de mange indstillinger fra studerende går det igen, at han gerne bruger ekstra tid på hver enkelt studerende, står til rådighed og er klar med feedback. Det motiverer og hjælper de studerende videre, så de rykker sig fagligt og ved, hvad de skal arbejde videre med.

Lars Brian Bach gør meget ud af at samarbejde og videndele med sine kollegaer og er særligt opmærksom på at hjælpe og støtte yngre og nye undervisere. Han har været med til at starte finansuddannelserne op på Erhvervsakademi Kolding og sørger med entusiasme for, at de hele tiden udvikler sig og tilpasses et erhverv, der har ændret sig meget gennem tiden. Han og hans team har stort fokus på at sikre den røde tråd på tværs i undervisningen og har en daglig dialog om undervisningen, holdene, pædagogik og didaktik.

Lars Brian Bach inddrager konstant ny, forskningsbaseret viden i sin undervisning. Både fra sin egen forskning og forskning udefra. Fra 2017-2020 gennemførte han et teoretisk og empirisk Forskningsprojekt med titlen ”Spekulative bobler på ejendomsmarkedet i Syddanmark”. Sideløbende med ansættelsen på Erhvervsakademi Kolding underviser han på HA-uddannelsen på Syddansk Universitet, hvorfra han også henter viden og inspiration.

Lars Brian Bach inddrager også praksis i sin undervisning og har et stort netværk blandt virksomheder. Han inddrager dem i undervisningen som oplægsholdere og møder dem blandt andet på praktikbesøg. Det giver viden om den nyeste udvikling i erhvervet, som han inddrager i undervisningen. Han bruger mange konkrete eksempler fra praksis, både historiske og nutidige.

Lars Brian Bach er uddannet cand.oecon. med nationaløkonomisk linjebetegnelse fra Aarhus Universitet. Han har 30 års erfaring med undervisning på HA-uddannelsen og på finansuddannelserne på Erhvervsakademi Kolding, som han har været med til at starte op og løbende udvikle. Lars Brian Bach har et stort netværk blandt finansielle virksomheder.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 26. september 2021